Lærlingenes begejstring smittede af på Morten
Da Morten Boye Friis som 27-årig mødte to plastmagerlærlinge på Den Jyske Håndværkerskole, blev han grebet af deres faglige entusiasme. I dag er han selv uddannet plastmager – og hjælper gerne nye i gang med faget.
Morten Boye Friis havde prøvet lidt af hvert, inden han valgte at blive plastmager. Det, der gjorde udslaget, var ét besøg på Den Jyske Håndværkerskole, hvor han mødte to plastmagerlærlinge, der byggede et bådskrog i plastfiber og polyester – i deres fritid.
“De var totalt opslugte af deres arbejde og fortalte, at det var en 24-timers skole, hvor man måtte bruge værkstederne uden for skoletid. Det gjorde virkelig indtryk på mig,” fortæller han og fortsætter:
“Lærlingene fortalte, at lærerne også kunne finde på at blive efter skoletid – simpelthen fordi de brænder for faget og vil deres elever det bedste.”
Meganørdet og megafedt
Da han kom hjem fra besøget, skulle han lige tænke lidt over det, for beslutningen indebar også, at han skulle flytte fra Måløv til Nordjylland for at gå på skolen.
”Men jeg kunne ikke slippe tanken om de her elever, der står og bygger løs i plastik i deres fritid. Jeg tænkte: ’Det må være meganørdet og megafedt at være plastmager’ – det kunne jeg rigtig godt lide. Og hvis lærerne var så gode, som de sagde, så kunne det altså ikke være helt skidt.”
Morten Boye Friis var samtidig kommet til et punkt i sit liv, hvor han, efter flere år i forskellige brancher, gerne ville i gang med en uddannelse.
“Og så tænkte jeg: ’Alt er jo lavet af plast – det må jo have en god fremtid’,” siger Morten Boye Friis.
Han fortæller, at alene hos Proplast har de mere end 90 forskellige typer plast, som bruges i alt fra automobilindustrien og vindmøllevinger til legetøj.
Katrine Olsen er ny hos Proplast. Her viser Morten Boye Friis hende, hvordan man afmonterer og renser et værktøjshoved, før plasten størkner.
Foto: Heidi Juul Petersen“Det giver mig sådan en ‘Yay-følelse’
I dag arbejder Morten Boye Friis som plastmager hos Proplast i Præstø, hvor han startede som lærling. Virksomheden har 63 medarbejdere og fire lærlinge – to plastmagerlærlinge og to procesoperatørlærlinge.
“Selvom jeg elsker at fejlsøge på maskiner, så er de bedste dage på arbejdet de dage, hvor jeg enten selv lærer noget nyt eller lærer fra mig. Det er fedt at se den dér ‘Yes, det virker!-følelse i øjnene på en lærling, når noget svært lykkes for dem. Det giver mig sådan en ‘Yay-følelse’ indeni,” siger han med et smil.
Allerede ét år inde i læretiden fik Morten lov til at være med til at oplære andre lærlinge og nye medarbejdere. I dag har han været med til at introducere over ti lærlinge og ufaglærte til faget.
Det var det helt rigtige match, da Morten Boye Friis søgte læreplads hos Proplast og mødte produktionschef Stig Pedersen – eller ‘Hans hyggelighed Stig’, som Morten kalder ham.
Foto: Heidi Juul Petersen“Kom ud og mærk faget”
På spørgsmålet, om han har et råd til uddannelsessøgende unge, er han ikke i tvivl:
“Mærk efter i maven. Føles det rigtigt? Besøg en skole, og kom ud og mærk faget i en virksomhed. Det gjorde jeg – og det var det, der overbeviste mig,” siger Morten Boye Friis.
Han understreger, at plastmagerfaget er et fag med mange muligheder – også for dem, der vil bygge videre.
“Du kan blive plastspecialist, tage videre på ingeniøruddannelsen eller rejse ud i verden med din viden. Jeg kunne selv godt tænke mig at blive plastspecialist på et tidspunkt – måske endda maskinmester på et containerskib en dag og arbejde med store motorer. Men jeg tager det, som det kommer.”