5 råd til den gode læreplads
Skal virksomheden blive endnu bedre til at uddanne lærlinge og elever? Så er her fem råd til, hvordan du som virksomhed skaber et godt og trygt læringsmiljø.
Arnt Vestergaard Louw, lektor og Ph.d. ved Center for Ungdomsforskning, har forsket i, hvordan unge lærer og udvikler sig i mødet mellem skole og arbejdspladser. Vi har spurgt ham, hvordan man som virksomhed kan blive endnu bedre til at skabe en god læreplads.
Her er hans fem råd:
1. Skab en tryg og planlagt start
”Alle overgange til noget nyt er forbundet med en risiko – det gælder også for nye lærlinge og elever. Derfor er det vigtigt, at I som virksomhed tager godt imod lærlingene, så de føler sig velkomne og føler, at der bliver taget hånd om deres læring. Sørg for, at alle ved, hvornår lærlingen begynder hos jer, og sørg for, at I har en detaljeret plan for den første uge eller to. Det skaber en tryghed, at lærlingen ved, hvem de kan spørge til råds, hvem de skal arbejde sammen med, og hvad de skal lave for opgaver,” siger Arnt Vestergaard Louw.
2. Lav en overordnet plan for hele læringsforløbet
”Lav en overordnet plan for lærlingeforløbet – også selvom I har travlt, og den daglige drift kan ændre sig undervejs. Overvej, hvilke opgaver, maskiner og redskaber lærlingen skal arbejde med, så der er en rød tråd i deres faglige udvikling. Fortæl lærlingen, hvad de kan forvente hos jer, og hvad I forventer af ham eller hende. I behøver ikke at pakke lærlingen ind i vat og må godt stille krav, I skal bare være meget konkrete og tydelige i kommunikationen,” siger Arnt Vestergaard Louw og fortsætter:
”Forklar, hvorfor det er vigtigt, at denne her opgave bliver lavet, og at det er en af lærlingens opgaver. Men husk også at give plads til, at lærlingen kan trække sig fra driften for at fordybe sig i fagligheden.”
3. Invitér lærlingen med i fællesskabet
”For mange unge er det vigtigt at føle sig som en del af arbejdspladsen – også i frokostpausen. Invitér lærlingen eller eleven med i kantinen og med i de faglige samtaler. Skab trygge relationer, og sørg for et inkluderende arbejdsmiljø. Der må gerne være et hierarki på arbejdspladsen – det er der jo sådan set alle steder – men der skal være en respektfuld og ordentlig omgangstone. De unge er mere tilbøjelige til at forlade lærepladsen, hvis de oplever en respektløs kultur,” siger Arnt Vestergaard Louw.
4. Skab koblinger til skoleforløbet
”En erhvervsuddannelse er en vekseluddannelse, hvor lærlingen eller eleven veksler mellem skole og oplæring på en arbejdsplads. Derfor er det også vigtigt, at lærepladsen understøtter lærlingens skoleforløb undervejs. Vær nysgerrig på, hvad lærlingen har lært på skolen. Spørg ind til de metoder og idéer, de har med, og byg videre på dem i virksomheden – det kan skabe nye måder at tænke på i virksomheden. Vær nysgerrig på deres kommende skoleophold, og forbered dem, så de kan overføre deres praktiske erfaring til undervisningen på skolen,” siger Arnt Vestergaard Louw.
5. Styrk den faglige stolthed og identitet
”Det er vigtigt at opbygge lærlingens faglige stolthed og identitet. Det betyder noget for dem, at de har valgt lige netop deres specifikke uddannelse og fag. Fortæl dem om virksomhedens historie og jeres rolle i samfundet. Fortæl dem, hvad I arbejder med helt konkret, og hvad det bliver brugt til. Det giver lærlingen eller eleven en forståelse af, hvad de bidrager til, og skaber en stolthed over deres arbejde og deres fag,” siger Arnt Vestergaard Louw og fortsætter:
”Snak med lærlingen eller eleven om deres drømme og ønsker til fremtiden – det er med til at give dem en faglig identitet og stolthed.”
Hellere gøre lidt end intet
Arn Vestergaard Louw er godt klar over, at det kan være en større mundfuld at efterleve alle de gode råd – især når hverdagen melder sig, og der er travlt.
Men det kan være en god investering i fremtiden.
”Har man meget travlt i virksomheden, så husk, at det er bedre at gøre lidt end slet ikke at gøre noget. Husk på, at det ikke kun er for lærlingens skyld, at man oplærer lærlingen godt, og at han eller hun trives på arbejdspladsen. Det er også for at give den dygtige lærling lyst til at fortsætte i virksomheden, når lærlingen er færdigudlært.”