Vi rådgiver dig

Offboarding af internationale medarbejdere

Når en international medarbejder fratræder – uanset om det sker frivilligt, ved kontraktudløb eller ved opsigelse – er det afgørende, at virksomheden håndterer offboardingen professionelt, værdigt og systematisk. En god afslutning har betydning for virksomhedens omdømme, for teamets trivsel og for muligheden for fremtidigt samarbejde med kandidaten.

En afslutning er også en ny begyndelse

At ansætte en international medarbejder er ofte en investering – både økonomisk og menneskeligt. Der bruges ressourcer på rekruttering, relocation, onboarding og integration, og det er derfor afgørende, at offboarding-processen bidrager til at sikre, at denne investering ikke går tabt. En professionel afslutning kan være med til at beskytte det omdømme og den relation, virksomheden har bygget op – og måske åbne for et fremtidigt samarbejde.

Internationale medarbejdere, der har haft en god oplevelse – også ved fratrædelsen – bliver ofte stærke ambassadører. Det kan styrke virksomhedens brand og øge chancerne for, at kandidaten anbefaler jer i sit netværk eller endda vender tilbage i fremtiden. Offboarding skal derfor tænkes som en naturlig del af rejsen med international arbejdskraft – på linje med onboarding og tilknytning.

Her får du inspiration til at komme godt igennem de forskellige former for processer, der knytter sig til samarbejdets ophør, så alle partner kommer godt igennem og bedst muligt videre.

Det skal du være særligt opmærksom på ved offboarding

1. Kommunikation og relation: Sørg for åben og respektfuld dialog om fratrædelsen – også når afskeden ikke er frivillig. En professionel samtale og en tydelig exitproces reducerer risikoen for misforståelser og konflikt, og hjælper med at bevare relationen.

2. Dokumentation og besked til myndigheder: Når en international medarbejder stopper, skal virksomheden være opmærksom på de myndighedskrav, der kan gælde. Hvad virksomheden skal gøre, afhænger af medarbejderens opholdsgrundlag. Er du i tvivl, kan du altid kontakte DI’s juridiske afdeling for konkret hjælp og sparring.

EU-borgere (inkl. EØS og Schweiz)

  • Har ret til fri bevægelighed og kan arbejde i Danmark uden opholds- og arbejdstilladelse.
  • Hvis opholdet varer mere end tre måneder, skal medarbejderen have et EU-opholdsdokument udstedt af SIRI.

Ved fratrædelse eller udrejse:

  • Medarbejderen bør framelde sig Folkeregisteret og informere SIRI om udrejsedato.
  • Eventuelt opholdsdokument skal returneres.

Tredjelandsstatsborgere

  • Skal have gyldig opholds- og arbejdstilladelse, som er knyttet til deres ansættelse
  • Hvis ansættelsen stopper før tid – fx ved opsigelse eller kontraktophør – skal virksomheden straks indberette dette til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI)
  • Arbejdstilladelsen er betinget af, at medarbejderen arbejder hos den virksomhed, som har fået tilladelsen. Hvis SIRI ikke får besked, risikerer både virksomhed og medarbejder at få en bøde
  • Hvis virksomheden opsiger medarbejderen, bør den samtidig informere om muligheden for at søge om et jobsøgningsophold i op til seks måneder
  • Medarbejderen skal desuden huske at framelde sig Folkeregisteret og informere SIRI om udrejsetidspunktet

3. Viden og overdragelse: Sikring af viden er centralt i offboarding. Tilrettelæg en effektiv overdragelse og dokumentér kritisk viden. Giv mulighed for feedback og exit-samtale – både som læring og som afslutning med respekt.

4. Social og praktisk afslutning: En god afsked handler også om kultur og relationer:

  • Afslut gerne med et fælles farvel-møde eller uformel markering
  • Hjælp med praktiske spørgsmål som bolig, skat, bank og udrejse

5. Effekt på det resterende team: 

Hvordan en medarbejder forlader virksomheden har stor betydning for resten af organisationen. En gennemtænkt og ordentlig offboarding sender et stærkt signal til kollegerne om, at alle medarbejdere behandles respektfuldt – også når samarbejdet slutter.

  • Informér teamet om opsigelsen på en respektfuld måde og vær tilgængelig for spørgsmål og reaktioner.
  • Giv plads til reaktioner og skab tryghed i teamet – særligt hvis medarbejderen har haft en central rolle.
  • Brug lejligheden til at samle op med teamet og tage en snak om samarbejde, trivsel og eventuelle bekymringer.
  • Hvis der har været kulturelle misforståelser eller spændinger, så brug afskeden som en mulighed for læring og dialog.
  • Anerkend den opsagte medarbejders bidrag – det styrker teamets opfattelse af virksomhedens værdier og ledelsesstil.

