Anna Riis Hedegaard, Co-founder & CEO i The 0-Mission

The 0-Mission
18.11.25 Vi rådgiver dig Månedens iværksætter

The 0-Mission gør klimahandling tilgængelig for alle virksomheder

Hvordan får man små og mellemstore virksomheder til at spille en reel rolle i den grønne omstilling? For stifterne bag The 0-Mission begyndte svaret med en frustration, som endte med en forretningsidé, der i dag gør det enkelt for virksomheder at tage del i opførelsen af ny, grøn energi.

Co-founder og CSO Thomas Granhof & Co-foudner og CEO Anna Riis Hedegaard

Foto: The 0-Mission

Fra ide til impact

Idéen til The 0-Mission opstod, da Co-founder og CEO Anna Riis Hedegaard arbejdede i en virksomhed, der udviklede vind- og solparker for nogle af verdens største koncerner. Her blev det tydeligt, at de mindre virksomheder - trods klimatanker - blev afvist. Kontrakterne var for komplekse, risikoen for høj, og modellerne designet til globale mastodonter.

”Det frustrerede mig, for hvis vi skal begrænse klimaforandringerne, kan vi ikke se bort fra SMV-segmentet. De udgør jo 99 procent af alle virksomheder globalt set,” siger Co-founder og CEO Anna Riis Hedegaard.

Det blev startskuddet til The 0-Mission, som Anna stiftede i 2022 sammen med Thomas Granhof, Co-founder og CSO, der har en stærk kommerciel baggrund. Sammen udgør de et team, der kombinerer brancheindsigt med kommerciel forståelse, og en klar ambition om at gøre klimahandling tilgængelig for alle.

Det frustrerede mig, for hvis vi skal begrænse klimaforandringerne, kan vi ikke se bort fra SMV-segmentet. De udgør jo 99 procent af alle virksomheder globalt set Co-founder og CEO Anna Riis Hedegaard

En mission med nul som mål

Navnet The 0-Mission afspejler virksomhedens formål: at komme så tæt som muligt på nul udledning, og gøre det uden unødvendige barrierer.

”Vi er startet med ét enkelt formål, nemlig at begrænse klimaforandringerne så meget som muligt. Den mission gennemsyrer alt, hvad vi gør,” siger Anna.

The 0-Mission fungerer som en markedsplads mellem udviklere af vind- og solprojekter og virksomheder, der ønsker at reducere deres klimabelastning. Modellen bygger på et simpelt abonnement, der gør det muligt for virksomheder i alle størrelser at bidrage til opførelsen af ny grøn energi, uden lange kontrakter eller tekniske bindinger.

Anna Riis Hedegaard

Foto: The 0-Mission

Bæredygtighed som rygraden

Hos The 0-Mission er bæredygtighed ikke noget, der ligger ved siden af forretningen. Det er hele udgangspunktet. Alle større beslutninger vurderes ud fra, hvordan de kan bidrage til et mere bæredygtigt energisystem.

Når virksomheden udvælger projekter, sker det med fokus på hvor kunderne kan få størst mulig positiv effekt både inden for klima og biodiversitet. De arbejder udelukkende med nye privatfinansierede sol- og vindparker, fordi kundernes bidrag skal føre til opførelse af ny grøn energi, og ikke gå til projekter, som alligevel er realiseret gennem statsstøtte.

Derudover lægger The 0-Mission vægt på, at parkerne bidrager til øget biodiversitet, og at arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder er sikret gennem hele værdikæden. Også i daglig drift vurderer virksomheden løbende, hvilke indkøb der reelt er nødvendige, og hvilke der ikke bidrager til målsætningen.

Når klimaambitioner bliver konkrete handlinger

The 0-Missions kunder har det til fælles, at de ønsker at gøre en reel forskel, og være sikre på, at pengene i deres ESG-budget skaber målbar, værdifuld forandring.

”Før vi kom på markedet, var det slet ikke muligt for mindre virksomheder at påvirke energisystemet. Den mulighed har vi skabt sammen med de første kunder,” siger Anna.

Mange kunder ønsker at kunne kommunikere om deres klimaindsats, men er samtidig varsomme for ikke at greenwashe. Derfor får alle kunder adgang til en kommunikationspakke med infografikker, opslag til sociale medier, infoscreens og formuleringer, der kan bruges i ESG-rapportering. Det gør det enkelt og trygt at fortælle historien om partnerskabet.

En gang om året inviterer The 0-Mission kunderne ud til den park, de er en del af. Her får de et indblik i, hvordan udviklerne arbejder med alt fra biodiversitet i solparkerne til menneskerettigheder i værdikæden.

