Kompetenceudviklingsfonden for tekniske funktionærer
Kompetenceudviklingsfonden for tekniske funktionærer yder støtte til funktionærer, der ønsker selvvalgt efteruddannelse.
Fonden er etableret i henhold til Overenskomst for Tekniske Funktionærer mellem DIO II og Teknisk Landsforbund.
Alle virksomheder, der har overenskomsten, skal indberette medarbejderantal til kompetencefonde.dk, og alle virksomheder, der har medarbejdere omfattet af denne overenskomst, skal indbetale bidrag til kompetenceudviklingsfonden.
Støtte til selvvalgt uddannelse
Medarbejdere har mulighed for at søge støtte til udgifter vedrørende deres selvvalgte efter- og videreuddannelse, når uddannelsen gennemføres i henhold til overenskomstens bestemmelser om frihed uden løn.
Kompetenceudviklingsfonden kan yde hel eller delvis dækning af udgifter til kursusaktiviteter samt kompensation for løntab.
Medarbejderen skal indsende ansøgning om støtte og have modtaget tilsagn om tilskud, før uddannelsesaktiviteten påbegyndes. Ansøgning indsendes via Kompetencefonde, og virksomheden vil i den forbindelse blive bedt om at attestere medarbejderens oplysninger.
For at kunne søge støtte, skal
- Medarbejderen være omfattet af Overenskomst for Tekniske Funktionærer mellem DIO II og TL og have mindst 6 måneders anciennitet i virksomheden.
- Uddannelsen skal være relevant for beskæftigelse inden for overenskomstens dækningsområde.
Fonden yder kun støtte i det omfang, der er midler til rådighed.
Der må påregnes en vis ekspeditionstid.
Frihed til selvvalgt uddannelse kan benyttes både til grundlæggende og videregående uddannelse, såvel almen som faglig efter- og videreuddannelse.
Særlige regler for opsagte medarbejdere
Medarbejdere, som afskediges med opsigelsesvarsel på grund af omstruktureringer, nedskæringer, virksomhedslukning eller andre på virksomheden beroende forhold, har særlige muligheder for støtte i opsigelsesperioden:
Medarbejdere, med 6 måneders anciennitet i virksomheden: Op til én uges frihed i til efter- eller videreuddannelse med støtte fra fonden.
Medarbejdere, med 3 års anciennitet: Op til alt tre ugers frihed til deltagelse i uddannelse med støtte fra fonden.
Se i øvrigt mere om betingelser og muligheder for uddannelse i forbindelse med opsigelse i § 26, stk. 4, i Overenskomst for Tekniske Funktionærer.
Ansøgning via kompetencefonde.dk
Medarbejderen skal benytte hjemmesiden www.kompetencefonde.dk for at søge om midler fra fonden.
Når medarbejderen ansøger om støtte til selvvalgt uddannelse, vil virksomheden efterfølgende blive bedt om at bekræfte, at frihed til uddannelse er givet, og at de øvrige oplysninger fra medarbejderen er korrekte.
Der ydes kun støtte, hvis der er midler i fonden.
Ingen lokal administration
Det er ikke muligt for virksomheder omfattet af Overenskomst for Tekniske Funktionærer selv at administrere midlerne til kompetenceudvikling, uanset virksomhedens størrelse.