Grundfos: Ja tak til mere Girl Power i industrien
17 piger fra folkeskolens udskoling har besøgt Grundfos for at prøve kræfter med industriens fag. Besøget er en del af projekt Boss Ladies, som skal få flere piger til at blive faglærte.
"Vi skal væk fra billedet af, at en lærling hos Grundfos er en 16-årig dreng på knallert med en halvkrøllet ansøgning i baglommen," siger Jesper Kvistgaard, Head of CSR og uddannelsesansvarlig hos Grundfos i Bjerringbro.
For at gøre op med den stereotype opfattelse af en lærling har Grundfos været med i Boss Ladies-aktiviteten ’Girl Boss Garage’. Her har Grundfos deltaget i en endagsworkshop, hvor fem af virksomhedens kvindelige lærlinge har undervist 17 piger fra 7.- 8. klasse fra Vorrevangskolen og Skødstrup Skole i at bruge forskellige værktøjer og maskiner.

Lærlingen Freja Rosa Nielsen Glargaard viser pigerne, hvordan man bruger en CNC-fræser, når man arbejder som automatiktekniker på Grundfos.
Foto: GrundfosDu behøver ikke at være stor og stærk
Hos Grundfos har de både piger og drenge blandt deres lærlinge og elever, men de er ikke ligeligt fordelt på tværs af uddannelserne. 100 pct. af kontoreleverne i Grundfos er piger, hvorimod det kun er 13 pct. af værktøjsmagerlærlingene, der er piger.
Og det ærgrer Jesper Kvistgaard rigtig meget.
"Der er jo ikke nogen erhvervsuddannelse i dag, der kræver, at man skal være en stor og stærk mand på 80 kilo for at kunne udføre arbejdsopgaverne. Meget af vores arbejde foregår på en computer, og vi bruger maskiner til alt det tunge arbejde. Så ideelt set burde kønnene være mere ligeligt fordelt, hvilket vi arbejder på hos Grundfos.”
Grundfos ser meget gerne, at der kommer en større diversitet i de forskellige fag, for så vil virksomhedens rekrutteringsgrundlag også blive bredere og mere inkluderende.

Pigerne fik selv prøvet kræfter med at tegne og programmere forskellige emner, hvor det er vigtigt at præcis i opmålingen.
Foto: GrundfosEt langt sejt træk
Jesper Kvistgaard håber på, at pigernes oplevelse på Grundfos kan være med til at rykke på kønsubalancen i de forskellige fag, så flere piger i fremtiden går efter en uddannelse som værktøjsmager, industritekniker eller smed.
"Vi kommer ikke til at kunne se resultater fra vores indsats i morgen. Det er heller ikke sikkert, at pigerne, vi har haft på besøg, søger læreplads lige hos Grundfos. Men vi tror på, at det lange seje træk lønner sig i fremtiden og vil være med til at nedbryde fordommene," siger Jesper Kvistgaard.
Grundfos stopper heller ikke her. Virksomheden har allerede aftalt tre nye events med Boss Ladies frem mod jul.
"Samarbejdet med Boss Ladies gør det nemt for os som virksomhed. De har et færdigt koncept og kontakter til alle skolerne, så det er nemt at deltage. Jeg kan kun anbefale andre virksomheder at støtte op om projektet," siger Jesper Kvistgaard.

Efter den lange arbejdsdag på Grundfos kunne pigerne tage en lysestage med, som de selv havde indgraveret deres navn i.
Foto: GrundfosVil du vide mere?
Kunne du selv tænke dig at lade folkeskolepiger besøge din virksomhed?
Så læs mere om Boss ladies og Girl Boss Garage
Du er også meget velkommen til at kontakte Trine Rasmussen fra Boss Ladies på:
trine_rasmussen@foreningendivers.dk / +45 61 76 63 52
Boss Ladies er et samarbejde mellem Divers og Metalindustriens Uddannelsesudvalg.