I dybden med erhvervsPhD og erhvervspostdoc
Få svar på, hvordan I ansætter en erhvervsPhD eller en erhvervspostdoc, og hvilke løn- og ansættelsesvilkår der gælder for denne type ansættelse.
Hvad går erhvervsPhD- og erhvervspostdocordningen ud på?
ErhvervsPhD-ordningen går ud på, at en virksomhed ansætter en PhD-studerende til at forske i en konkret problemstilling i tre år. Den studerende vil bruge sin arbejdstid mellem virksomheden og universitetet og vil således være indskrevet på en uddannelse og samtidig have en tidsbegrænset ansættelseskontrakt i en virksomhed.
Der kan søges om et løntilskud fra Innovationsfonden under hele perioden. Det universitet, som erhvervsPhDen er tilknyttet, vil ofte bistå virksomhederne, der ønsker en erhvervsPhD-studerende, med at skræddersy et forløb, der passer til virksomheden og den enkelte studerende. Læs mere om Innovationsfondens tilskud på Programmer | Innovationsfonden.
Erhvervspostdoc minder meget om erhvervsPhD-ordningen, men den adskiller sig ved, at den kun henvender sig til forskere, der allerede har gennemført en PhD-grad. Det er en betingelse, at graden ikke må være mere end 5 år gammel.
Modsat erhvervsPhD-ordningen, der varer tre år, kan en erhvervspostdoc have en varighed på mellem 12 og 36 måneder.
Hvordan finder vi en erhvervsPhD eller en erhvervspostdoc?
Et erhvervsforskerprojekt kan både være initieret af virksomheden eller kandidaten, men det går altid gennem PhD-skolen for fagområdet på universitetet. Hvert universitet har ph.d.-skoler inden for forskellige fagområder. PhD-skolerne er det administrative omdrejningspunkt for universitetets PhD-uddannelser og vil kunne hjælpe med at pege på en fagrelevant universitetsforsker.
Virksomheder kan også tage kontakt til det lokale erhvervshus, som evt. kan sætte dem sammen med samarbejdspartnere inden for fagområdet.
Der holdes også ”science dating”-arrangementer på universiteterne, hvor studerende og virksomheder kan mødes.
Læs mere på Forside | Innovationsfonden
Er der særlige regler for ansættelse af en erhvervsPhD eller erhvervspostdoc?
På Innovationsfondens hjemmeside kan du læse om kravene for ansættelse af en erhvervsPhD eller en erhvervspost.doc.
Find relevante oplysninger under ”Erhvervspostdoc” eller ”ErhvervsPhD” på Erhvervsforsker | Innovationsfonden
Under overskriften ”Hvad kan pengene finansiere” kan du læse om aflønning af den studerende og evt. øvrige ansættelsesvilkår.
Her fremgår det blandt andet, at den studerende skal ansættes på almindelige funktionærbetingelser, og at der kan ske en individuel forhandling mellem den studerende og virksomheden om de nærmere vilkår for ansættelsen.
Hvilke krav er der til en ansættelseskontrakt?
Der skal være indgået en egentlig ansættelseskontrakt, der frigør den erhvervsPhD-studerende fra alle andre opgaver end projektet og uddannelsen under projektforløbet.
Ansættelsen skal være på almindelige funktionærbetingelser.
Der kan ske individuel forhandling mellem den studerende og virksomheden om de nærmere vilkår for ansættelsen.
Må vi aftale en konkurrenceklausul eller en uddannelsesklausul med den studerende?
Nej. Konkurrenceklausuler eller lignende i ansættelseskontrakten må ikke begrænse kandidatens mulighed for at opnå ansættelse andre steder.
Ansættelseskontrakten må heller ikke indeholde uddannelsesklausuler eller lignende, der pålægger kandidaten at godtgøre virksomhedens udgifter til uddannelsen ved uddannelsens afbrydelse eller ved jobskifte efter et afsluttet projekt som ErhvervsPhD eller erhvervspost.doc.
Hvor finder jeg en skabelon til en ansættelseskontrakt?
DI har udarbejdet en skabelon til en ansættelseskontrakt til brug for ansættelse af funktionærer i bl.a. tidsbegrænsede stillinger. Da medarbejderen skal ansættes på almindelige funktionærbetingelser, kan I med fordel benytte denne ved ansættelse af jeres kommende erhvervsPhD eller erhvervspostdoc: DI Docs - Skabelon til ansættelsesaftale for funktionær - DI
Skabelonen til ansættelseskontrakten er udarbejdet i overensstemmelse med reglerne i lov om ansættelsesbeviser og visse arbejdsvilkår og giver mulighed for at til- eller fravælge eventuelle yderligere vilkår, som I mener, skal gælde i ansættelsesforholdet.
