Vi rådgiver dig

Husk familien, når du rekrutterer globalt

En succesfuld rekruttering af internationale medarbejdere kræver mere end et godt jobtilbud. Den kræver, at hele familien trives – både på og uden for arbejdspladsen.

Hvorfor familien er afgørende for rekrutteringssucces

Danmark har siden 2014 oplevet en markant stigning i antallet af internationale medarbejdere. I dag arbejder omkring 330.000 fuldtidsbeskæftigede udenlandske statsborgere i Danmark – svarende til hver ottende medarbejder.

Men tilknytningen halter. Kun 45 % af de internationale medarbejdere er stadig i landet efter fem år, og hele to ud af tre, der rejser igen, gør det allerede inden for de første to år. Det svarer til et årligt frafald på cirka 49.500 personer.

Trivslen i privatlivet – særligt blandt medfølgende partnere og børn – spiller en kritisk rolle for, om opholdet bliver langtidsholdbart.

Familiens rolle i international tilknytning

Mange internationale medarbejdere flytter ikke alene. Ofte følger ægtefælle og børn med – og forskning peger på, at familiens trivsel er en af de mest afgørende faktorer for, om de bliver.

Internationale undersøgelser dokumenterer, at medfølgende partneres manglende netværk, karrieretab eller kulturchok er hyppige årsager til, at hele familien vælger at forlade Danmark før tid. Det har store konsekvenser – både menneskeligt og økonomisk – for både medarbejderen og virksomheden.

En todelt strategi: Medarbejderen og familien

Rekruttering af internationale medarbejdere bør altid tænkes i to spor:

Spor Fokusområder
Medarbejderen: Integration på arbejdspladsen, onboarding, teamudvikling, arbejdsopgaver, karriereudvikling
Familien: Netværk, karrierevejledning for partner, børn trivsel, fritidsaktiviteter, kulturintorduktion 

Denne tilgang øger både medarbejdertilfredshed, fastholdelse og virksomhedens samlede tiltrækningskraft.

Brug preboarding og onboarding aktivt – også for familien

Mange danske virksomheder arbejder allerede professionelt med onboarding – men når det gælder internationale medarbejdere, bør preboarding og onboarding også være en fælles indsats for hele familien.

Best practices viser, at integration starter allerede før første arbejdsdag – og at relationer og tilhørsforhold uden for jobbet er afgørende.

Fase Indsats Formål
Preboarding Send familierelevant velkomstpakke (info ombolig, skole, fritid, kultur) Hjælper familien mat at føle sig inkluderet og klædt på til ankomsten
Preboarding Etabler kontakt til bosætningskonsulent i kommunen Sikrer praktisk støtte og lokal forankring før flytning
Onboarding Inviér partneren til introduktionsaktiviteter (f.eks. kulturdag, fællesmiddg, netværksmøde) Skaber social støtte og praktisk hjælp i starten
Onboarding Karrierevejledning, CV-hjælp og mentorordning for partner Understøtter partnerens muligheder for at finde job og skabe netværk
Onboarding Individuel trivselssamatale efter 30 dag med særlig fokus på familieoplevelsen Sikrer tildlig opsporing af udfordringer og styrker tilknytningen

Disse indsatser øger sandsynligheden for, at hele familien føler sig velkomne – og at de bliver.

Medfølgende partnere – en overset talentmasse

Mange medfølgende partnere er højtuddannede og har erhvervserfaring fra hjemlandet. De vil gerne arbejde – men mangler ofte netværk, rådgivning og adgang til danske virksomheder.

Virksomheder bør se partnere som en potentiel ressource – ikke en belastning. Flersprogethed, global erfaring og høj motivation gør dem til attraktive medarbejdere.

Samarbejd med kommunen – en stærk partner

Flere danske kommuner har bosætningskonsulenter, som er specialiserede i at hjælpe internationale familier. De tilbyder:

  • Hjælp til bolig, skole- og institutionsvalg
  • Introduktion til fritidstilbud og lokalsamfund
  • Koordinering med sprogskoler, foreninger og kulturaktiviteter

Et tæt samarbejde med kommunen kan styrke virksomhedens indsats og aflaste HR, samtidig med at familien hurtigere bliver en del af lokalsamfundet.

Konkrete anbefalinger til virksomheder

Spørg tidligt ind til familien – allerede i rekrutteringsfasen:

  1. Hvordan kan vi også støtte din partner og familie, så I kan skabe jer en god hverdag i Danmark?"
  2. Skab adgang til netværk – f.eks. via IDCN, lokale expat-events eller interne sociale grupper
  3. Etabler buddy-ordninger – hvor også familien matches med lokale ressourcer.
  4. Tænk partnerkarriere ind – tilbyd sparring, CV-hjælp og netværkskontakt
  5. Samarbejd med kommunen – henvis familien til bosætningshjælp og lokale integrationsinitiativer
  6. Følg op løbende – ikke kun på medarbejderen, men på hele familiens trivsel

Familieintegration er en strategisk investering

Familien er ikke bare en vigtig social faktor – men en strategisk brik i virksomhedens evne til at tiltrække og fastholde internationale talenter.

Ved at tænke relationer, netværk, fritid og partnerkarriere ind i preboarding, onboarding og employer branding skaber I en mere bæredygtig og langsigtet løsning – og positionerer jer stærkt i kampen om de internationale hoveder og hænder.

IDCN

IDCN’s mål og fordelene ved at forbinde virksomheder og partnere

IDCN er en nonprofitorganisation, der startede i 2011 i Schweiz med det formål at støtte medfølgende partnere til internationale ansatte ved udstationeringer.

IDCN stræber efter at forbinde virksomheder med en målgruppe af højtuddannede medfølgende partnere med det formål, at sikre jobmuligheder og styrke deres forbindelse til det danske jobmarked. De medfølgende spouses udgør en værdifuld arbejdskraftressource for danske virksomheder. Deres imponerende CV'er, globale kompetencer og ivrighed for arbejde gør dem særdeles attraktive aktiver, især da de allerede er bosat i Danmark.

IDCN - Corporate Members - How to join us?

Yderligere støtte fra lokale kommuner

Mange kommuner har bosætningskonsulenter ansat, der også kan hjælpe medfølgende partnere med at finde netværk og job. Kontakt din lokale kommune for at udforske yderligere muligheder for at få hjælp.

Artikel opdateret den 29.08.25

Bente Toftkær

Bente Toftkær

Fagchef, International People & Mobility, Export Service

Peter Henrik Bredahl Johansen

Peter Henrik Bredahl Johansen

Chefkonsulent

Ida Andersen

Ida Andersen

Chefkonsulent, International People & Mobility

På barsel

Relateret indhold