14.12.20 Vi rådgiver dig Blog

Fem tips: Giv cor­o­na­træt­te me­d­ar­bej­de­re gej­sten til­ba­ge

På tværs af brancher har danske virksomheder fået en klar fællesnævner: Coronaen tærer på humøret, og når statsministeren pønser på nye restriktioner, øger det ikke ligefrem motivationen til toppræstationerne.

Hvad gør man så som leder, når man får sin løn for at være den, der er tændrøret, men hvor medarbejderne er ved at være godt og grundigt metaltrætte af måneders coronadisciplin?

Arbejdstilsynet konstaterer, at medarbejdere mange steder er ved at være metaltrætte i coronadisciplinen. Virksomhederne står med en udfordring, og de spørger DI, hvordan de skal gribe den an.

Hos DI har Pernille Erichsen, chef for ledelse og virksomhedsudvikling, holdt oplæg for medlemmer om netop coronatrætheden, der tung som en dyne kan lægge sig over præstationerne. At ryste coronatrætheden af sig er en af de måske vigtigste ledelsesmæssige opgaver lige nu, vurderer hun.

Der er klare alternativer til afmagt: Klarhed om virksomhedens mål efter corona, fasthed om coronaretningslinjerne på den korte bane kombineret med et fokus på medarbejderens formål, kompetenceudvikling og en erkendelse af medarbejdernes sociale behov kan være en sti gennem krisen.

“Coronaretningslinjerne skal selvfølgelig overholdes. Men det er vigtigt at pleje medarbejdernes sociale behov. Gør man det ikke, så risikerer man brud på retningslinjerne, eksempelvis med at for mange er samlet på ét sted, eller at stolene rykkes sammen i kantinen. Tænker man sig om, er der mange muligheder for at dyrke det sociale inden for retningslinjerne og dermed sikre et stærkt sammenhold – både om virksomhedens formål, om strategien og om resultaterne,” siger Pernille Erichsen.

Nedenfor har DI’s ledelsesekspert samlet fem tips, der kan gøre coronaledelsen lidt lettere:

  • Dyrk virksomhedens og medarbejdernes grundspørgsmål: Hvorfor er vi her? Hvad skal vi udrette sammen? Hav modet til at sætte mål for, hvor virksomheden skal hen – ikke kun på kort sigt, men også efter corona.
  • Erkend, at mennesker er sociale og finder sammen, regler eller ej. Vær opfindsom. Opfyld deres behov, og lad dem mødes inden for retningslinjerne. Dermed undgår man brud på retningslinjerne. Virksomheden kan sagtens stimulere medarbejdernes sociale behov som teams uden at gå på kompromis med sikkerheden.
  • Coronaen sætter grænser. Men inden for dem er der lommer af frihed, hvor det er det muligt slippe kontrollen og give medarbejderne medbestemmelse. Det at opleve, at man har grader af frihed og indflydelse på egen hverdag, kan øge gejsten og robustheden i en svær tid.
  • Medarbejderudvikling: Investér i dine folk. Medarbejdere, der lærer, udvikler sig og bliver dygtigere, vil i højere udstrækning finde motivationen og glæden ved deres arbejde og være mere robuste.
  • Hold disciplinen om coronaretningslinjerne.
Pernille Erichsen

Pernille Erichsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3092
  • Mobil +45 2724 2905
  • E-mail peer@di.dk