Tre råd fra Årets Læreplads
DSB blev kåret som Årets Læreplads 2025 af Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier samt Fonden for Entreprenørskab. Vi har spurgt virksomheden, om de har nogle gode råd til andre lærepladser.
”På tværs af arbejdssteder er det tydeligt, at trivsel er prioriteret højt. Vi bliver en del af fællesskabet – både når man går til frokost, deltager i DHL-stafet eller er med til sommerfest, sundhedsuger eller får et spontant besøg af Hjem IS-bilen på værkstedet. Der bliver altid hilst og ønsket ’velbekomme’, og man mærker, at alle ser og anerkender hinanden,” står der i indstillingen af DSB som Årets Læreplads.
Ordene er skrevet af kontoreleverne Anne Josephine Lind Nielsen, Charlie Bagger Nielsen, Clara Bøje Cortsen, Emilie Laustsen Christiansen, Liv Bech Bendixen, Emilie Jordan Holmbo og Xenia Lind-Hennings, der alle er elever hos DSB.
DSB har 110 lærlinge og elever ansat – heraf 60 kontorelever – fordelt på afdelinger over hele landet.
Vi har spurgt DSB’s HR-uddannelseskonsulent Helle Lindorff Andersen, om hun kan komme med tre konkrete råd til, hvordan man skaber en god læreplads.
1. Sæt struktur på elevernes oplæring
”En god oplæring handler om at møde eleverne med struktur, så deres oplæring ikke bliver styret af tilfældigheder. Vi har sat klare rammer for elevernes forløb – og har især haft fokus på en struktureret onboarding, så de bliver taget godt imod, både personligt og fagligt. I starten bliver eleverne introduceret til elevprogrammet, og vi inviterer repræsentanter ind fra Niels Brock og HK, så de kan fortælle, hvad de kan hjælpe med i løbet af elevtiden.
En god oplæring handler også om at klæde eleverne på til at tage ansvar for egen læring fra starten af – det er ikke alle unge elever, der helt ved, hvad det er for en uddannelse, de er i gang med. Derfor holder vi også faste 1:1-samtaler og arbejder på at binde læringen fra skolen og praktikken bedre sammen.
Vi gennemgår oplæringsplanen mindst hver tredje måned, så eleverne ved, hvad de har lært. For at gøre det endnu mere tydeligt har jeg tilføjet et ekstra felt i oplæringsplanerne, hvor vi kan skrive, hvilke opgaver der har givet de forskellige kompetencer. Mange står ellers efter endt uddannelse og tænker: ’Hvad er det egentlig, jeg kan?’”.
2. Klæd den oplæringsansvarlige på til rollen
”Mange dygtige medarbejdere vil gerne lære fra sig, men ved måske ikke helt, hvilke værktøjer der skal til for at tage godt imod en elev eller lærling. Vi har et skræddersyet kursus til de oplæringsansvarlige, som virker godt hos os. Det giver vores oplæringsansvarlige en klar forståelse af, hvilket ansvar de påtager sig, hvilke forventninger der følger med, og om det overhovedet er en opgave, de kan afsætte tid til.
At styrke de oplæringsansvarlige har været en gamechanger og har givet os en langt mere professionaliseret tilgang til arbejdet med eleverne.
Vi tilbyder desuden også løbende workshops til dem, der har med eleverne at gøre – blandt andet i generationsledelse, situationsbestemt ledelse og neurodiversitet. Og vi har uddannelseslederen fra erhvervsskolen ude for at fortælle om fagprøven, så de oplæringsansvarlige ved, hvad eleverne skal igennem, og kan guide og støtte dem undervejs.
Det handler i virkeligheden om at holde de oplæringsansvarlige skarpe og klæde dem på til at gå ind i rollen med rank ryg – så de kan stille krav til eleverne, handle proaktivt og tage ansvar.”
3. Skab netværk og fællesskab(er)
”Vi har både netværk for de oplæringsansvarlige og for eleverne. For de oplæringsansvarlige betyder det, at de har et forum til at udvikle deres praksis.
Og for eleverne betyder det, at de fra starten bliver en del af et netværk for alle elever i DSB, hvor de mødes til faglige oplæg og aftaler sociale aktiviteter. Vi har haft faglige oplæg om psykologisk tryghed, konflikthåndtering og en årlig stor elevnetværksdag. Eleverne arrangerer også meet-up-caféer for nye kontorelever, så de kan møde andre elevhold og få indsigt i, hvad kollegerne arbejder med.
Vi har mange forskellige netværk, fordi fællesskabet er med til at skabe en stærkere tilknytning til både arbejdsplads og uddannelse – bare et par sociale aktiviteter om året kan gøre en stor forskel for eleverne.
Det vigtigste er at udpege en til at stå for arrangementerne, så de bliver til noget. Bare det, at der bliver gjort lidt ekstra for eleverne, er med til at skabe en stærkere tilknytning til lærepladsen – og give dem en god start på deres arbejdsliv.”
Om prisen Årets Læreplads 2025
Danske Erhvervsskoler og Gymnasier og Fonden for Entreprenørskab kårer hvert år Årets Læreplads og Årets Innovative Læreplads. I år havde 404 lærlinge og elever fra hele landet indstillet deres lære- eller elevplads til prisen. Udover DSB, der blev Årets Læreplads 2025, blev tømrerfirmaet Lynggaard & Bødker kåret som Årets Innovative Læreplads 2025.
Vil du vide mere om reglerne for elever og lærlinge?
Så deltag i kurset: ’Få succes med at håndtere elever og lærlinge’