Karen Lorenzen er direktør i Operate og en del af Dansk Industris Women on Board-database.

27.09.21 Nyheder

Karen Lorenzen: Find bestyrelsesmedlemmer uden for dit netværk

Karen Lorenzen, direktør i Operate, oplever, at der er en bølge i gang, hvor kvinder tør at stå ved deres kompetencer og sætte sig selv i spil til bestyrelsesposter. Nu kræver det, at virksomheder rekrutterer til bestyrelsen uden for egne netværk. Karen Lorenzen er en del af DI’s Women on Board-database.

Du har ønsket at stå som bestyrelseskandidat i Women on Board-databasen, hvorfor?

Overordnet set synes jeg, at det er vigtigt for udviklingen af danske virksomheder, at bestyrelserne udgøres af stærke hold, der til sammen har et godt mix af faglige og personlige kompetencer. Her spiller en database med kvindelige bestyrelseskandidater godt ind, så selvfølgelig vil jeg gerne være en del af Women on Board.

Personligt synes jeg også, at det er berigende at være en del af en bestyrelse. Det er spændende at komme tæt på en virksomhed, dens baggrund og DNA. Og at bidrage til udviklingen af virksomheden. Som konsulent afleverer jeg ofte en strategi til direktøren – i bestyrelsesarbejdet er det meget givende og tilfredsstillende at være med til at implementere den.

Hvad er du særligt dygtig til – hvad kan du særligt bidrage med i en bestyrelse?

Jeg har en bred og mangfoldig erfaring. Fra centraladministrationen, hvor der er mange bundlinjer, der skal tages højde for. Fra mange forskellige sektorer og brancher. Fra organisations- og ledelsesudvikling. Fra vækststrategier til krisehåndtering. Fra forretningsudvikling til optimering af driften. Fra kommunikation til kunderejser. Fra styrkelse af omdømmet til organisationsudvikling.

Som bestyrelsesmedlem tager jeg udgangspunkt i den konkrete virksomhed – hvad er udfordringerne, målene, potentialerne, konkurrencesituationen, mv. I bestyrelsen er jeg en strategisk holdspiller, der igangsætter og bidrager til at implementere beslutninger, der har stor betydning både internt og eksternt.

Det er min erfaring, at mange virksomheder og organisationer klarer driften i hverdagen uden de store problemer. Men når tiden er til at sætte forandrings- og større udviklingsprocesser i gang og til at sætte det rigtige hold, har en del virksomheder behov for assistance for at få prioriteret indsatserne samt minimere de risici, der kan opstå eller allerede er til stede.

Kig nu uden for dit eget netværk, når du rekrutterer til bestyrelsesarbejdet. Se efter profiler, der kan noget andet end dig. Og også noget andet end dem, der allerede sidder i bestyrelsen. Karen Lorenzen, direktør i Operate

Hvad er det mest givende ved at være bestyrelsesmedlem?

Først og fremmest synes jeg, at det er givende at lære en ny virksomhed godt at kende og være en støtte for direktøren og den øvrige ledelse. Jeg sætter god tid af til at lære virksomheden at kende, så jeg forstår den og det marked, der opereres i. Det er forskelligt fra bestyrelse til bestyrelse, hvad jeg bidrager med, og det er essensen i bestyrelsesarbejdet. Der kan være brug for ekstra ledelsesunderstøttelse, der kan være brug for en ny forretningsstrategi, for krisehåndtering, for kommunikationssparring, for større indsigt i kundernes behov og forventninger.

Herudover er der ingen tvivl om, at jeg som bestyrelsesmedlem kan bidrage med blikket ude fra, droneperspektivet på den daglige drift. Og ikke mindst blikket på en forretning, hvor der skal zoomes ind på det korte perspektiv og zoomes ud på det næste ti-år med digitale og teknologiske muligheder, der løbende kræver tilpasning og justering.

Og så er det selvfølgelig tilfredsstillende, at der bliver lyttet til, hvad jeg siger. Det er derfor, jeg sidder med ved bestyrelsesbordet. Jeg bruger meget tid mellem bestyrelsesmøder sammen med direktøren, formanden eller lederen af en afdeling i virksomheden. Det er vigtigt at engagere sig ordentligt, så den rådgivning og de beslutninger, jeg bringer til bordet, kan implementeres i virksomheden. Samtidig med, at jeg oplever, at bestyrelsesarbejdet er berigende, er jeg dybt bevidst om det ansvar, der følger med at være en del af en bestyrelse.

Hvad vil – efter din mening – være den største driver for at få flere bestyrelsesmedlemmer, der er kvinder?

Det er vigtigt, at der bliver set væk fra traditionelle fødekanaler til bestyrelser. Hånden på hjertet – vi ser alle sammen i første omgang på vores eget netværk. Vi ser efter nogle bestemte typer. Og tidligere har de fleste kigget efter mandlige topledere på 45+ til bestyrelsesarbejdet. Vel at mærke i deres eget netværk. Kig nu uden for dit eget netværk, når du rekrutterer til bestyrelsesarbejdet. Se efter profiler, der kan noget andet end dig. Og også noget andet end dem, der allerede sidder i bestyrelsen.

Og så er der heldigvis den vildeste bølge, der ruller, hvor kvinder siger højt, at de er kompetente, erfarne og hamrende dygtige til at være i en bestyrelse. Vi skal selv bringe os i spil de rette steder, vi skal tydeliggøre og konkretisere vores kompetencer, så bestyrelsesformændene ser, hvad vi kan bidrage med. Og vi skal sige det højt.

Det handler om mangfoldighed ift. køn og kompetencer, men også ift. alder, erfaringer og baggrunde. Mangfoldighed er den bedste platform til at skabe virksomheder, der er succesfulde på alle bundlinjer. En mangfoldig bestyrelse giver et meget mere nuanceret grundlag for de beslutninger, der skal træffes.

Hvem/hvad inspirerer dig?

Jeg bliver inspireret af personer, der har ideer, som de fører ud i livet. Personer der kommer ud på genveje, vildveje, omveje, blinde veje og motorveje. De lærer af deres fejl og succeser. Men de gør sige umage, de tilpasser, lytter til omverdenen og bliver ved, for de tror på deres forretningsidé.

Fakta

Navn: Karen Lorenzen

Direktør i Operate siden 2015

Tidligere bl.a.: 

Fødevarestyrelsen 2014-2015

Fødevareministeriet 2007-2014

Familie- og Forbrugerministeriet 2005-2007

Sundhedsstyrelsen 1999-2005

Bestyrelsesposter:

Plastic Change

Fair Trade Denmark

Dansk Gastronomisk Union

Kræftens Bekæmpelse. (Advisory Board)

Karoline Ry
Skrevet af:

Karoline Ry

Relateret indhold