Michelles idé fik lærlingeansøgningerne til at vælte ind
En simpel Facebook-video, hvor GEA Scan-Vibro søgte efter lærlinge, fik mere end 4000 visninger og 57 delinger. Virksomheden fik så mange lærlingeansøgninger, at de måtte takke nej til fem ansøgere.
”Der er ikke mange unge, der ved, hvad man laver som rustfri klejnsmed. De tænker måske, at hvis man er smed, så står man og slår på et stykke jern hele dagen og bliver møgbeskidt, men sådan er det ikke her på GEA Scan-Vibro. Vi er rustfrie klejnsmede, der arbejder i stål, hvor vi arbejder med mindre svejsninger og tyndere pladetykkelser,” siger GEA Scan-Vibro’s klejnsmedelærling Michelle Bønnelykke Christensen.
Foreslog en video på Facebook
For to år siden havde GEA Scan-Vibro svært ved at få nok ansøgninger til åbne lærepladser. Virksomheden havde netop sagt farvel til en færdigudlært svend og havde kun 18-årige Michelle tilbage som lærling.
”Jeg er ikke selv på Facebook, men det ved jeg, at mange unge er. Så jeg foreslog, at vi lavede en video til Facebook, hvor vi søgte efter lærlinge,” forklarer Michelle Bønnelykke Christensen.
Hun understreger, at hun ikke selv bruger de sociale medier særlig meget og på ingen måde er en garvet influencer. Så der var tale om en hel simpel video.
Michelle fik kollega og klejnsmedesvend Lasse Rasmussen til at filme hende selv og andre kollegaer i gang med at svejse, dreje og skære i forskellige materialer, mens en tekst forklarer, at virksomheden søger efter rustfrie klejnsmedelærlinge.
Efterfølgende blev videoen lagt på Lasses Facebook-profil.
Direktøren troede ikke på det i starten
Virksomhedens direktør, Torben Nørgaard Hansen, syntes, videoen lød som en spændende idé, men var ret skeptisk i starten. Han havde svært ved at se, at en video på Facebook ville skaffe flere lærlinge til virksomheden.
”Vi havde prøvet alt på det tidspunkt. Vi havde været igennem erhvervsskolerne, haft Åbent Hus og haft fat i både borgmesteren og erhvervsrådet, men der kom ikke nogen ansøgere. Så jeg troede ikke på, at det ville virke,” siger Torben Nørgaard Hansen.
Men det virkede. Videoen blev vist mere end 4.000 gange og delt ikke mindre end 57 gange fra klejnsmedesvenden Lasses Rasmussens profil.
"Vi fik så mange ansøgninger, at vi måtte sige nej til fem lærlinge, da vi kun kan have fire klejnsmedelærlinge ad gangen. Det viser, hvor voldsomt et værktøj sociale medier og netværks netværk er," siger Lasse Rasmussen.
Han fortæller, at de fik ansat tre nye lærlinge; to havde set videoen på Facebook og den tredje var blevet kontaktet af sin onkel, der havde set videoen.
Lyt til de unges ideer
Ud af GEA Scan-Vibro’s fire klejnsmedelærlinge er to kvinder og to mænd. Den diverse medarbejdersammensætning er med til at skabe et godt arbejdsmiljø i virksomheden.
”Jeg ville gerne sige, at vi er mangfoldige, fordi vi alle har et stort hjerte. Men det er fordi, det skaber en god kultur med rummelighed til forskellighed, som kan ses på bundlinjen," siger Torben Nørgaard Hansen.
Han forklarer, at forskellige typer af mennesker ser arbejdet fra forskellige vinkler.
"Deres friske input og nye idéer udfordrer 'plejer' og bidrager til virksomhedens udvikling. Og så gør det bestemt ikke noget, at nogle af os gamle dinosaurer lige bliver rykket lidt. Så jeg vil klart opfordre andre virksomheder til at lytte til de unges ideer. Det kommer der ofte noget godt ud af for hele virksomheden.”
”De fleste medarbejdere bliver hos os i rigtig mange år,” siger produktionschef Karsten Ellehuus (t.v.). Han begyndte selv sin karriere i GEA Scan-Vibro for 30 år siden med en uges erhvervspraktik i 9. klasse. På stigen står Michelle Bønnelykke Christensen, og til højre ses klejnsmeden Lasse Rasmussen.
Foto: Heidi Juul PetersenHør Michelle fortælle
I videoen nedenfor kan du høre Michelle fortælle om at være i lære som rustfri klejnsmed og ideen til Facebook-videoen.