Lærlinge er et fælles ansvar
Hvordan sikrer man en god oplæring af lærlinge, når oplæringsansvaret kun er én blandt mange opgaver i hverdagen? Hos Murer- & betonfirmaet Erling Jørgensen A/S handler det om at kende lærlingene godt, involvere svendene og følge op undervejs.
I Hornsyld lidt syd for Horsens beskæftiger Murer- & betonfirmaet Erling Jørgensen A/S 45 medarbejdere, heraf fem lærlinge. Virksomhedens kontaktperson for lærlingene er projektleder og medejer Nicolaj Laursen.
Selvom Nicolaj Laursen er virksomhedens kontaktperson for lærlingene, fylder arbejdet med lærlingene kun en del af hans arbejdsdag. Som projektleder og medejer har han også en lang række andre opgaver, og derfor er det afgørende, at lærlingenes trivsel og udvikling ikke hviler på hans skuldre alene.
Derfor spiller svendene en vigtig rolle i lærlingenes hverdag og faglige udvikling på byggepladserne.
”Relationerne på en arbejdsplads er det allervigtigste – også når det kommer til relationen mellem lærlinge og svende. Vi arbejder i små teams, så svendene er en vigtig del af lærlingenes oplæring. Derfor er det også vigtigt, at samarbejdet fungerer mellem lærlingen og resten af teamet,” siger Nicolaj Laursen.
Fra venstre ses murerlærling Magnus Thomsen, Gustav Højager og Nico Lorenzen. De arbejder lige nu på en byggeplads i Ny Højen ved Vejle, hvor de arbejder på et byggeprojekt for Selmer Byg.
Foto: Heidi Juul PetersenVirksomheden kender lærlingene, før de kommer i lære
Nicolaj Laursen har været i virksomheden siden han var 16 år, hvor han begyndte som arbejdsdreng. Senere fik han tilbudt en læreplads, blev uddannet murer og senere igen medejer af virksomheden.
I dag starter kommende lærlinge også i virksomheden, før der bliver lavet en lærepladsaftale. Her kommer de rundt på forskellige opgaver og arbejder sammen med forskellige teams.
”Vi tager ikke lærlinge ind, vi ikke tror på. Derfor lærer vi dem godt at kende som ufaglærte medarbejdere, før vi laver en uddannelsesaftale. Så kan vi se, om lærlingen passer med resten af holdet, og om den unge har motivationen til at gennemføre uddannelsen på fire år,” siger Nicolaj Laursen.
Ifølge Nicolaj Laursen har det den fordel, at både virksomhed og lærling ved, hvad de går ind til, når de indgår en uddannelsesaftale. Samtidig får de kommende lærlinge mulighed for at afprøve faget i praksis og får løn fra starten af grundforløb 2.
”Vores lærlinge giver ofte de andre i skolen baghjul fagligt. De kender allerede værktøjerne og har smagt på faget, så de er jo langt hurtigere end resten af holdet,” siger Nicolaj Laursen.
”Vi har det hyggeligt sammen, og så kan han nå de højdemeter, jeg ikke selv kan nå,” siger mureren Jacob Aakjær (th) med et skævt smil. Lige nu arbejder murerlærling Magnus Thomsen (i midten) i samme team som murerne Mads Juelsen (tv) og Jacob Aakjær.
Foto: Heidi Juul PetersenSvendene er min forlængede arm
Selvom Nicolaj Laursen besøger byggepladser og taler med lærlingene, ser han ikke altid, hvis der er noget, der ikke fungerer.
Svendene en derfor centrale i den løbende oplæring og opfølgning på lærlingene. De fungerer som Nicolajs øjne og ører ude på byggepladserne.
”Svendene i virksomheden har mange års anciennitet og er måske selv udlært i virksomheden. Så de har selv prøvet at være lærling. De kan godt se på lærlingen, hvis han går og hænger med hovedet. Og så er de gode til at ringe til mig, så vi kan få taget hånd om det,” siger Nicolaj Laursen.
For at bevare overblikket over lærlingenes udvikling i forskellige teams og på forskellige byggepladser har virksomheden udviklet et evalueringsskema, som både lærlinge og svende får, og hvor de kan komme med feedback på, hvordan det går – både fagligt såvel som med trivsel, samarbejde og forventninger til hinanden.
Skemaet bruges som udgangspunkt for samtaler mellem lærlingen og Nicolaj Laursen før hvert skoleophold.
”Nogle gange kan lærling og svend godt have forskellige opfattelser af, hvordan det går ude på byggepladsen. Hvis der står, at lærlingen kommer for sent, så kan det jo være sket én gang eller hver uge. Alle kan sove over sig, men sker det ofte, må vi lige få talt om det,” siger Nicolaj Laursen.
Ifølge Nicolaj gør den løbende dialog det lettere at reagere hurtigt, hvis der er noget, der ikke fungerer.
Murer- & betonfirmaet Erling Jørgensen har udviklet et internt evalueringsskema til at følge lærlingens udvikling og sikre en dialog mellem lærling, svend og oplæringsansvarlig.
Foto: Erling Jørgsensen A/STre enkle greb til den oplæringsansvarlige
For Nicolaj Laursen er ansvaret for lærlingene kun én ud af mange opgaver i løbet af en dag. Så for ham gælder det om at skabe nogle realistiske rammer, der sikrer, at ingen bliver overset.
Skal Nicolaj pege på, hvad der virker hos Erling Jørgensen, så handler det om tre enkle greb: Kend lærlingene godt, før de kommer i lære, få svendene med på holdet og følg løbende op med evalueringer og samtaler.
”Jeg vil gætte på, at 9 ud af 10 lærlinge bliver hos os, når de er udlærte, så noget må vi gøre rigtigt,” slutter Nicolaj Laursen.
Murerlærlingen Gustav Højager er snart færdigudlært og skal op til svendeprøve den 25. september. Han har blandt andet brugt formiddagen på at mure det her badeværelsesgulv i nybyggeriet i Ny Højen.
Foto: Heidi Juul Petersen