Foto: Heidi Juul Petersen
12.11.25 Vi rådgiver dig Nyheder

”Det føles godt at hjælpe andre”

JP Groups driftsleder Kurt Hansen er en del af Viborgs frivillige erhvervsmentornetværk. Han har været mentor for Frederik, som nu er udlært lager- og logistikmedarbejder – og fastansat i virksomheden.

”Kan du ikke være min reference i min jobansøgning?” spurgte Frederik sin mentor Kurt Hansen, driftsleder hos JP Group i Viborg.

”Og det kunne jeg jo ikke sige ja til, da jeg på det tidspunkt ikke anede, hvordan han var på en arbejdsplads. Så jeg gik i tænkeboks og foreslog ham, at jeg kunne have ham i jobprøvning i et par uger, så jeg kunne få et billede af, hvordan han arbejdede,” siger Kurt.

Jobprøvningen blev startskuddet til først en vikaransættelse, så en uddannelse som lager- og logistikelev, og nu er Frederik fastansat hos JP Group.

JP Group er en salgsvirksomhed i Viborg med 77 medarbejdere, der handler med autodele.

Lidt ekstra overskud i hverdagen

Da Kurt Hansen meldte sig som mentor for en ung i Viborg Kommune, var han i en periode i sit liv med lidt ekstra tid og overskud i hverdagen.

”Jeg var begyndt på forskellige kurser om aftenen, men gik nok i virkeligheden rundt og kedede mig lidt, da min daværende chef Morten Mikkelsen Rex, der selv var mentor, spurgte, om jeg ikke ville være en del af Viborgs frivillige erhvervsmentornetværk for unge.”

Kurt sagde ja, og blev matchet med Frederik i et tre måneders mentorforløb, hvor han brugte et par timer om ugen på at gå ture og snakke med Frederik om alt mellem himmel og jord, lige fra hvordan man læser en lønseddel til, hvad der er vigtigt på en arbejdsplads, når man arbejder sammen med andre.

”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok ikke”

Noget af det, som Kurt Hansen lagde mærke til ved Frederik i løbet af deres mentorforløb, var at Frederik var meget usikker på sine egne evner og muligheder, når de kiggede på job, han kunne søge.

”I stedet for at have en masse gå på mod og springe ud i det, var det, som om Frederik tænkte: ’Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok ikke,’” siger Kurt og fortsætter:

”Men det meste kan man jo lære, og har man en gang arbejdet med at plukke og pakke autoreservedele, så kan man også plukke og pakke andre varer. Et lager er opbygget på nogenlunde samme måde, og en gang imellem er man nødt til at tage nogle skridt ud i noget nyt og ukendt.”

Mens Frederik var vikar i virksomheden, foreslog Kurt, at han blev lager- og logistikelev, for som han selv siger, så står man bedre med et svendebrev i hånden end som ufaglært.

”Og det var, som om der faldt en ro på Frederik, da han begyndte som lærling. Det gav ham mere selvtillid, at han vidste, hvad han stod op til om morgenen, og hvad han skulle lave de næste fire år. Og nu er han selv en af de medarbejdere, der lærer lærlinge op.”

Billede af Kurt Hansen og Frederik på lageret

Inden Kurt Hansen valgte at være mentor for Frederik, tog han tre samtaler med Frederik for at mærke, om der var et godt match begge veje.

Foto: Heidi Juul Petersen

”Det føles godt at hjælpe andre”

Ifølge Kurt Hansen bruger man som mentor lidt mere tid i starten af mentorforløbet end i slutningen, da man først skal lære hinanden godt at kende. Og så skal man have lidt ekstra overskud og tid til den unge – ellers lykkes det ikke. Kurt har været mentor for fire unge, hvoraf to stoppede hurtigt med forløbet.

”Det er ligesom, når man møder andre nye mennesker. Det gælder om at have et åbent sind og være klar over, at det ikke er alle, der handler, som man selv ville gøre, eller alle, man passer sammen med. Og så er ens opgave som mentor at lytte og vejlede, for som mentor har man den fordel, at man har masser af livserfaring, man kan trække på,” siger Kurt og fortsætter:

”Det føles godt at hjælpe andre – og når det lykkes så godt, som det er gjort med Frederik, så får man også en meget stabil og loyal medarbejder, der ikke lige løber over til konkurrenten.”

Om Viborgs frivillige erhvervs-mentor-netværk

  • Netværk med 100 mentorer – lige fra slagtere til bankdirektører
  • De unge bliver matchet med en mentor
  • Mentorforløb med en ung i 3 måneder
  • 1-2 timer om ugen
  • Begge parter kan ophæve aftalen

Vil du vide mere?

Læs også, hvordan du kan gøre en forskel for en ung via Lederalliancen

(Lederalliancen dækker hele landet)

Relateret indhold