Foto: Stiholt
26.02.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Lastvognsmekaniker Mathias: ”Vælg det, du brænder for”

Mathias Fuhlendorff har aldrig været i tvivl om, at han skulle være lastvognsmekaniker. Hans råd til andre er at vælge uddannelse efter interesse, for så bliver man glad for at gå på arbejde.

21-årige Mathias Fuhlendorff arbejder som lastvognsmekaniker hos Stiholt i Thisted - en autoriseret Scania-forhandler, der tilbyder salg og service af lastbiler.

Virksomheden beskriver sig selv som en ’one-stop-shop’ – hvilket også er ret beskrivende for Mathias Fuhlendorffs valg af både uddannelse og karrierevej. Han har haft sin gang i værkstedet fra barnsben, har været i lære i virksomheden, og ser også sig selv i virksomheden om tyve år.

Og så er han en knivskarp lastvognsmekaniker, der vandt ML-prisen 2024 for sin faglige dygtighed og sine samarbejdsevner.

Mathias Fuhlendorff sammen med sin kollega Jesper Pedersen

"Fordi man har et godt indtryk af et værksted som kunde, er det ikke ensbetydende med, at værkstedet også er en god arbejdsplads, men Stiholt er et kanon sted at være. Jeg er havnet det helt rigtige sted," siger Mathias Fuhlendorff (t.h.), der på billedet står sammen med sin kollega Jesper Pedersen.

Foto: Stiholt

Fra barndomsdrøm til lastvognsmekaniker

At Mathias Fuhlendorff valgte at uddanne sig til lastvognsmekaniker, kommer ikke som en overraskelse for dem, der kender ham.

"Min far er lastvognschauffør, og jeg har været med ham på arbejde, siden jeg var helt lille. Jeg legede altid med legetøjslastbiler. Når min fars lastbil skulle på værksted, blev den kørt hen til Stiholt. Jeg husker, at det var megasejt at være i værkstedet," fortæller Mathias Fuhlendorff med et grin.

Hans interesse for store maskiner og mekanik blev ikke mindre med tiden. Legetøjslastbilerne blev skiftet ud med et rigtigt værksted, hvor han stadig i dag bruger sin fritid sammen med vennerne. Så da han skulle vælge uddannelse, faldt valget naturligt på lastvognsmekaniker med læreplads hos Stiholt.

Mathias står i inspektionsgraven under lastbilen

"Jeg har nok altid vidst, at det var i den her retning, jeg skulle gå. Mekanik har altid interesseret mig, og selvom vi arbejder med store maskiner, indebærer jobbet som lastvognsmekaniker også en masse finmekanisk arbejde," siger Mathias Fuhlendorff.

Foto: Stiholt

Det handler om at forstå kunden

For Mathias Fuhlendorff handler jobbet ikke kun om at skrue på store maskiner – det handler også om at hjælpe kunderne, så lastbilerne kommer ud at køre på landevejen igen.

"Noget af det bedste ved faget er at finde fejlen i maskinen og gøre kunden glad. Når en lastbil står stille, koster det penge, så der er altid stor tilfredshed, når vi får den op at køre igen," siger Mathias Fuhlendorff.

Han er rigtig god til at sætte sig ind i kundens sted – også når det gælder opbygningen af en helt ny lastbil.

”Jeg elsker at sætte mig i kundens sted og forstå deres ønsker til en helt ny bil, som jeg så bygger op med lys, lamper og andet udstyr.  Det fedeste er, at det kun er dine egne evner og fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan lave,” siger Mathias Fuhlendorff.

Mathias står ved værktøjsskabet

"Jeg drømmer om at eje en gammel veteranlastbil, som jeg kan renovere fra inderst til yderst. Det er noget helt specielt at arbejde med gamle biler og få dem til at køre perfekt igen," siger Mathias Fuhlendorff.

Foto: Stiholt

Du skal være glad for at gå på arbejde

Mathias Fuhlendorff har altid haft en idé om, at han skulle være lastvognsmekaniker, så han har lidt svært ved at forestille sig, hvordan det er at være i tvivl om sit uddannelsesvalg.

Men han vil gerne give et godt råd med på vejen til dem, der er i tvivl:

"Du skal være glad for at gå på arbejde – for du bruger mere tid på arbejdet end derhjemme – så vælg det, du brænder for. For mig er det lastbiler: at bygge dem op, specialdesigne dem og finde fejlene på dem, så kunderne bliver glade. Det brænder jeg for, så derfor er jeg sikkert også blevet god til det."

Relateret indhold