Danfoss: Konkrete opgaver er et hit for erhvervspraktikanten
Når Danfoss tager folkeskoleelever i erhvervspraktik, har de stor succes med et skema over ugen, konkrete opgaver og feedback.
Hos Danfoss prioriteres erhvervspraktik højt. Virksomheden tager hvert år 50-75 folkeskoleelever i erhvervspraktik, hvor de i løbet af en uge får en bred indsigt i virksomheden og kommer rundt i forskellige afdelinger.
”Mange af de unge her på egnen kender Danfoss. De har en forestilling om, hvordan det er at arbejde her, men de aner ikke, hvad de selv vil uddanne sig til. Så det er vigtigt for os at vise dem, hvor mange muligheder der er i en virksomhed som Danfoss," fortæller Camilla Norden Bødker Rossen, HR-specialist hos Danfoss.
Udfordrer de unges fordomme
Ifølge Camilla Norden Bødker Rossen er det vigtigt at lytte til, hvad erhvervspraktikanterne kunne tænke sig at arbejde med, men samtidig også udfordre deres ønsker og forestillinger.
”Jeg har haft nogle elever, der var meget opsat på at være på kontoret, og som bestemt ikke ville have noget med IT at gøre, men når de så først mødte og talte med vores unge IT-elever, blev deres fordomme gjort til skamme,” siger Camilla Norden Bødker Rossen.
John Kørvel Boisen, som er instruktør i lærlingeafdelingen med ansvaret for datateknikerne og IT-supporterne, er meget enig. Man skal turde at udfordre de unge på deres holdninger, når de kommer i erhvervspraktik:
"De fleste har måske stirret sig blindt på en bestemt retning og har fordomme om andre fag. Men de ved jo ikke, hvad jobbet indebærer. Her tror jeg, det betyder rigtig meget, at de møder nogle på deres egen alder, de kan tale med og spejle sig i.”
Et struktureret erhvervspraktikforløb
Danfoss har gode erfaringer med at have planlagt en uge, hvor eleverne kommer rundt i flere forskellige afdelinger, så de får set så meget som muligt og talt med flere forskellige medarbejdere.
"Vi lader dem typisk gå rundt to og to, så de har en anden ung at støtte sig til. Og så laver vi skoleskemaer, så praktikanterne ved præcis, hvor de skal være, og hvilke medarbejdere de skal følges med hver dag," fortæller Camilla Norden Bødker Rossen.
Udover løbende at tage imod erhvervspraktikanter inviterer Danfoss også udskolingselever til at deltage i erhvervspraktikforløbet Next Generation Industry.
”Vi har ekstra fokus på erhvervspraktikanterne i uge 43. Om mandagen møder praktikanterne vores lærlinge, som fortæller om deres uddannelsesforløb. Og om fredagen lærer vi dem at skrive et CV og fortæller om vigtigheden af at have et fritidsjob,” forklarer Camilla Norden Bødker Rossen.
Programmering af robotter og lavpraktiske opgaver
Når erhvervspraktikanterne er hos Danfoss, får de lov til at arbejde med mange forskellige opgaver, som eksempelvis at bygge en flagstang i metal, tegne i CAD-programmer og programmere robotter.
"Det fænger virkelig hos de unge at få lov til at programmere en robot. Det er lige før, du skal smide dem ud, når det er fyraften, for de er ikke til at drive ud," fortæller Tage Christoffersen, instruktør i lærlingeafdelingen med ansvaret for blandt andet elektronikteknikerne og automatikteknikerne.
Men meget mindre kan også gøre det.
Ifølge Camilla Norden Bødker Rossen er det nogle gange de helt jordnære og konkrete opgaver, der er et hit hos de unge:
”Jeg tror ofte, at det at skulle på et rigtigt arbejde, hvor man har bidraget med noget, og man kan se et resultat af sit arbejde, det er stort for mange elever.”