Det er kommet bag på fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, at det ikke er gået hurtigere med at få flere kvinder i bestyrelser. Liselotte Lyngsø er en del af DI's Women on Board-database og stiftende partner af Future Navigator. Foto: Christian Dirksen.

08.11.21 Nyheder

Fremtidsforsker: manglen på kvinder i bestyrelser er udtryk for sløvhed

Ifølge fremtidsforsker Liselotte Lyngsø går det alt for langsomt med at få flere kvinder i bestyrelser. Det er udtryk for ”rip, rap, rup”-effekten og et alt for lukket system, mener hun. Liselotte Lyngsø er en del af DI’s Women on Board-database.

Du har ønsket at stå som bestyrelseskandidat i Women on Board-databasen, hvorfor?

Jeg mener, at bestyrelser i højere grad skal repræsentere befolkningen. Derfor skal der selvfølgelig også være en repræsentativ kønsfordeling i bestyrelserne. Derudover arbejder jeg jo som fremtidsforsker, og så har det været lidt irriterende for mig at se, at vi halter bagud i forhold til mange andre lande.

Jeg har været med i Women on Board-databasen lige fra start, fordi jeg synes, det er et godt initiativ til, at man ad frivillighedens vej kan få øje på, at der er en masse talenter derude at hive fat i. Jeg havde egentlig håbet på, at det havde haft større effekt, og jeg har nogle gange tænkt ”hvornår sker der noget?”, men det har været super interessant for mig selv at se, hvor mange kvindelige talenter, der er derude.

I løbet af årene har der været meget snak omkring kvoter, og jeg har været meget ambivalent omkring, hvorvidt det var en god måde at gøre det på, for jeg synes egentlig, at gulerod virker bedre end pisk. Samtidig kunne jeg godt se, at der var en ”rip, rap, rup”-effekt, hvor man ofte vælger nogen til bestyrelsen, der ligner en selv. Jeg havde bare troet, at udviklingen ville ske hurtigere, men det gjorde den ikke. Det er et udtryk for inerti og sløvhed. Det er virkelig kommet bag på mig, at det kan tage så lang tid, men det er, fordi vi har haft et meget lukket system.

Hvad er du særligt dygtig til – hvad kan du særligt bidrage med i en bestyrelse?

Jeg er enormt god til at oversætte trends i samfundet til konkrete kompetencer, service- og produktidéer, som virksomheden kan byde ind med. Min tilgang handler meget om at fremtidssikre virksomhederne og sende dem på en udviklingsrejse – der synes jeg, at jeg som fremtidsforsker er rigtig stærk til at se et potentiale. Og det er egentlig det, jeg har lavet i alle de bestyrelser, jeg har siddet i.

Jeg er klart dygtigst til innovation, fornyelse og fremtidssikring, men også til at se risici, der potentielt kan skade virksomheden. Jeg kan godt lide at sidde i en bestyrelse, hvor under halvdelen af tiden går med at kontrollere, hvad der er sket, og hvor den anden halvdel går med at planlægge, hvad der skal ske. Det kræver selvfølgelig en ledelse, der kan, vil og må flytte sig ind på nye markeder og områder. Jeg kan dog næsten ikke komme i tanke om en virksomhed, som ikke har den fremtidsvinkel, og der ligger min styrke i, at jeg får fulgt op på det og får det oversat til konkrete skridt, der skal tages mellem møderne.

Læs også: "Ulla Sommerfelt: kvinder til bestyrelsen? Bare åbn øjnene og kig efter dem"

Hvad er det mest givende ved at være bestyrelsesmedlem?

Jeg synes, det er så fantastisk at opleve virksomhedens modning og udvikling, og at den griber ind i omverdenen og gør sig attraktiv. Det er en ekstremt givtig ”hands on” måde at få ført de her eksperimenter ud i livet og få testet dem på virkeligheden. Det er utrolig tilfredsstillende, for du får meget hurtigt tilbagemelding på, hvad der virker og kan lade sig gøre i praksis.

Jeg tænder på udvikling, og det er det, hele mit arbejdsliv handler om. I mine bestyrelsesposter kommer jeg så et skridt dybere, helt ind i virksomhedernes DNA. Man bliver en del af virksomhedens rejse og netværk, hvilket jeg synes er enormt meningsfyldt og en kilde til utrolig meget glæde, når det går godt, og selvfølgelig også til frustrationer en gang i mellem. Jeg synes også, det er spændende at arbejde sammen med de andre faggrupper i bestyrelsen, f.eks. advokater og økonomifolk, og opleve de dynamikker, der både trækker frem, tilbage og til siden.

Hvad vil – efter din mening – være den største driver for at få flere bestyrelsesmedlemmer, der er kvinder?

Det kan tage rigtig meget tid at sidde i en bestyrelse, men her under corona har vi vænnet os til at lave mange flere online bestyrelsesmøder, som er kortere, men hvor vi har dem oftere. Det synes jeg faktisk har fungeret rigtig godt. For det er klart, jeg er også mor til fire, så der har været begrænsninger på, hvor meget jeg har kunnet sige ja til, og der har fleksibiliteten fungeret rigtig godt.

