Foto: Heidi Juul Petersen
19.05.25 Vi rådgiver dig Nyheder

5 skarpe om oplæring i udlandet

Overvejer du at sende din lærling på ophold i udlandet? Så få svar på dine spørgsmål her.

Hos Metalindustriens Uddannelsesudvalg sidder international konsulent Pia Lauridsen klar til at hjælpe virksomheder indenfor metalindustriens erhvervsuddannelser med alt det praktiske omkring oplæring i udlandet – lige fra papirarbejde til kontakt med værtsvirksomheder.

DI Lærepladsfællesskabet har stillet hende fem spørgsmål om oplæring i udlandet.

Hvordan kommer man i gang, hvis man gerne vil sende sin lærling til udlandet?

”Start med at finde ud af, hvor lærlingen vil hen. Lærlingen har måske allerede fundet en virksomhed i udlandet, eller også har den danske virksomhed et datterselskab eller en samarbejdspartner, der er oplagt. Når I har fundet frem til den udenlandske virksomhed, så tag et møde med virksomheden og lærlingen for at aftale, hvad lærlingen skal lave under opholdet. Begge virksomheder og lærlingen skriver så under på en kontrakt, som den danske virksomhed senere skal bruge til at søge økonomisk støtte fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) om refusion for lønforskel og lærlingens rejseudgifter,” siger Pia Lauridsen.

Er der særlige krav til lærlingen eller virksomheden?

”Nej, der er ikke nogen særlige krav om alder, branche, faglig retning eller virksomhedsstørrelse for virksomheder, der vil sende deres lærlinge til udlandet. Den danske virksomhed har dog ansvaret for, at lærlingen bliver oplært i uddannelsens mål og er en moden kandidat. Derfor er det også min klare anbefaling, at man venter med at sende lærlinge til udlandet, indtil lærlingen har halvandet til to års erfaring fra lærepladsen. Så har I som virksomhed set, hvordan lærlingen arbejder, og lærlingen har fået lidt mere faglig ballast,” siger Pia Lauridsen.

Hvilke lande tager typisk imod danske lærlinge?

”Vi har primært lærlinge på udveksling i virksomheder i Tyskland, men der er også gode muligheder for at blive udstationeret i et af de nordiske lande. Vi har også løbende lærlinge udstationeret i USA og i Filippinerne, og så arbejder vi på at få opstartet nogle samarbejder med virksomheder i andre lande,” siger Pia Lauridsen.

Billede af Pia Lauridsen i Manila

Pia Lauridsen er her på besøg i Manila, hvor otte lærlinge indenfor metalindustrien fra Danmark lige nu er på udveksling i filippinske virksomheder.

Foto: Pia Lauridsen

Hvad gør man, hvis man ikke kender en værtsvirksomhed i udlandet?

”Man kan bede lærlingen om at finde en virksomhed i udlandet. Det får ofte lærlingen lidt mere på banen og kan være en god måde at teste lærlingens motivation for at komme til udlandet. Lærlingen kan også kontakte sin erhvervsskole for hjælp. Man er også altid velkommen til at kontakte mig – jeg har nogle aftaler med tyske industrivirksomheder i Kiel og Flensborg. Og jeg er ved at få nogle flere samarbejdsaftaler med andre virksomheder i andre lande,” siger Pia Lauridsen.

Hvad med økonomien – er der nogle støtteordninger?

”Ja, AUB-ordningen kan yde økonomisk støtte til den danske virksomhed til lærlingens løn, da lærlingen bibeholder sin lærlingeløn under udstationeringen, og rejsen til og fra udstationeringslandet. Man skal bare huske, at lærlingen minimum skal være afsted i en måneds tid, hvis den danske virksomhed vil søge om refusion hos AUB, og man skal ansøge om økonomisk støtte senest fire måneder efter, at lærlingen har afsluttet sin udstationering. Derudover kan lærlingen søge forskellige legater, som lærlingens erhvervsskole kan vejlede i, og Metalindustriens Uddannelsesudvalg har også et rejselegat, som man kan søge," siger Pia Lauridsen.

Vil du vide mere?

Har du flere spørgsmål til oplæring i udlandet, har du brug for hjælp til at finde en virksomhed eller til at udforme en kontrakt med værtsvirksomheden, så er du meget velkommen til at kontakte Pia Lauridsen på pla@iu.dk eller på 21 94 19 88.

Om Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI)

MI er metalindustriens faglige udvalg og efteruddannelsesudvalg under Dansk Metal, DI og TEKNIQ. MI varetager udvikling og vedligeholdelse af en lang række erhvervsuddannelser og efteruddannelser.

Relateret indhold