Ansættelseskontrakten lægger for eksempel op til, at der skal udarbejdes en stillingsbeskrivelse. Her kan I beskrive sammenhængen mellem stillingen og forskningsprojektet. Stillingsbeskrivelsen indgår som en integreret del af ansættelseskontrakten.
Gælder funktionærloven for ansættelsesforholdet?
Ja. Det er et krav for at modtage støtte fra Innovationsfonden, at kandidaten ansættes på almindelige funktionærbetingelser.
Hvilke ansættelsesretlige love gælder i ansættelsesforholdet?
Ud over funktionærloven og ansættelsesbevisloven er der en række andre love, som finder anvendelse, når der indgås et ansættelsesforhold med en erhvervsPhD eller en erhvervspostdoc.
I udgangspunktet vil kandidaten være omfattet af alle regler, der giver lønmodtagere en særlig retsstilling på arbejdsmarkedet. Det drejer sig bl.a. om barselsloven, ferieloven, forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven.
Derudover vil lov om tidsbegrænset ansættelse finde anvendelse.
Hvad betyder det, at ansættelsen er omfattet af lov om tidsbegrænset ansættelse?
Lov om tidsbegrænset ansættelse skal sikre, at en kandidat, der ansættes i en tidsbegrænset stilling, har de samme rettigheder som øvrige sammenlignelige fastansatte medarbejdere i virksomheden.
Loven anvender princippet om ikke-forskelsbehandling og ligebehandling i forhold til ansættelsesvilkår i virksomheden. Det betyder, at tidsbegrænset ansatte har krav på de samme rettigheder som sammenlignelige fastansatte, med mindre det er objektivt begrundet.
Hvad skal en erhvervsPhD eller en erhvervspostdoc have i løn?
Lønnen til en erhvervsPhD eller en erhvervspostdoc fastsættes individuelt mellem den studerende og virksomheden, men skal mindst svare til den overenskomstmæssige løn (inkl. pension) for PhD-stipendiater og for erhvervspostdocs for postdocansat i staten.
Læs mere på Innovationsfondens hjemmeside under overskriften ”Hvad kan pengene finansiere” her Erhvervspostdoc i den private sektor – forår 2026 | Innovationsfonden
Kan uddannelsen gennemføres på deltid?
ErhvervsPhD- eller erhvervspostdoc-ansættelser er som udgangspunkt fuldtidsstillinger.
ErhvervsPhD- og erhvervspostdoc-kandidater kan søge om deltid ved blandt andet sygdom, men man kan ikke søge om deltid med begrundelse om, at kandidaten skal lave andet arbejde ved siden af.
Fonden skal godkende anmodning deltid, før deltiden kan starte. Fonden godkender ikke anmodninger om deltid med tilbagevirkende kraft. Anmodningen sendes via e-grant (afsnit Ændringsanmodninger).
Deltidssatsen er, hvor stor en procentdel deltidsarbejdet udgør af fuldtidsarbejde. For eksempel betyder en deltidssats på 50 pct., at kandidaten arbejder halvt så meget som en fuldtidsansættelse i den pågældende periode.
Læs mere om Deltidsjob - rådgivning om deltidsansatte medarbejdere - klik her - DI
Må vi forlænge kontrakten for eller fastansætte medarbejderen?
For at kunne få tilskud eller støtte fra Innovationsfonden er det vigtigt, at I følger reglerne for, i hvilke situationer der kan ske forlængelse af et igangværende forløb i jeres virksomhed. Se under spørgsmålet ”Har medarbejderen ret til barsel”.
Når I ansætter en erhvervsPhD eller en erhvervspostdoc i virksomheden, skal I være opmærksomme på, at der som udgangspunkt er tale om en tidsbegrænset stilling, som ophører på tidspunktet, hvor kandidaten har færdiggjort sin uddannelse.
Der er intet til hinder for at fastansætte en færdiguddannet erhvervsPhD eller erhvervspostdoc i virksomheden, når pågældende har færdiggjort sin uddannelse. Vær opmærksom på eventuelle forpligtelser i forhold til universitetet, hvor pågældende er indskrevet.
Støtten fra Innovationsfonden ophører ved endt uddannelsesforløb.
I bør udarbejde en ny ansættelseskontrakt, når I indgår aftale med kandidaten om en fastansættelse.
Gælder kollektive overenskomster for ansættelsen?
Som udgangspunkt vil studerende, der ansættes i et forløb som erhvervsPhD eller erhvervspostdoc, ikke være omfattet af kollektive overenskomster.
Der kan dog være visse tilfælde, hvor virksomheden undtagelsesvist har en overenskomst, som finder anvendelse på f.eks. akademikere, der ansættes i virksomheden. I disse tilfælde beror det på en konkret vurdering, om kandidaten er omfattet af overenskomsten i virksomheden.
