Læreplads-AUB

Læreplads-AUB er en lovpligtig ordning, der skal sikre, at der bliver uddannet flere faglærte. Virksomhederne får hvert år et mål for, hvor mange lærlinge og elever de skal have ansat i løbet af året. Læreplads-AUB belønner virksomheder, der ansætter lærlinge og elever, mens virksomheder med for få lærlinge og elever skal betale et ekstra bidrag.

Formålet er at få skabt flere lærepladser og uddannet flere faglærte, og alle virksomheder med erhvervsuddannede medarbejdere skal bidrage til at uddanne lærlinge/elever. Enten ved selv at uddanne tilstrækkeligt mange eller ved at betale et ekstra bidrag. Jo flere erhvervsuddannede medarbejdere, virksomheden har, jo flere lærlinge/elever skal virksomheden have.

Måltal (elevpoint) beregnes for den enkelte virksomhed

Læreplads-AUB omfatter virksomheder, der har mere end én fuldtidsansat medarbejder med en erhvervsuddannelse som deres højest fuldførte uddannelse. Medarbejderne tæller som erhvervsuddannede, uanset om de arbejder som faglærte eller f.eks. ufaglærte i virksomheden.

Der beregnes et måltal (elevpoint) for, hvor mange lærlinge/elever virksomheden skal uddanne. Måltallet for virksomheden afhænger bl.a. af, hvor mange erhvervsuddannede medarbejdere, I har, samt hvilken uddannelse, de har. Det varierer derfor fra virksomhed til virksomhed. Ligger virksomheden under måltallet, når året er gået, skal der betales et merbidrag på 27.000 kr. pr. manglende helårselev.

De virksomheder, som opfylder deres måltal, vil få andel i de indbetalte merbidrag efter, hvor mange elever de har. 

Find oplysningerne om jeres egen virksomhed 

Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) administrerer ordningen, og de har en meget informativ hjemmeside, hvor I også kan logge ind og se oplysninger for jeres egen virksomhed.  

Forskudsopgørelse sendes ud i april måned

I april måned hvert år sender AUB en foreløbig opgørelse over jeres bidrag til Læreplads-AUB det indeværende år på baggrund af jeres aktuelle medarbejder- og elevsammensætning. Her kan I se opgørelsen for jeres virksomhed, og hvorvidt I ligger over eller under de beregnede elevpoint, der skal til for at opfylde målet.

Endelig opgørelse juni måned det efterfølgende år

AUB sender den endelige opgørelse over jeres bidrag til Læreplads-AUB i juni måned det følgende år. 

Brug Lærepladsen.dk

Vi anbefaler, at I bruger Lærepladsen.dk, der er en portal, hvor virksomheder kan slå ledige lærepladser op, og elever kan søge en læreplads. Det er der to grunde til:

  • Det er vigtigt, at I får synliggjort de ledige lærepladser - både overfor de lærepladssøgende elever, men også for at vise omfanget af lærepladser.
  • Hvis I ikke kan få besat ledige lærepladser, er der mulighed for at søge om nedsættelse af merbidrag for ikke at leve op til det fastsatte mål. En sådan nedsættelse kræver, at de ledige lærepladser har været slået op på Lærepladsen.dk. Læs mere om mulighed for nedsættelse på AUB’s hjemmeside: Virk.

Relateret indhold