Industrien er også for erhvervspraktikanter
Steel Products i Horsens tager gerne erhvervspraktikanter for at vise mulighederne i industrien. De mener, det er en investering i fremtiden.
"Ingen ved, vi eksisterer, eller hvad der foregår bag de store mure, så vi er nødt til selv at komme på banen og vise virksomheden frem for de unge – industrien er desværre en glemt uddannelsesvej," fortæller Tine Valente, medejer af Steel Products i Horsens.
Iført sikkerhedssko, ørepropper og plastikbriller viser 14-årige Albert og Nikolaj selvsikkert og hjemmevant rundt i produktionsteknisk afdeling. De viser stolt deres tegninger og metalemner frem, som de har skabt i løbet af deres erhvervspraktik.
Sammen med dem går industritekniker Daniel Escana Nim og værktøjsmager Thomas Stockholm. De har dannet parløb med eleverne, mens de har været i erhvervspraktik.
Steel Products er en industrivirksomhed med hundrede og et års erfaring. Her arbejder 335 medarbejdere med alt fra dybtrækning, koldflydepresning, rulleformning og stansning af metal til blandt andet fødevare-, bil- og medicinalindustrien.
Steel Products vil gerne vise de unge uddannelsesmulighederne i virksomheden, så virksomheden deltager på uddannelsesmesser, inviterer skoleklasser på besøg og tager løbende folkeskoleelever i erhvervspraktik.

Albert (t.v.) og Nikolaj fra Østerhåbskolen i Horsens har været en uge i erhvervspraktik hos Steel Products. Albert vil være maskiningeniør efter folkeskolen, og Nikolaj vil gerne være enten værktøjsmager eller industritekniker.
Foto: Heidi Juul PetersenMandsopdækker erhvervspraktikanterne
Når eleverne kommer i praktik hos Steel Products har sikkerheden højeste prioritet.
I løbet af ugen har erhvervspraktikanterne været i enten værkstedet eller produktionsteknisk afdeling, hvor virksomheden har indrettet fem forskellige stationer med mindre maskiner.
"Vi er jo ikke en legeplads, men en arbejdsplads med store maskiner. Så når vi har erhvervspraktikanter, sørger vi for, at eleverne bliver mandsopdækket, når de er ved CNC-fræseren og drejebænken – lidt ligesom, når man skal lære at køre bil med en kørelærer, der sidder ved siden af hele tiden," siger Tine Valente.
Erhvervspraktikanterne følger rundt med en medarbejder og tager del i medarbejderens arbejdsopgaver. En typisk opgave starter med, at praktikant og medarbejder tager en snak om, hvad man skal være opmærksom på i forhold til en 3D- og 2D-tegning.
"Bagefter får praktikanterne lov til, under overvågning af en svend eller voksen, at programmere CNC-fræseren eller drejebænken, spænde emnet fast, indtaste målene og sætte maskinen i gang," siger Tine Valente og fortsætter:
”Når emnet er færdigt, går vi det efter med en skydelære for at tjekke, om emnet nu også har de rigtige dimensioner".

Når Steel Products tager folkeskoleelever i erhvervspraktik, får de lov til at tegne et emne i 3D og bygge det i metal.
Foto: Heidi Juul PetersenForberedelse er nøglen til en god erhvervspraktik
Fra sommeren 2025 bliver erhvervspraktik obligatorisk for alle folkeskoleelever, og det kan være en god mulighed for at give dem en smagsprøve på, hvordan det er at være faglært.
Tine Valente har derfor et par gode råd til andre virksomheder, der gerne vil have folkeskoleelever i en vellykket erhvervspraktik.
"Det vigtigste er at være forberedte. Hvilke opgaver skal eleverne lave, og hvilke medarbejdere har ansvaret for dem. En ottende klasses elev uden opgaver ender hurtigt med hovedet nede i mobilen," siger Tine Valente og fortsætter:
"Det er også vigtigt, at man taler med de unge om, hvordan man opfører sig på en arbejdsplads – at man ikke løber rundt eller går hjem uden at sige farvel. Og så husk, at de medarbejdere, som bruger tiden på praktikanterne, ikke får lavet det samme som i en normal uge. Praktikugen skal ses som en investering i fremtiden."