Har medarbejderen ret til pension?
Når der er tale om ikke-overenskomstdækkede funktionærer, har virksomheden som udgangspunkt ikke pligt til at betale pension til medarbejderen. Det er således op til jer, om medarbejderen skal have en pensionsordning.
Vær opmærksom på, at der gælder et ligebehandlingskrav i forhold til tidsbegrænset ansatte. Det betyder, at en kandidat til erhvervsPhD eller erhvervspostdoc skal stilles på lige fod med sammenlignelige fastansatte medarbejdere i virksomheden. Det vil sige, at kandidaten har krav på de samme rettigheder som sammenlignelige fastansatte, f.eks. i forhold til pension.
Hvis der er tale om overenskomstdækkede funktionærer, vil retten til pension derimod følge af overenskomstens bestemmelser.
Nogle virksomheder har indgået en pensionsaftale med et pensionsselskab, hvor det er en del af aftalen, at allemedarbejdere skal indgå i pensionsordningen. Ved en sådan aftale vil kandidaten naturligt være omfattet af ordningen på lige fod med øvrige medarbejdere. I disse tilfælde har det ikke betydning, om der er tale om en overenskomstdækket eller ikke-overenskomstdækket medarbejder. Det gælder også medarbejdere, der er ansat på deltid og i tidsbegrænsede stillinger.
Har medarbejderen ret til feriefridage?
Ferieloven regulerer ikke feriefridage, som skal aftales individuelt mellem virksomheden og den enkelte medarbejder. Virksomheden har mulighed for at vælge, om kandidaten skal have tildelt feriefridage eller andre fridage.
Vær opmærksom på, at der gælder et ligebehandlingskrav i forhold til tidsbegrænset ansatte. Det betyder, at en kandidat skal stilles på lige fod med sammenlignelige fastansatte i virksomheden, medmindre det er objektivt begrundet.
Har medarbejderen ret til barsel?
Ja. Barselsloven indeholder regler om medarbejderens ret til fravær og barselsdagpenge i forbindelse med graviditet og fødsel i nærmere bestemte perioder.
Hvis der er tale om en kandidat, som er omfattet af funktionærloven, skal I være opmærksomme på, at loven fastsætter regler om løn m.v. til kvindelige funktionærer under barsel.
Læs mere om Graviditet, barsel og orlov - DI
Vær opmærksom på, at ErhvervsPhD- og Erhvervspostdoc-kandidater kan søge orlov for i forbindelse med barsel (og sygdom).
Der ydes ikke tilskud under orlovsperiode, heller ikke under barsels-og sygeorlov. Tilskudsperiodens slutdato udskydes med orlovsperioden og tilskuddet ydes i den forlængede periode.
Bemærk: Fonden skal godkende anmodning om orlov, før orloven kan starte. Fonden godkender ikke anmodninger om orlov med tilbagevirkende kraft. Anmodningen sendes via e-grant på www.e-grant.dk (afsnit ”Ændringsanmodninger”).
Kan vi opsige samarbejdet?
Både virksomheden og den studerende kan til enhver tid beslutte at opsige samarbejdet undervejs i ansættelsesforløbet. Det gælder også, selv om der er tale om en tidsbegrænset ansættelse.
Vær opmærksom på reglerne om opsigelsesvarsel i funktionærlovens § 2.
DI anbefaler, at I kontakter uddannelsesstedet og Innovationsfonden, inden I vælager at afbryde samarbejdet med kandidaten.
Skal kandidaten have personalegoder m.v. som andre medarbejdere?
Det er op til virksomheden at bestemme, om kandidaten skal have samme personalegoder og vilkår, som de øvrige medarbejdere i virksomheden.
DI’s skabelon til en ansættelseskontrakt for funktionærer giver mulighed for at tilvælge yderligere vilkår for ansættelsen. Om et ansættelsesvilkår skal tilvælges afhænger af, hvad der gælder for øvrige sammenlignelige medarbejdere i virksomheden, som udfører samme type arbejde som den kandidat, I overvejer at ansætte i stillingen.
Læs mere
Du kan finde yderligere oplysninger om erhvervsPhD-ordningen og erhvervspostdoc-ordningen på Forskeruddannelse (ph.d.) | UddannelsesGuiden
Kontakt gerne Innovationsfonden, hvis du ønsker at vide mere om jeres muligheder for at få støtte til et projekt: Erhvervsforsker | Innovationsfonden
Ønsker du hjælp til udfyldelse af ansættelseskontrakten for en erhvervsPhD eller en erhvervspostdoc, eller har du spørgsmål til ansættelsen generelt, kan du kontakte DI.