ErhvervsPhD og erhvervspostdoc
ErhvervsPhD og Erhvervspostdoc hører under Innovationsfonden og kaldes samlet for Erhvervsforskerprogrammet. Erhvervsforskerprogrammets formål er at knytte tættere bånd mellem virksomheder og et universitet, samt at få tilknyttet unge forskere til det private erhvervsliv. Dette sker gennem et samarbejde mellem en virksomhed, et universitet og en ph.d.-studerende eller post.doc-kandidat.
Generelt om Erhvervsforskerprogrammet
Erhvervsforskerprogrammet dækker over både erhvervsPhD og erhvervspostdoc. Innovationsfonden tildeler bevilling på baggrund af indstilling fra Erhvervsforskerudvalget, der vurderer alle ansøgninger. Udvalget består af 24-28 medlemmer, der både repræsenterer respekterede forskere og højtstående personer fra det danske private erhvervsliv. Se medlemmerne af udvalget her.
Det er virksomheden, der skal oprette ansøgningen. Ansøgningen skal oprettes og indsendes via det elektroniske ansøgningssystem: www.e-grant.dk. Du kan finde en vejledning til e-grant på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.
Læs mere om kravene på Forside | Innovationsfonden
Særligt om erhvervsPhD
En erhvervsPhD er et treårigt erhvervsrettet ph.d.-projekt, hvor den studerende ansættes i en privat virksomhed og samtidig indskrives på et universitet.
Det er et krav for at gå i gang med en erhvervsPhD, at ansøgeren har opnået en kandidatgrad inden for en videregående uddannelse.
For at kunne søge, er det tillige et krav, at virksomheden har en geografisk afdeling i Danmark og har økonomi og faciliteter til at køre projektet.
Universitetet skal officielt være godkendt til at varetage ph.d.-uddannelser, samt være i stand til at tilknytte en vejleder til projektet.
Særligt om erhvervspostdoc
En erhvervspostdoc er et erhvervsrettet postdoc-projekt på mellem 12-36 måneder, hvor den studerende ansættes i en privat virksomhed og samtidig ansættes på et universitet.
For at kunne søge, er det et krav, at virksomheden har en geografisk afdeling i Danmark og har økonomi og faciliteter til at køre projektet. Universitetet eller forskningsinstitutionen skal være i stand til at tilknytte en vejleder til projektet, og kandidaten skal have opnået en ph.d.-grad. Graden må maksimalt være 5 år gammel på ansøgningstidspunktet.
Generelt om ansættelse af en erhvervsPhD eller erhvervpostdoc
ErhvervsPhD-ordningen går ud på, at en virksomhed ansætter en ph.d.-studerende til at forske i en konkret problemstilling i tre år. Den studerende vil bruge sin arbejdstid mellem virksomheden og universitetet og vil således være indskrevet på en uddannelse og samtidig have en tidsbegrænset ansættelseskontrakt i en virksomhed.
Der kan søges om et løntilskud fra Innovationsfonden under hele perioden. Det universitet, som erhvervsPhDen er tilknyttet, vil ofte bistå virksomhederne, der ønsker en erhvervsPhD-studerende, med at skræddersy et forløb, der passer til virksomheden og den enkelte studerende. Læs mere om Innovationsfondens tilskud her: Programmer | Innovationsfonden.
På langt de fleste universiteter findes der vejledninger vedr. erhvervsPhD-ordningen. Denne vejledning vil indeholde oplysninger om forløbet og minimumsbestemmelser for ansættelsesforholdet i virksomheden, herunder om arbejdstid, løn m.v. Når I skal etablere et samarbejde med en studerende, vil det være en god idé at tage kontakt til den pågældendes uddannelsessted og spørge ind til vejledningen.
Erhvervspostdoc minder meget om erhvervsPhD-ordningen, men adskiller sig ved, at den kun henvender sig til forskere, der allerede har gennemført en ph.d.-grad. Det er en betingelse, at graden ikke må være mere end 5 år gammel.
Modsat erhvervsPhD-ordningen, der varer tre år, kan en erhvervspostdoc have en varighed på mellem 12 og 36 måneder.
Ansættelse af ErhvervsPhD og Erhvervspostdoc fra udlandet
Medarbejdere med statsborgerskab fra lande uden for EU/EØS (tredjelande) skal som udgangspunkt have en opholds- og arbejdstilladelse for at udføre arbejde lovligt i Danmark. Det er virksomhedens ansvar, at medarbejderen har gyldig opholds- og arbejdstilladelse. Hvis en medarbejder fra et tredjeland arbejder i Danmark uden arbejdstilladelse, risikerer virksomheden at blive straffet med bøde, og medarbejderen risikerer at blive udsendt af landet.
