Survey: Virksomhederne tager gerne erhvervspraktikanter
82 procent af virksomhederne i DI Lærepladsfællesskabet åbner gerne dørene for folkeskoleelever, der vil i erhvervspraktik. Det viser en medlemsundersøgelse fra DI Lærepladsfællesskabet.
”Man kan ikke vælge noget, man ikke ved eksisterer, og det er derfor utroligt positivt, at virksomhederne støtter op om erhvervspraktik. Det er ofte her, at de unge første gang får en fornemmelse af, hvordan arbejdsdagen i en virksomhed kan se ud,” siger Line Stentoft Andersen, chef for DI Lærlingeindsatsen.
I den seneste undersøgelse af medlemmerne i DI Lærepladsfællesskabet svarer 82 procent, at de tilbyder erhvervspraktik til folkeskoleelever. Ud af dem har 88 procent haft en eller flere praktikanter i løbet af det seneste år.
Interesse for juniormesterlære
Undersøgelsen peger også på en stor interesse for juniormesterlære. 53 procent af virksomhederne svarer enten ’ja’ eller ’måske’ til at tage elever i juniormesterlære – også selv om der er tale om en helt ny ordning, der først er trådt i kraft i august 2025.
”At så mange virksomheder allerede nu overvejer juniormesterlære, viser en stor vilje til at tage et samfundssansvar og vise de unge nye veje til uddannelse og job. For de elever, der har brug for en mere direkte kobling mellem teori og praksis, kan det være en afgørende hjælp, der får dem til at få glæden ved at lære tilbage,” siger Line Stentoft Andersen.
Juniormesterlære er et nyt tilbud til elever i 8. og 9. klasse. Eleverne går i skole på deltid og får undervisning i dansk og matematik. Resten af ugen er de i praktik i en virksomhed.
Om DI Lærepladsfællesskabets undersøgelse
Undersøgelsen blandt DI Lærepladsfællesskabets medlemmer foretages to gange om året for at få viden om, hvilke behov og ønsker virksomhederne har i forhold til at uddanne lærlinge og elever. Medlemsundersøgelsen er gennemført i maj 2025 med besvarelser fra 450 medlemmer af DI Lærepladsfællesskabet.
Virksomhederne har stadig mod på flere lærlinge
Undersøgelsen viser desuden, at selv om virksomhederne allerede tager mange lærlinge og elever, planlægger 40 procent af virksomhederne at tage endnu flere det kommende år. Blot 6 procent planlægger at tage færre.
Vil du vide mere?
- Download undersøgelsen her: Medlemsundersøgelse, forår 2025 (PDF)
- Læs mere om juniormesterlære her: Hvad er juniormesterlære? - DI
- Læs mere om erhvervspraktik her: Overvejer I at tage en erhvervspraktikant? - DI