I forhold til at være kvinde i en bestyrelse, kan jeg simpelthen ikke se, hvad problemet skulle være. Jeg føler mig ikke forkert, når jeg sidder i en bestyrelse med mænd. Det er intet problem, når man først er der. Problemet ligger mere i at blive inviteret indenfor.

Kvinder bør stille sig frem og sige, at de har kompetencerne, og at de er klar til at sidde i en bestyrelse. Hvis jeg skal skælde mit yngre jeg lidt ud, så skulle jeg nok have sat flaget højere og sagt: 'Jeg er bestyrelseskandidat!' Liselotte Lyngsø, Fremtidsforsker og stiftende partner af Future Navigator

For mit eget vedkommende tror jeg, at det, at jeg har min egen virksomhed i kombination med, at jeg er fremtidsforsker og generelt er meget i medierne, har gjort, at jeg hele tiden har haft en ”åben ansøgning” ude til bestyrelsesposter. Men hvis jeg skal skælde mit yngre jeg lidt ud, så skulle jeg nok have sat flaget højere og sagt: ”Jeg er bestyrelseskandidat!”. Det har jeg ikke gjort, og det tror jeg skyldes, at jeg er blevet opdraget til, at jeg som kvinde skal opdages af prinsen på den hvide hest. Jeg må ikke selv hive i prinsen og sige: ”Tag mig, tag mig!”.

Kvinder bør stille sig frem og sige, at de har kompetencerne, og at de er klar til at sidde i en bestyrelse – men det er også sårbart, for man risikerer at blive afvist, og det er der jo ikke særlig mange, der har lyst til. Derfor tror jeg måske også, at det føles sikrere, hvis det er én, man omgås med i sin hverdag, hvor man kan sige: ”Hey, hvad laver I egentlig der, og kunne det ikke være noget for mig?”. Det er nok sådan, det foregår for en del mænd, når de f.eks. mødes i omklædningsrummet eller over forretningsmiddagen. En god bestyrelse handler jo både om, at faglighed og kemi skal være i orden, så det klares ikke blot ved en søgning på Google.

Læs også: "Lillie Li Valeur: Der kan være for meget snak om kvinder i bestyrelser"

Hvem/hvad inspirerer dig?

Under corona har jeg været meget inspireret af New Zealands statsminister, Jacinda Ardern. Jeg synes, hun er mega sej, både i forhold til hvordan hun har håndteret pandemien, men også i forhold til, hvordan hun bruger data til at lave såkaldte ”well-being budgets”, altså trivselsregnskaber. Her får man det hele med, fordi der både bliver tænkt klima, bundlinje og trivsel. Hvis man virkelig skal have noget til at trives, hvad end det er en virksomhed eller et menneske, så er det nogle gange nogle helt andre investeringer, der skal til, end dem man normalt ville pege på. Hun inspirerer mig sindssygt meget, fordi hun kan formidle noget så komplekst og få opbakning til det i befolkningen. Hun er helt klart en meget stærk kvindelig rollemodel for mig. Hun har i øvrigt børn samtidig og tør eksperimentere ved, at hun eksempelvis har foreslået, at hjemmearbejdsdagen skal være om fredagen, så folk har mulighed for at arbejde på farten og rejse på nogle længere ture i weekenden. På den måde kan man også få gang i hotelbranchen efter en tid, hvor de har ligget ned.

Derudover har jeg fulgt Cathie Wood fra ARK Invest, som er en kvinde, der inspirerer til at tænke i fremtid og game-changers, når der skal investeres. Hun er en dygtig formidler i et ellers mandsdomineret domæne.

Fakta

Navn: Liselotte Lyngsø
Titel: Fremtidsforsker og stiftende partner af Future Navigator, som har eksisteret siden 2003
Tidligere: direktør i Fahrenheit 212.
Liselotte Lyngsø har arbejdet med fremtidsforskning for IKEA, Fahrenheit 212, været på Institut for fremtidsforskning i 8 år som forskningsdirektør, arbejdet i Forward Studies Unit i Europa-Kommissionen.

Udpeget til ENISA Foresight Gruppe under Europol, der beskæftiger sig med cyberkriminalitet.
Partner i Supertrends Institute

Bestyrelsesposter:
Specialisterne (nu)
Ipart (nu)
Washbox (nu)
E-Unit A/S(nu)

Nygart
Bolius
Brøste A/S
KLA advokater

Om Women on Board

Women on Board
Database med knap 200 bestyrelsesmedlemmer, der er kvinder
Alles kvalifikationer er vurderet og blåstemplet af et Advisory Board
Gratis at blive optaget i – og bruge
Henvender sig primært til SMV’er
Et oplagt værktøj til at rekruttere nye bestyrelsesmedlemmer

Karoline Ry
Skrevet af:

Karoline Ry

Relateret indhold