Entreprenørstop
Fra 1. januar 2026 kan Arbejdstilsynet give påbud om entreprenørstop på bygge- og anlægspladser. Det betyder, at arbejdet helt eller delvist kan blive standset, hvis Arbejdstilsynet vurderer, at der er alvorlige og vedvarende problemer med arbejdsmiljøet.
Reglerne skal forebygge alvorlige arbejdsulykker og sundhedsskadelige påvirkninger på bygge- og anlægspladser ved at give Arbejdstilsynet mulighed for at gribe ind over for byggepladser, hvor arbejdsmiljøproblemerne er omfattende.
Entreprenørstop kan få betydning for entreprenører, underentreprenører, medarbejdere og bygherrer. Også virksomheder, der ikke har overtrådt arbejdsmiljøreglerne, kan blive påvirket af et entreprenørstop, hvis arbejdet på byggepladsen standses.
Arbejdstilsynets påbud om entreprenørstop
Et entreprenørstop er Arbejdstilsynets mest indgribende reaktion over for alvorlige arbejdsmiljøproblemer på en bygge- eller anlægsplads. Det er alene alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen, der kan føre til entreprenørstop.
Før Arbejdstilsynet kan udstede et påbud om entreprenørstop, skal en række betingelser være opfyldt. Blandt andet skal Arbejdstilsynet have konstateret flere alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen og gennemført et såkaldt intensiveret tilsyn på byggepladsen.
Processen består typisk af følgende trin:
- Alvorlige arbejdsmiljøproblemer konstateres ved flere tilsynsbesøg.
- Arbejdstilsynet beslutter at intensivere tilsynet.
- Entreprenøren varsles om risikoen for entreprenørstop, hvis det intensiverede tilsyn ikke medfører, at der sker en forebyggelse af alvorlige arbejdsulykker eller sundhedsskadelige påvirkninger.
- Arbejdstilsynet vurderer, om betingelserne for entreprenørstop er opfyldt.
- Der gives eventuelt påbud om entreprenørstop.
Konsekvenser for virksomheden
Konsekvenserne afhænger af den konkrete situation, entrepriseformen og de aftaler, der gælder mellem parterne, men som udgangspunkt skal arbejdet på hele eller dele af bygge- eller anlægspladsen standses.
Det kan medføre:
- Forsinkelser i bygge- eller anlægsprojektet.
- Øgede omkostninger for de involverede virksomheder.
- Behov for omplacering eller hjemsendelse af medarbejdere.
- Entrepriseretlige tvister om forsinkelse, tidsfristforlængelse eller ophævelse.
- Risiko for bøder på 100.000 kr. ved manglende efterlevelse af påbuddet.
Arbejdstilsynet kan dog tillade, at der udføres arbejde, som er nødvendigt for at efterkomme de påbud, der ligger til grund for entreprenørstoppet.
I særlige tilfælde kan Arbejdstilsynet også give tilladelse til, at bestemte aktiviteter fortsætter, selv om der er påbudt entreprenørstop.
Ophævelse af entreprenørstop
For at få ophævet et entreprenørstop skal entreprenøren dokumentere over for Arbejdstilsynet, at de forhold, som gav anledning til påbuddet, er bragt i orden.
Herefter gennemfører Arbejdstilsynet en gennemgang af bygge- eller anlægspladsen. Hvis Arbejdstilsynet vurderer, at betingelserne er opfyldt, kan arbejdet genoptages.