Survey: Stor appetit på flere lærlinge
87 procent af virksomhederne i DI Lærepladsfællesskabet forventer at tage det samme antal lærlinge eller flere i 2025. Det viser seneste undersøgelse blandt medlemmerne af DI Lærepladsfællesskabet.
"Det er superflotte tal, der viser, at virksomhederne fortsat prioriterer at tage lærlinge og elever – også selv om der er travlt i virksomhederne," siger Line Stentoft Andersen, chef for DI Lærlingeindsatsen.
Tallene er et udpluk fra DI’s seneste undersøgelse blandt medlemmerne af DI Lærepladsfællesskabet.
Hun understreger samtidig, hvor vigtigt det er at holde det høje niveau: ”Når vi har så stort behov for, at flere søger erhvervsuddannelserne, er det helt afgørende, at virksomhederne er klar til at tage imod. Derfor er vi glade for at se de her tal.”

Langt de fleste medlemmer af DI Lærepladsfællesskabet forventer at tage samme antal lærlinge eller flere de næste 12 måneder.
Uddanner fremtidens medarbejdere
På spørgsmålet ’Hvilke fordele ser I ved at have lærlinge i jeres virksomhed?’ svarer 92 procent, at de uddanner fremtidige medarbejdere. 44 procent af virksomhederne peger også på, at lærlingene er gode ambassadører for virksomheden, og 41 procent svarer, at lærlingene kommer med frisk energi og nye ideer.
”Virksomhederne er helt tydelige om, at de ved at uddanne lærlinge og elever bidrager til flere faglærte på sigt,” siger Line Stentoft Andersen og fortsætter:
”Men de er også bevidste om den ’her og nu-værdi’, lærlingene giver ved at være virksomhedens ansigt udadtil, men også ved at komme med ny viden og idéer til virksomheden.”
To tredjedele besøger deres lærlinge på skolen
67 procent af virksomhederne svarer i undersøgelsen, at de besøger deres lærlinge, når lærlingene er på skoleophold.
"Vi ved fra vores lærlingepanel, at det betyder rigtig meget for lærlingene, når virksomheden er synlig på skolen. Det giver dem en stolthed, at de kan pege på deres læreplads og sige 'Der arbejder jeg’. Samtidig er besøgene med til at skabe en stærk forbindelse mellem teori og praksis, som er afgørende for lærlingens faglige udvikling,” siger Line Stentoft Andersen.
Knap en fjerdedel besøger grundforløb for at rekruttere nye lærlinge
Undersøgelsen viser også, at virksomhederne bruger besøg på erhvervsskolerne til at rekruttere nye lærlinge.
Således svarer 23 procent af deltagerne i undersøgelsen, at de besøger elever, der går på erhvervsskolernes grundforløb.
”Det kan være rigtig godt givet ud at møde eleverne tidligt i forløbet. Det er ikke sikkert, at de har hørt om din virksomhed og ved, hvad I kan tilbyde som læreplads – her betyder det rigtig meget for eleverne, at de løbende ser virksomhederne ude på skolerne og kan tale med dem,” siger Line Stentoft Andersen.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen blandt DI Lærepladsfællesskabets medlemmer foretages to gange om året for at få viden om, hvilke behov og ønsker virksomhederne har i forhold til at uddanne lærlinge og elever. Medlemsundersøgelsen er gennemført i december 2024 med besvarelser fra 445 medlemmer af DI Lærepladsfællesskabet.
Vil du vide mere?
Læs mere om medlemsundersøgelse her
Er du nysgerrig på tallene bag undersøgelsen, så er du velkommen til at kontakte DI’s Lærlingeindsats på laerling@di.dk