Dencker: En værktøjsmager fremstiller også EarPods
Folkeskoleelever fra hele landet prøvede kræfter med værktøjsmagerfaget i Skive. Det gjorde de til Metal Camp Værktøjsmager, hvor Dencker sammen med fire andre virksomheder inviterede indenfor.
En kuglepen, en smartphone eller et par EarPods – hvert minut har du en ting i hånden, en værktøjsmager har været med til at lave.
”En værktøjsmager fremstiller blandt andet støbeformene til de plastikdele, der er i alle de ting, vi bruger hele tiden, men det er der mange, der ikke ved,” siger Thomas Dahl Nautrup, Tool Shop Manager hos Dencker.
Virksomheden Dencker har lige deltaget i Metal Camp Værktøjsmager sammen med virksomhederne Idé-Pro, Formkon, Envases og BC Værktøj. Campen er en praktikuge i uge 45, hvor tyve 9.-10. klasses elever fra hele landet får en forsmag på livet som værktøjsmager.
Alle eleverne bliver undervist i Skive Colleges værksteder og kommer ud i en af de fem midtjyske virksomheder. Mens de deltager i campen, bor de på Erhvervskollegiet side om side med unge værktøjsmagerlærlinge og andre unge, der er ved at tage en erhvervsuddannelse.
Vil udfordre forestillinger om faget
Dencker bruger tid på at undervise folkeskoleelever, fordi de ønsker at skabe opmærksomhed om værktøjsmageruddannelsen og tiltrække flere unge til faget.
Ifølge Thomas Dahl Nautrup har industrien brug for flere værktøjsmagere, som kan være med til at fremstille og udvikle alle de produkter, vi bruger i hverdagen – både nu og i fremtiden.
Men han oplever, at mange enten har en forældet forestilling om værktøjsmagerfaget eller slet ikke ved, hvad man arbejder med som værktøjsmager. Det håber han, at de som virksomhed kan være med til at ændre ved at deltage i Metal Camp Værktøjsmager.
“Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har måttet sige, at jeg som værktøjsmager IKKE laver skruetrækkere og hamre. Det er de færreste, der ved, hvor vigtig en værktøjsmager er for samfundet. Som værktøjsmager indgår teknik, IT, matematik og programmering som en stor del af dagligdagen,” siger Thomas Dahl Nautrup.
De skal have noget med hjem, de selv har lavet
Thomas Dahl Nautrup har sammensat programmet for de unge, der er ude hos Dencker. Udover en rundvisning på virksomheden, får eleverne også lov til at støbe en møntholder (en holder til den plastikmønt, man kommer i indkøbsvogne), fræse deres eget navn i møntholderen og samle et værktøj.
For ham er det vigtigste i programmet, at de unge får noget fysisk med hjem, som de selv har skabt. Noget, der kan skabe en faglig stolthed hos eleverne.
”Når man er 16-17 år, er det svært at vide, hvad man vil arbejde med i fremtiden. Ofte læner man sig op af, hvad ens forbilleder eller forældre arbejder med. Men man skal selv ud at prøve det af i virkeligheden. Det kan være i praktik eller som ungarbejder, men man skal ud og se, hvad det er for et job, for det kan være meget anderledes, end man lige forestiller sig. Derfor er det også vigtigt, at vi som virksomhed viser vores fag frem,” siger Thomas Dahl Nautrup og fortsætter:
”Vi synes, det er et rigtig godt koncept. Så vi deltager meget gerne igen næste år.”
Vil du vide mere?
Vil du vide mere om Metal Camp Værktøjsmager, eller kunne du tænke dig at deltage næste år, så kontakt Mette Kroll fra Industriens Uddannelser på mkol@iu.dk
Bliv også inspireret til andre skolevirksomhedssamarbejder på denne side.
Fakta om Metal Camp Værktøjsmager
Metal Camp Værktøjsmager er en praktikuge i uge 45, hvor elever i 9.-10. klasse fra hele landet kan prøve værktøjsmagerfaget af i virksomhed og på skolens værksted. Alle deltagere bor på Skive College fra søndag til torsdag, og det er gratis at deltage. Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI), DI, Dansk Metal, Skive College samt Skive Kommunes erhvervsplaymaker May-Britt Hestehauge står bag projektet.