4 trin til den gode senkarrieresamtale
Få arbejdsmarkedets parters 4 trin til den gode senkarrieresamtale, så I får italesat f.eks. trivsel, arbejdstid og udviklingsønsker, der er med til at afgøre, hvor længe seniormedarbejderen har lyst og mulighed for at blive i arbejde.
Det kan være svært at komme i gang med senkarrieresamtalen. Mange medarbejdere er måske ikke klar til at tale om senkarriere, når de rammer 55-60+ år, fordi de ikke definerer sig selv som seniorer. Men det er en vigtig snak, og den skal startes i god tid, så vi tidligt får italesat, hvordan vi gør anden halvdel af arbejdslivet både attraktivt, udviklende og bæredygtigt, og så seniormedarbejderne har lyst til at arbejde så længe, som det er muligt.
Der er ingen præcis opskrift på, hvordan den gode senkarrieresamtale forløber, eller hvad den indeholder. Arbejdsmarkedets parter har i fællesskab udarbejdet en guide til den gode seniorpraksis. I guiden kan I hente inspiration til vigtige faktorer for tilknytning af seniorer, konkrete tiltag til tilknytning samt fire trin til den gode senkarrieresamtale.
Hvornår er man senior?
Der er ingen definitioner af, hvornår en medarbejder indgår i kategorien seniormedarbejder, og selv om virksomheden sætter en alder på, hvornår en seniorpolitik gælder, så er det ikke sikkert, at det passer med den enkelte medarbejders egen definition af, hvornår de er senior.
Kilde: Seniorpraksis i industrien (BFA Industri, 2022)
1) Det faglige
Som en del af seniorsamtalen, er det bl.a. relevant at tale med medarbejderen om, hvad der skaber arbejdsglæde, hvad der driver og motiverer, og hvordan I kan sikre, at indholdet i arbejdet bliver ved med at være spændende og udfordrende. Det er også vigtigt at tale om, hvorvidt medarbejderen har brug for særlig opkvalificering for at udvikle sig fagligt og potentielt varetage andre og nye opgaver.
Det er f.eks. vigtigt at investere i seniormedarbejderens udvikling, så det ikke kommer til at føles som om, at de er “under afvikling”, når de rammer 60 år. En løsning kan f.eks. være at lave mentorordninger, så seniormedarbejderen får ansvar for at hjælpe en anden kollega ombord i ny viden eller nye opgaver. På den måde får arbejdspladsen også videregivet noget af den værdifulde erfaring, som seniormedarbejderen besidder.
2) Det sociale
Den gode seniorsamtale handler også om at italesætte trivslen. Du som leder kan f.eks. spørge ind til, om medarbejderen trives med sine kolleger, og om samarbejdet på tværs af alder, opgaver og områder fungerer godt, eller om noget kan forbedres.
Det kan f.eks. være, at seniormedarbejderen har brug for at sparre med kolleger, der befinder sig samme sted i livet, og derfor kan I tale om, hvorvidt det er en mulighed at lave projektgrupper eller netværk om seniorarbejdslivet internt på virksomheden.
3) Arbejdets tilrettelæggelse
Seniormedarbejdere kan have behov for, at arbejdet tilrettelægges anderledes for at passe til det arbejdsliv, de ønsker. Det kan f.eks. være, at nogle opgaver skal tages væk eller tilføjes, ligesom der kan være behov for at ændre i arbejdstiden eller fleksibiliteten.
Der er forskellige løsninger til seniormedarbejdere, der har behov for at tilrettelægge arbejdet anderledes, så arbejdspladsen kan beholde dem lidt længere. Nogle seniormedarbejdere ønsker f.eks. at få en ny rolle med et andet jobindhold, der kræver mindre, mens andre ønsker at få mere ansvar men færre opgaver. Der kan også være et ønske om at gå ned i tid og arbejde f.eks. 3 dage om ugen eller at blive timelønnet for 20 timer om ugen.
4) Fremtiden
Seniorsamtalen må gerne italesætte ønsker om fremtiden. Det kan bl.a. handle om, hvordan medarbejderen ser de kommende år i virksomheden, og om der er nogle særlige udfordringer eller muligheder ved at blive på arbejdet, samt hvad der skal til for at holde medarbejderen på arbejdspladsen så længe, som det er muligt.
Hvem skal tage initiativet til seniorsamtalen?
En undersøgelse fra Rambøll i 2019 viser, at seniormedarbejdere mener, det kan være svært at tage emnet op på eget initiativ, hvis de f.eks. har ønsker til tilpasninger i arbejdstid, eller –opgaver. Derfor er det en god idé, at lederen tilrettelægger faste procedurer og intervaller for, hvornår og hvordan seniorsamtalen skal afholdes og kommunikerer det tydeligt til medarbejderne.
Vil du vide mere om senkarriere?
Hos DI får I en komplet guide til fastholdelse og tiltrækning af seniormedarbejdere gennem konkrete værktøjer, eksempler på tiltag og kurser, der giver jer viden og inspiration til at styrke senkarriereindsatsen.
Find det hele her