”Det plejer at være en dag, hvor mange bliver bevidste om nogle problemstillinger, de aldrig havde tænkt over. Det gør klimaindsatsen nærværende og konkret.”

Om The 0-Mission

Etableret 2022

Stiftere Anna Riis Hedegaard og Thomas Granhof

Hovedsæde København

Forretningsmodel Abonnementsbaseret markedsplads for ny vedvarende energi

Mission At gøre klimahandling tilgængelig for alle virksomheder. Store som små

En ny måde at arbejde på

The 0-Mission er ikke stiftet for at gøre mere af det samme - men for at gøre tingene anderledes. Imens mange i branchen arbejder med tunge kontrakter og tekniske bindinger, har The 0-Mission reduceret kontrakterne til fem sider og gjort bindingsperioderne korte.

”Vores tilgang er, at kunderne skal blive, fordi de vil, ikke fordi de er låst fast,” siger Anna.

Virksomheden prioriterer også kundetid fremfor branchetid. Hvor andre møder konkurrenter og kollegaer på energi-messer, deltager The 0-Mission hellere i ESG-netværksmøder eller sidder ude hos virksomhederne. Dyb forståelse af kundernes situation er udgangspunktet for hele forretningsmodellen.

Tillid som den største barriere

Som de fleste iværksættere har Anna og Thomas mødt deres del af udfordringer. I opstartsfasen var hver ny kunde afgørende for virksomhedens overlevelse.

”Jeg har ikke tal på, hvor mange nærdødsoplevelser vi har haft med The 0-Mission - men de kommer heldigvis med længere mellemrum nu,” siger Anna.

Den største udfordring var at opbygge tillid i et marked, der til tider har et blakket ry. At få store brands som Deloitte og Matas med som kunder blev derfor afgørende.

Samtidig har det været en stejl læringskurve at starte og drive virksomhed. Alt fra momsregler og kontrakter til SEO, warrantprogrammer og investormateriale har været noget, de måtte lære fra bunden.

Jeg har ikke tal på, hvor mange nærdødsoplevelser vi har haft med The 0-Mission - men de kommer heldigvis med længere mellemrum nu Anna Riis Hedegaard, Co-founder & CEO

Co-founder og CEO Anna Riis Hedegaard

Foto: The 0-Mission

ESG-agendaen er presset – men langt fra færdig

Selvom mange virksomheder forventer færre regler på klimaområdet de kommende år, oplever The 0-Mission, at interessen for reelle grønne tiltag er intakt.

”Når alt kommer til alt, er ESG-arbejdet jo ikke drevet af tilfældige trends, men af fysikkens love. Hvis ikke vi får styr på energibalancen på planeten, så er der meget, der går rigtig galt,” siger Anna.

The 0-Mission forventer derfor vækst, både i Danmark og internationalt. Næste skridt bliver blandt andet Polen, hvor mange danske virksomheder har store produktionsfaciliteter og et højt elforbrug, der kan dækkes af nye sol- og vindparker.

Erfaringer og råd

Efter flere år i frontlinjen for grøn iværksætteri har Anna en klar erfaring: vejen er ujævn.

”Vejen mod at blive en succesfuld impact-iværksætter er fuld af bump - både psykiske og økonomiske. Det gælder om at have koldt vand i blodet og holde på penge i banken. Det er svære råd at følge, menalt godt kommer til den, der bliver ved og ved.”

Hun understreger, at ønsket om en grønnere fremtid er bredere forankret end mange tror, og det giver muligheder for grønne iværksættere.

”Den gode nyhed er, at du som iværksætter ikke er alene om at drømme om en grønnere verden. Det er et helt almindeligt ønske uanset alder og geografi. Efterspørgslen er der.”

Den gode nyhed er, at du som iværksætter ikke er alene om at drømme om en grønnere verden. Det er et helt almindeligt ønske uanset alder og geografi. Efterspørgslen er der Anna Riis Hedegaard

Et budskab til dansk erhvervsliv

Ifølge The 0-Mission er det en udbredt myte, at kunder ikke vil betale for bæredygtighed.

”Det hørte vi, da vi startede, og det hører vi stadig. Men vores erfaring er, at kunderne er der. Nogle gange kræver det bare, at man lægger lidt ekstra kræfter i salgsarbejdet og tænker lidt mere kreativt,” siger Anna Riis Hedegaard.

The 0-Mission viser, at reel klimahandling ikke behøver være kompliceret – men kræver modet til at gøre tingene anderledes.

Relateret indhold