Vi rådgiver dig

De første containere er sendt til Korea

Knap et halvt år efter at Quilts of Denmark deltog på Seoul Living Design Fair sammen med Dansk Industri, har de nu sendt de første containere til Korea.

Kenneth Sørensen, Export Manager i Quilts of Denmark, på Seoul Living Design Fair.

Quilts of Denmark designer, udvikler og producerer dyner og puder i den bedste kvalitet på deres fabrik i Vamdrup. De har præsenteret deres produkter på internationale designmesser i flere lande på fællesstande arrangeret af Dansk Industri. Især deres deltagelse på Seoul Living Design Fair tidligere på året sammen med både den danske ambassade i Sydkorea og Dansk Industri var en stor succes:

Vi havde intet salg til Korea, før vi tog på Seoul Living Design Fair i februar. Vi havde mange kontakter, men intet salg. Messen derude har kastet hele tre nye kunder af sig, og vi har lige for 14 dage siden sendt de første containere afsted. Det er lidt atypisk, at det går så stærkt i Korea, så vi kan jo næsten ikke få armene ned. Kenneth Sørensen, Export Manager i Quilts of Denmark.

Men det er ikke kun de nye koreanske kunder, som de glæder sig over hos Quilts of Denmark på bagkant af messedeltagelsen. Også etableringen af et uvurderligt netværk blandt de deltagende virksomheder har vist sig at være en stor gevinst. Kenneth Sørensen forklarer, at selvom de andre deltagende virksomheder måske anvender nogle andre salgskanaler, eller sælger en helt anden type produkter, så er det guld værd at kunne dele erfaringer og oplevelser.

Der er mange fordele ved at deltage i de her fællesstande, som rækker langt ud over de dage, man er afsted på messen. Flere af de andre deltagere er nu blevet en vigtig del af mit netværk, som jeg jævnligt er i kontakt med. Kenneth Sørensen, Export Manager i Quilts of Denmark.

Når man deltager i internationale fremstød arrangeret af Dansk Industri er man en del af en fællesstand, som oftest er medfinansieret af Udenrigsministeriet. Standen kurateres af dygtige indretningsarkitekter eller designere så alle de deltagende virksomheders produkter komplimenterer hinanden. Men en fællesstand betyder også, at man skal deles om pladsen, og selvom det betyder, at man så måske ikke kan få fremvist hele sit sortiment, så bliver det ifølge Kenneth Sørensen i den grad opvejet af, at man også deler omkostningerne og står stærkt som et fælles dansk fremstød.   

Vi er ikke afsted som konkurrenter, tværtimod står vi som en megastærk pakke derude. Når vi som danske virksomheder står samlet med Dansk Industri - og i nogle tilfælde også den danske ambassade i ryggen, så viser det i den grad hvilken seriøsitet, vi kommer med. Det er en blåstempling af vores kvalitet og pålidelighed Kenneth Sørensen, Export Manager i Quilts of Denmark.

Hele holdet bag fællesstanden på Tokyo Furniture Fair. 

Quilts of Denmarks produkter på Seoul Living Design Fair.

Seoul Living Design Fair.

Tokyo Furniture Fair.

Spørger man Kenneth Sørensen om det bedste råd til designvirksomheder, der overvejer at deltage i internationale messer sammen med DI, så er svaret klart: ”Tag springet. Værdien af det her netværk, og at stå derude sammen med andre virksomheder, den er langt langt højere end både omkostningen og risikoen”.

Omkostningerne er nemlig langt lavere, når virksomheder deltager i et fælles fremstød i samarbejde med Dansk Industri sammenlignet med at deltage på egen hånd. Det gør en stor forskel hos Quilts of Denmark, som ifølge Kenneth Sørensen ikke ville have haft mulighed for at deltage i messer i både Finland, Japan og Korea på egen hånd, men ville have været nødt til at prioritere én enkelt.  

Vi har mange spændende internationale fremstød på programmet, så kontakt os gerne, hvis du vil høre mere om mulighederne.

Lise Thomsen

Lise Thomsen

Fagleder, DI Kreative Erhverv

For information om kommende internationale fremstød.

Lasse Broe Honore

Lasse Broe Honore

Managing Director

For informationer om aktiviteter i Korea.

Relateret indhold