Juniormesterlærling: “Jeg føler mig som en del af holdet”
Hos PK Jeppesen i Næstved er erhvervspraktik og juniormesterlære en måde at spotte nye talenter og give unge et konkret billede af hverdagen i en produktionsvirksomhed.
“Det betyder noget for mig, at jeg ikke bare sidder med noget for sjov, men faktisk laver projekter, som kan hjælpe andre og bruges i virkeligheden,” siger 15-årige Sylvester, der er i juniormesterlære hos PK Jeppesen.
Da Sylvester var i erhvervspraktik hos PK Jeppesen i 8. klasse, fandt både han og virksomheden hurtigt ud af, at det var et rigtig godt match. I dag er han i juniormesterlære to dage om ugen, hvor han arbejder med teknisk tegning i 3D-programmer og udfører mindre opgaver, der bruges i produktionen.
Hvad er juniormester-lære?
Juniormesterlære er en mulighed for elever i 8. og 9. klasse, der ønsker en mere praktisk skoleuge. Eleven kombinerer undervisning i skolen med praktik i en virksomhed eller et praktisk undervisningsforløb og kan afslutte folkeskolen med folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære.
Flere krav – og mere mening
Hos PK Jeppesen har Sylvester arbejdet i avancerede 3D-tegneprogrammer som Inventor og Autodesk. Han har blandt andet været med til at rette gamle 3D-tegninger til, så de kunne bruges i produktionen, og han har også fået til opgave at designe et logo til svømmeklubben Neptun, som også skal produceres i stål.
“Der har været flere krav til mig her i virksomheden end i skolen, og det trives jeg faktisk rigtig godt med,” siger Sylvester og fortsætter: “Jeg føler mig som en del af holdet og er blevet en del af et godt fællesskab – det savnede jeg på min gamle folkeskole.”
Ifølge PK Jeppesens produktionschef Morten Schou er det netop noget af det, unge får ud af at komme ud på en rigtig arbejdsplads.
“Jeg tror faktisk, at det, der gør allerstørst indtryk på de unge, er følelsen af at være en del af noget og opleve, at der er brug for dem og det, de kan,” siger han.
Produktionschef Morten Schou og Sylvester taler om en af de arbejdstegninger, Sylvester har været med til at justere som juniormesterlærling hos PK Jeppesen.
Foto: Heidi Juul PetersenVærdi for virksomheden
Hos PK Jeppesen er arbejdet med unge ikke nyt. Virksomheden har 105 ansatte, inklusiv seks fleksjobbere, og har i dag 14 smedelærlinge, en industriteknikerlærling og en teknisk designerlærling. Derudover tager de løbende imod erhvervspraktikanter fra både folkeskolen og erhvervsuddannelsernes grundforløb og har tidligere haft en elev fra folkeskolen i forlagt undervisning.
“Når vi har en elev i erhvervspraktik, så kigger vi især på, om der er ild i øjnene på dem, og om de er her, fordi de virkelig er nysgerrige og har lyst til at lære noget. Så skal vi nok lære dem resten,” siger Morten Schou.
For virksomheden handler det ikke kun om at hjælpe unge, der er også en værdi i at åbne døren.
“Helt konkret får vi jo det ud af det, at han har hjulpet os med nogle rigtige kundeopgaver, og det havde jeg faktisk ikke forventet, at han ville nå til så hurtigt,” siger Morten om Sylvester og fortsætter:
“Det er virkelig skønt at have de unge mennesker inde, men det kræver også, at man investerer tid og noget af sig selv i dem.”
Alligevel er hans råd til andre virksomheder klart: Har man mulighederne, så giver det mening at åbne døren. Både fordi virksomheden kan få glæde af de unge, og fordi det kan være med til at gøre en faglært vej mere konkret for dem.
Morten Schou peger også på den lokale erhvervsplaymaker i Næstved, Ole Hilden, som en vigtig hjælp. Han har været med til at skabe kontakten mellem skole og virksomhed og har samtidig haft forståelse for, at virksomheden nogle gange må sige nej, når der er for travlt.
Som en del af sin juniormesterlære har Sylvester blandt andet været med til at designe et logo til svømmeklubben Neptun. Logoet er i gang med at blive lavet færdigt i stål.
Foto: Heidi Juul PetersenEn dør på klem
Selv om Sylvester trives godt hos PK Jeppesen, skal han på FGU efter sommerferien for at mærke efter. Han har endnu ikke truffet sit endelige uddannelsesvalg. Men forløbet i virksomheden har gjort valget mere konkret.
”Jeg er blevet klogere på, hvilken retning jeg vil i, hvis det skal være et arbejde på et kontor, da jeg godt kan lide at arbejde i et CAD-program og lave papirarbejdet, så det er klar til produktion. Men lige nu står valget nok mellem enten at blive teknisk designer, mekaniker eller elektriker,” siger Sylvester.
Og det er en beslutning, som Morten har stor respekt for:
“Sylvester har virkelig flair for at arbejde med 3D-programmer, og så er han pivskarp i hovedet. Han har efterladt et rigtig godt indtryk hos os alle. Hvis han vælger en af de uddannelser, vi uddanner inden for, og vi har plads til en lærling, så vil vi meget gerne have ham.”
Det er sidste dag, Sylvester er i juniormesterlære hos PK Jeppesen. For at sige ordentligt farvel har han selv været tidligt oppe og bagt en bradepandekage til kollegerne.
Foto: Heidi Juul PetersenVil du vide mere om juniormesterlære?
Så få svar på mange af dine spørgsmål i: Q&A: Juniormesterlære