Ved at inddrage og støtte det resterende team aktivt, viser ledelsen ansvar – og styrker både motivation og tilknytning i organisationen. En professionel offboarding sender et stærkt signal om respekt og ordentlighed – og kan styrke tilknytningen blandt nuværende medarbejdere.

6. Roller og læring: Hvad gør lederen, og hvad gør HR? Lederen spiller en central rolle i at sikre en værdig afsked og vedligeholde relationen – særligt ved opsigelse. HR bør facilitere processen, koordinere exitinterview, håndtere dokumentation og sikre, at læring anvendes strategisk.

7. Exitinterview og læring til fremtiden: Et struktureret exitinterview bør afdække:

  • Hvorfor medarbejderen fratræder
  • Hvordan onboarding, ledelse og trivsel har været oplevet
  • Hvad der har fungeret – og hvad der kunne forbedres
  • Hvilke ressourcer virksomheden har investeret i medarbejderen – og hvordan disse er kommet til gavn (eller ikke blev udnyttet)
  • Om medarbejderen har forslag til, hvordan virksomheden kan få mere ud af sin investering i internationale medarbejdere fremadrettet

Brug svarene aktivt til:

  • At opdatere KPI’er inden for tilknytning, trivsel, onboarding og virksomhedens investering i international arbejdskraft
  • At identificere mønstre og risici på tværs af teams eller lokationer
  • At justere strategi og proces for international arbejdskraft, så fremtidige forløb styrkes

8. Udvidet offboarding-flow: For jer, der vil gøre det enkelt og professionelt
For at styrke offboarding – uden at det kræver store systemer – anbefaler vi:

  • Brug et simpelt skema eller digital formular til exitinterview
  • Lyt til feedback og brug det til at forbedre jeres hverdag – det behøver ikke være avanceret
  • Sørg for, at medarbejderen afleverer nøgler og adgange – og få lukket systemadgange samme dag
  • Hold kontakt til tidligere medarbejdere – det kan give netværk og måske en ny rekruttering senere
  • Giv ledere en tjekliste og HR enkle rutiner, som kan gentages næste gang
  • Brug erfaringerne fra fratrædelse til at forbedre onboarding – hvad ville I gøre anderledes nu?
  • I behøver ikke KPI-dashboards – bare noter jer, hvad I lærer og hvad der skal gøres bedre fremover

9. Kultur og rekrutteringsmæssig kontekst: Når det gælder internationale medarbejdere, skal offboarding også ses i lyset af:

  • Rekrutteringskanaler og forventningsafstemning: Var der kulturelle misforståelser i rekrutteringsprocessen, som påvirkede onboarding og fastholdelse?
  • Kulturmodeller: Exitinterviews kan afdække kulturelle spændinger, f.eks. baseret på forskellige forståelser af ledelse, feedback eller beslutningstagning. Brug f.eks. Hofstede eller Trompenaars som refleksionsværktøj.
  • Brug erfaringerne fra fratrædelse til at forbedre den strategiske planlægning og kanalvalg i fremtidig international rekruttering – og sikre bedre onboarding- og tilknytningsforløb.

10. Medfølgende familie og ægtefælle (spouse): Hvis den internationale medarbejder har haft sin familie med til Danmark, er det vigtigt at tænke offboarding bredere:

  • Tilbyd rådgivning om, hvordan ægtefælle og børn kan håndtere en udrejse, eller hvad der sker, hvis medarbejderen bliver, men familien rejser hjem.
  • Giv information om opsigelse af lejemål, skole-/daginstitutionspladser og sundhedsregistreringer.
  • Overvej samtale med ægtefælle eller individuel kontakt, særligt hvis partneren har haft en rolle i virksomhedens netværk eller partnerprogram.
  • Hvis familien bliver i Danmark (f.eks. hvis ægtefælle arbejder videre), kan virksomheden overveje, hvordan den støtter deres videre integration eller overgang til nyt opholdsgrundlag.

Husk: En stærk offboarding styrker fremtidig tilknytning

Mange internationale medarbejdere overvejer at vende tilbage til Danmark – enten i jeres virksomhed eller i en anden kontekst. En professionel offboarding skaber netop det omdømme, der gør det muligt.

For medlemmer

Fem gode råd til den ordentlige opsigelse

I guiden zoomer vi ind på situationen, hvor du skal opsige din internationale medarbejder. Du vil få gode råd til, hvordan du bedst muligt navigerer gennem opsigelsesprocessen.

Læs mere her
Bente Toftkær

Bente Toftkær

Fagchef, International People & Mobility, Export Service

Katja Birthe Lambertsen

Katja Birthe Lambertsen

Chefkonsulent, International People & Mobility

Lars Kjærulf

Lars Kjærulf

Chefkonsulent

Ida Andersen

Ida Andersen

Chefkonsulent, International People & Mobility

På barsel

Relateret indhold