5 råd til erhvervspraktik i byggebranchen
Få virksomhedernes råd til, hvordan du planlægger et trygt og spændende erhvervspraktikforløb i bygge- og anlægsbranchen – fra ansvarsfordeling til frokostpauser og mødetider.
DI Lærepladsfællesskabet har netop udviklet inspirationsmateriale om erhvervspraktik målrettet bygge- og anlægsbranchen.
Erhvervspraktik i bygge- og anlægsbranchen.pdf
I den forbindelse har vi talt med mange byggefirmaer, byggeledere og håndværkere i branchen og samlet deres bedste råd til, hvordan virksomheder kan skabe gode erhvervspraktikforløb i byggebranchen.
Tak til Enemærke og Petersen, MT Højgaard, Gorm Hansen, NCO BYG og Spjald Tømrer og Snedker for deres bidrag til guiden.
Tid og overskud hos medarbejderne
Find ud af, om I og jeres svende har tid til at tage imod en erhvervspraktikant. Hvis der er for travlt, er der muligvis ikke overskud til, på en god måde, at involvere en erhvervspraktikant i jeres opgaver. Vent hellere, til I har mere tid – det giver et bedre forløb for alle parter.
Fordel ansvaret på flere medarbejdere
Lad erhvervspraktikanten følge forskellige medarbejdere i virksomheden. Det giver en mere alsidig uge for praktikanten og gør det lettere for jer, fordi praktikforløbet ikke bliver for stor en opgave for én enkelt medarbejder.
Tag erhvervspraktikanten med til frokost
Frokostpauserne i skurvognen er tit der, hvor erhvervspraktikanten kan få det bedste indtryk af jeres fællesskab og kultur. Så husk at få dem med, når I holder pauser og spiser frokost.
Giv et realistisk billede af hverdagen
Sæt erhvervspraktikanten til både spændende og mere trivielle opgaver, så I giver et retvisende indtryk af branchen. At flytte materialer fra ét sted til et andet er f.eks. en del af hverdagen i byggebranchen. Og småkedelige opgaver kan sagtens blive meningsfulde – især når praktikanten forstår, hvorfor de er vigtige.
De kan godt møde tidligt
Mange byggefirmaer fortæller, at de har gode erfaringer med, at erhvervspraktikanten møder samtidig med svendene eller de øvrige medarbejdere. Det er en del af det at arbejde i byggebranchen, og praktikanten bliver dermed en vigtig del af fællesskabet. I nogle tilfælde kan det dog være en god idé – eksempelvis første dag – at byde velkommen til erhvervspraktikanten kl. 9, hvis byggepladsen ligger et sted, der kan være svært at komme til for en folkeskoleelev. Overvej også, om en svend kan tage praktikanten med på vejen, hvis virksomheden ligger langt fra offentlig transport.
Vil du vide mere om erhvervspraktik?
Så bliv klædt endnu bedre på til erhvervspraktik med forslag til ugeprogrammer, opgaver og arbejdsmiljøregler på disse sider.