Planloven

Planloven udgør den juridiske rammen for kommunernes fysiske planlægning, og alle kommuner skal lave en kommuneplan med et 12-årigt planlægningssigte, som peger på, hvad man tænker, at arealerne i kommunen skal anvendes til. Det betyder, at kommunalbestyrelsen beslutter rammerne for arealudviklingsmulighederne i byerne, på landet og langs kysterne. Planlægning skal sørge for en fornuftig lokal udvikling af byggeri og livsvilkår og skal samtidig sørge for, at der ikke opstår miljøudfordringer på grund af placering af byggeri og anlæg. De konkrete krav til og vilkår for at bygge på et bestemt område fastlægges i byområder af lokalplaner, mens der i det åbne land oftest skal gives en landzonetilladelse. Langs kysterne og i nærheden af disse er der særligt restriktive regler for byggeri.

Den fysiske planlægning er vigtig for landets fremtidige udvikling. Det skyldes, at langsigtet planlægning giver investeringssikkerhed for både de offentlige myndigheder, aktører på det private marked og den enkelte borger.

For de private investorer handler det om gennemsigtighed i forhold til, hvilken retning kommunernes udvikling skal gå, og hvordan deres investeringer spiller sammen hermed. Desuden er dette vigtigt at skabe stabile rammer. For det offentlige handler det om at planlægge og foretage investeringer der, hvor de er til mest gavn for samfundet i bredeste forstand. For den enkelte borger handler det om gode rammer for hverdagslivet og sikkerhed for investering i privat ejendom.

Miljøproblemer forebygges oftest ved at skabe afstand mellem en følsom arealanvendelse og f.eks. et potentielt støjede anlæg.