Samarbejdet er vores styrke – ikke store muskler
Tømrermester Thomas Nicolaisen har tilsluttet sig DI’s Diversitetsløfte. Han har altid haft kvindelige ansatte og er træt af andres argumenter mod kvindelige lærlinge.
Thomas Nicolaisen udlærte selv sin første kvindelige snedker for 15 år siden. Så for ham er det ikke nyt at have kvindelige lærlinge og medarbejdere.
Da han hørte om DI’s Diversitetsløfte, tænkte han, at det var på tide, at der blev sat fokus på mere diversitet på arbejdspladserne. Han mener, at der stadigvæk skal gøres en aktiv indsats for, at virksomhederne bliver mere diverse.
”Det er ikke, fordi jeg skal sidde og spille hellig. Jeg driver en virksomhed, hvor der skal tjenes penge. Så når jeg ansætter en lærling, ser jeg først og fremmest på deres kompetencer, så vi får uddannet nogle dygtige faglærte til virksomheden,” siger Thomas Nicolaisen og fortsætter:
”Men jeg kan også se, at forskelligheden er en kæmpe styrke i vores virksomhed. Vi får forskellige input og er bedre til at løse opgaver sammen. Forskelligheden giver en god dynamik og en ro på arbejdspladsen, hvor vi har en stor respekt for hinanden og hinandens kompetencer.”
Han understreger, at han ikke forsøger at male et lyserødt billede af hans mangfoldige medarbejderflok, og at der også kan være udfordringer.
”Men der kan jo være udfordringer med alle slags mennesker – uanset køn og religion. Man kan jo også have problemer med lærlinge, der sygemelder sig i tide og utide, fordi de har tømmermænd.”
Forbehold og dårlige undskyldninger
Når Thomas Nicolaisen møder andre virksomheder på byggepladserne, går det op for ham, at der stadigvæk er mange, der er skeptiske i forhold til at have kvindelige lærlinge.
”Jeg møder desværre stadigvæk nogle, der tror, at man som håndværker skal kunne bære et 50-kilos tagspær på ryggen. De bruger det argument for ikke at ansætte piger, og det gør mig faktisk vred,” siger tømrermester Thomas Nicolaisen fra Tømrerfirmaet Nicolaisen og fortsætter:
”Der er jo ingen, der holder til at slæbe rundt på tunge ting i længden – uanset hvor stærk man er.”
Tømrermesteren har selv en diskusprolaps fra sine unge dage, hvor han, ifølge sig selv, ikke var særlig god til at passe på sig selv.
”Det kan godt være, at man som mand kan bære mere vægt end en kvinde, men bare fordi man kan, er det jo ikke sikkert, at det også er en god idé at gøre det. I hvert fald ikke, hvis man vil holde i branchen i mange år,” siger Thomas Nicolaisen.
Udover argumentet om at kvinder ikke er lige så stærke som mænd, er der også nogle, der mener, at de er nødt til at investere i særlige skurvogne, kun for kvinder.
”Jeg har hørt andre virksomheder sige, at de ikke ansætter piger, fordi så skal de have særskilte toilet- og badeforhold. Det argument forstår jeg ikke, man kan jo bare låse døren. Jeg går jo heller ikke selv i bad eller på toilettet uden at låse efter mig,” siger Thomas Nicolaisen.
Udover at have lås på døren har virksomheden også en klar aftale om, hvem der bruger badefaciliteterne, og hvornår, så der er klare retningslinjer for alle.
Håber på at løfte branchen
Tømrermester Thomas Nicolaisen håber på at kunne dele erfaringer og viden med andre virksomheder, der er med i Diversitetsløftet. Virksomheden har selv en rummelig kultur, men har indimellem oplevelser, de helst ville være foruden.
”Vi har altid kun haft positive oplevelser ude hos kunderne, men har desværre oplevet, at medarbejdere og lærlinge fik tilråb fra andre på byggepladser,” siger Thomas Nicolaisen og fortsætter:
”Mit drømmescenarie er, at endnu flere virksomheder dropper de dårlige undskyldninger og går efter at ansætte folk med de rigtige kompetencer – uanset køn eller religion. Og så håber jeg på, at endnu flere kommer med i Diversitetsløftet, så vi sammen kan få løftet branchen ind i det her århundrede.”
Om Tømrerfirmaet Nicolaisen
Tømrerfirmaet Nicolaisen bygger alt fra laboratorier til traditionelle tømreropgaver som tag og terrasser. Virksomheden ligger i Roskilde og har 10 medarbejdere, hvoraf fire er lærlinge.
Vil du vide mere om Diversitetsløftet?
Se, hvordan du gratis melder dig ind i DI’s Diversitetsløfte