Når en medarbejder fra et tredjeland bliver tilbudt ph.d.-ansættelse i en dansk virksomhed, er der flere krav der skal opfyldes før opholds og arbejdstilladelsen kan blive udstedt. Læs mere her: Ny i Danmark
Læs mere om ansættelse af udenlandsk arbejdskraft her: Vejledning til arbejdsgivere - Undgå ulovlig udenlandsk arbejdskraft - DI og Ansættelsesvilkår for medarbejdere fra tredjelande - rådgivning til arbejdsgivere - DI
Ansættelsesvilkår
Læs mere om vilkårene for ansættelse af en erhvervs-ph.d. eller en erhvervspostdoc på Erhvervsforsker | Innovationsfonden
Under overskriften ”Hvad kan pengene finansiere” i ovenstående link kan du læse om aflønning af den studerende og evt. øvrige ansættelsesvilkår. Her fremgår det bl.a., at den studerende skal ansættes på almindelige funktionærbetingelser, og at der kan ske en individuel forhandling mellem den studerende og virksomheden om de nærmere vilkår for ansættelsen.
Det er et krav, at der udarbejdes en ansættelseskontrakt, og at en konkurrence- eller kundeklausul i kontrakten ikke må begrænse kandidatens mulighed for at opnå ansættelse andre steder. Det samme gælder uddannelsesklausuler, der pålægger kandidaten at godtgøre virksomhedens udgifter m.v. ved afbrydelse af projektet.
Ansættelseskontrakt
DI har udarbejdet en skabelon til en ansættelseskontrakt til brug for ansættelse af funktionærer i bl.a. tidsbegrænsede stillinger. Da medarbejderen skal ansættes på almindelige funktionærbetingelser kan I med fordel benytte DI Docs - Skabelon til ansættelsesaftale for funktionær - DI
Løn
Lønnen for en erhvervsPhD eller en erhvervspostdoc fastsættes individuelt mellem den studerende og virksomheden, men skal mindst svare til den overenskomstmæssige løn (inkl. pension) for ph.d.-stipendiater og for erhvervspostdocs for postdocansat i staten.
Læs mere på Innovationsfondens hjemmeside under overskriften ”Hvad kan pengene finansiere” her Erhvervspostdoc i den private sektor – forår 2026 | Innovationsfonden
Særligt om afbrydelse af projektet ved orlov og sygdom
Der gælder særlige regler om afbrydelse af en igangværende erhvervsPhD eller erhvervspostdoc. ErhvervsPhD- samt erhvervspostdoc-kandidater kan søge orlov i forbindelse med fx barsel og sygdom. Der ydes ikke tilskud fra Innovationsfonden under orlovsperioder, heller ikke under barsels-og sygeorlov. Tilskudsperiodens slutdato udskydes med orlovsperioden og tilskuddet ydes i den forlængede periode.
Vær opmærksom på, at fonden skal godkende anmodninger om orlov, før orloven kan starte. Fonden godkender ikke anmodninger om orlov med tilbagevirkende kraft.
Betaling under sygdom og orlov
I de perioder, hvor medarbejderen har orlov fra projektet, skal I tage stilling til eventuelle lønvilkår for medarbejderen i de pågældende perioder, da I ikke modtager tilskud fra fonden til jeres lønudgifter.
Da medarbejderen ansættes på almindelige funktionærbetingelser, har medarbejderen ret til fuld løn under sygdom, jf. funktionærlovens § 5.
Hvis I har en barselspolitik for jeres øvrige funktionærer, skal I tage stilling til, om de samme regler skal gælde for jeres erhvervsPhD
Hvis medarbejderen ikke er berettiget til fuld løn under barsel i henhold til virksomhedens barselspolitik eller individuel ansættelseskontrakt, vil kvindelige funktionærer have ret til halv løn under fravær på grund af graviditet og barsel fra barselsorlovens påbegyndelse og indtil 14 uger efter fødslen i henhold til funktionærlovens § 7, stk. 2. Læs mere om graviditet og barsel generelt her: Graviditets-, barsels- og forældreorlov - DI
I har ikke mulighed for at forlænge projektets varighed med støtte fra fonden i andre perioder end de oven for nævnte. Fonden kan undtagelsesvis godkende, at en erhvervsPhD eller en erhvervspostdoc gennemføres på deltid.
Læs mere på dette link under overskriften ”deltidsarbejde på projektet”: Erhvervsforsker | Innovationsfonden
Læs mere
Du kan finde yderligere oplysninger om erhvervsPhD-ordningen og erhvervspostdoc-ordningen på Forskeruddannelse (ph.d.) | UddannelsesGuiden
Kontakt gerne Innovationsfonden, hvis du ønsker at vide mere om jeres muligheder for at få støtte til et projekt: Erhvervsforsker | Innovationsfonden
Ønsker du hjælp til udfyldelse af ansættelseskontrakten for en erhvervsPhD eller en erhvervspostdoc, eller har du spørgsmål til ansættelsen generelt, kan du kontakte DI.