Jens Mikkelsen fra Cimbria A/S

10.09.21 Vi rådgiver dig Nyheder

Smeden anno 2021

At være smed i dag kræver fingersnilde, sans for formgivning, rumlig forståelse og ikke mindst evnen til at læse, forstå og tegne 3D-arbejdstegninger. Alt det fremtidens industri efterspørger.

Jens Mikkelsen er 34 år og smedelærling. Han startede hos Cimbrias A/S i Thisted i 2006, hvor han arbejdede som ufaglært på deres pladeværksted. I dag er han ved at uddanne sig til klejnsmed.

Inspirationen til at videreuddanne sig fik han fra EUC Nordvest og hans kollegaer, der var med til at overbevise ham om, at klejnsmedeuddannelsen var det rigtige for ham. Men vigtigst var det dog, at arbejdspladsen støttede ideen:

- Cimbria har gjort rigtig meget for, at jeg skal uddanne mig til smed. De har et godt samarbejde med skolen, der er  sidemandsoplæring på arbejdspladsen, og så har de gode forhold for os i voksenlære. Det giver bare mening både for mig og dem, forklarer Jens, der understreger, hvordan beslutningen om at gå smedevejen har givet ham adgang til mere udfordrende arbejdsopgaver.

Samtidigt får virksomheden Cimbria A/S en faglært medarbejder, der kan bidrage flere steder på fabrikken. Det er nemlig nemt for en smed at udfylde forskellige roller i virksomheden, fordi man har en bedre forståelse for de overordnede arbejdsprocesser.

Cimbria A/S står, som mange andre industrivirksomheder, og mangler folk med smedens kompetencer. Eksempelvis er viden om jern og anden materialeforståelse vigtige egenskaber, når komplicerede og fejlfri produkter skal begå sig på et marked med hård konkurrence.

- Det jeg godt kan lide ved smedefaget er, at man bygger og konstruerer ting, som skal bruges til noget. Man laserskærer elementer og får alting til at passe sammen. Jeg laver blandt andet konstruktionsopgaver til maskindele, står i en svejsebås - og selvfølgelig rigtig meget montage, hvor man står og samler det færdige produkt. Man leverer jo et produkt, som skal sendes videre i kæden, og man kan ikke lige lave det om, når man først har svejset det, siger Jens med et grin.

For Jens var valget om at uddanne sig til klejnsmed et valg om at fremtidssikre sig selv:

– Man står helt klart mere usikkert som ufaglært, så da muligheden bød sig om at blive smed, slog jeg til, og det har jeg på intet tidspunkt fortrudt, slutter Jens, der er færdiguddannet som klejnsmed i 2024.

Kristian Hougaard Frederiksen
Skrevet af:

Kristian Hougaard Frederiksen