”Giv dig tid til lærlingenes spørgsmål”
Når lærlinge tør stille spørgsmål og gradvist får sværere opgaver, udvikler de sig fagligt og bliver mere selvstændige. Derfor handler god oplæring ikke om at have alle svarene klar, men om at tage sig tid til lærlingene. Det mener Kim Junkuhn, teamkoordinator hos Aasted.
"Der er næsten ikke noget værre end at komme ind på en ny arbejdsplads og ikke vide, hvad man skal lave – og ikke turde spørge. Sådan har vi det nok alle sammen, også lærlinge," siger Kim Junkuhn, Elektriker og teamkoordinator i produktionsvirksomheden Aasted i Farum.
Aasted producerer maskiner og produktionsløsninger til chokolade-, bage- og konfektureindustrien og har i dag 17 automatikteknikerlærlinge ansat.
Som teamkoordinator er Kim en af de personer, lærlingene møder allerførst. Han sørger for at give dem opgaver, følger op på skoleophold og hjælper dem med at omsætte teori til praksis i hverdagen. Samtidig passer han sit almindelige arbejde i produktionen.
Der skal være tid til spørgsmål
Lærlingene kommer med vidt forskellige forudsætninger. Nogle har erfaring med håndværk og har været flere år på arbejdsmarkedet, mens andre kommer direkte fra folkeskolen. Derfor handler en stor del af oplæringen om at finde det niveau, den enkelte er på.
For Kim er det afgørende, at lærlingene ved, hvem de kan gå til, hvis de bliver i tvivl om, hvad de skal lave, og hvordan man løser en opgave.
"Jeg vil hellere have, at de spørger ti gange om det samme, end at de slet ikke spørger. Der findes ingen dumme spørgsmål. Det er langt værre at stå med en opgave og ikke vide, hvad man skal gøre," siger Kim Junkuhn
Lærlingene bliver derfor koblet på både svende og teamkoordinatorer, så hjælpen aldrig er langt væk.
"Jeg plejer at prioritere lærlingene over svendene, hvis de vil have fat i mig. Det har svendene stor forståelse for. Lærlingene er her jo for at lære, og for svendene er det oftere nemmere at gå i gang med en anden opgave," siger Kim Junkuhn.
På billedet ses Anna og Rasmus, to af Aasteds 17 automatikteknikerlærlinge. Anna har været glad for at få mere ansvar i løbet af ferieperioderne, hvor Rasmus er mest fan af sidemandsoplæringen. Begge er enige om, at man lærer mest af at blive kastet ud i nye opgaver.
Foto: Heidi Juul PetersenSelvstændighed kommer skridt for skridt
Nye lærlinge starter med at følge de erfarne kolleger tæt, men efterhånden som de mestrer opgaverne, stiger sværhedsgraden – og de erfarne hjælpere rykker sig et par meter væk, men er stadig inden for rækkevidde.
"Opgaverne må hverken være for svære eller for lette. Ligger opgaven lige over det, man er sikker i, så vokser man. Derfor gælder det om at ramme lærlingenes niveau, så de hverken keder sig eller knækker nakken på opgaven og dermed mister lysten til at lære," siger Kim Junkuhn.
Når en lærling kommer med et problem, giver Kim derfor ikke nødvendigvis svaret med det samme. I stedet forsøger han ofte at få lærlingen til selv at tænke videre ved at stille spørgsmål som: "Hvad ville du selv gøre? Hvordan tror du, kunden gerne vil have det?"
På den måde lærer lærlingen ikke kun at løse den konkrete opgave, men også at reflektere over sine valg og har dermed nemmere ved at finde løsningen næste gang.
Automatikteknikeren og Lærlingeansvarlig Rasmus H. Rasmussen er også en af lærlingenes go-to-personer i virksomheden. Han har givet lærlingene ansvaret for skabet med ydelsesvarer, hvor lærlingene selv skal bestille, tage imod og lægge mindre produktionsdele på plads.
Foto: Heidi Juul PetersenOplæring løfter man sammen
Men selvstændighed skal øves – det tager tid, og den tid skal findes et sted.
Selvom Kim har en central rolle i oplæringen, fylder lærlingene ikke hele hans arbejdsdag. Ved siden af arbejdet med lærlingene har han også egne opgaver i produktionen.
"De fleste opgaver, jeg har, har en deadline, der kan rykkes. Så har jeg en opgave, der er estimeret til 20 timer, så er det ofte muligt for mig at rykke den til næste uge. Det er vigtigere for os her i Aasted, at lærlingene ikke går i stå," siger Kim Junkuhn.
Men arbejdsopgaven med at tage sig af lærlingene ligger heller ikke på Kims skuldre alene. Oplæringen er bygget op omkring flere teamkoordinatorer, svende og medarbejdere, som hver bidrager med forskellige fagligheder og styrker.
To af dem er lærlingeansvarlige Rasmus H. Rasmussen, der for nylig blev udlært som automatiktekniker hos Aasted og Maria Helene Durst-Andersen, som også er lærlingeansvarlig og HR Koordinator. Hvor Kim tager imod nye lærlinge og generelt nye kolleger i produktionen og sætter dem i gang med opgaver i produktionen, går lærlingene til Rasmus med konkrete faglige spørgsmål og spørgsmål om skolelivet. Maria er deres primære kontaktperson i HR-spørgsmål, herunder spørgsmål om uddannelsesaftaler, trivsel, løn, fravær og de mere praktiske forhold omkring lærlingeforløbet.
På spørgsmålet om Kim har et godt råd til andre, der har med oplæring af lærlinge at gøre, svarer han:
"Giv dig tid til lærlingenes spørgsmål. Og vis dem, at det er OK at stille spørgsmål. Selv om jeg godt ved, hvordan en opgave skal løses, sparrer jeg jo også med mine kolleger, for man kan altid blive klogere."
Øverst ses: Elektriker og Teamkoordinator Kim Junkuhn og HR-koordinator og Lærlingeansvarlig, Maria Helen Durst-Andersen. Nederst ses automatikteknikerlærlingene Anna og Rasmus samt yderst til højre automatiktekniker og Lærlingeansvarlig Rasmus H. Rasmussen.
Foto: Heidi Juul Petersen