Vi rådgiver dig

Virksomheder kan understøtte sproglæring gennem danskuddannelse og sprogmentorer. Det styrker samarbejdet i hverdagen og tilknytningen til arbejdspladsen.

Gode danskkundskaber gør det lettere for udenlandske medarbejdere at falde til – både fagligt og socialt. Når sproget fungerer, bliver samarbejdet enklere, og medarbejderne oplever større trivsel og tilknytning til arbejdspladsen

Tre forskellige danskuddannelser

Internationale medarbejdere bliver visiteret til den danskuddannelse, der passer til deres skolebaggrund og sproglige forudsætninger. Der findes tre spor:

  • Danskuddannelse 1 (DU1) – for voksne uden eller med meget kort skolebaggrund, hvor fokus er på helt grundlæggende danskkundskaber.
  • Danskuddannelse 2 (DU2) – for voksne med kort skolegang, men som kan læse og skrive på deres eget sprog. Her arbejdes der mod at kunne klare sig i job og dagligdag.
  • Danskuddannelse 3 (DU3) – for voksne med mellemlang eller lang skolebaggrund, f.eks. studenter eller akademikere. Her er fokus på avanceret dansk til videregående uddannelse og krævende jobfunktioner.

Hver uddannelse er opdelt i moduler, der afsluttes med en test. Det sidste modul afsluttes med en statslig danskprøve (Prøve i Dansk 1, 2 eller 3), som også kan bruges i forbindelse med permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab.

Sprogundervisning på arbejdspladsen

Danskundervisning tilbydes som udgangspunkt på lokale sprogcentre. I nogle tilfælde kan undervisningen også lægges ud på virksomheden, hvis flere medarbejdere har behov, og sprogcentret har kapacitet til at oprette et hold. Det aftales konkret mellem virksomheden, medarbejderne og det lokale sprogcenter.

Hvad koster det?

  • Selvforsørgende medarbejdere (S-kursister): Betaler et depositum på 2.000 kr. ved tilmelding. Beløbet tilbagebetales modul for modul, når de består prøverne.
  • Undervisningen i sig selv er gratis for medarbejderen, da kommunen dækker udgifterne i op til 5 år (typisk gennemført på 3 år).
  • Virksomheden kan få udgifter, hvis der ønskes et særligt hold oprettet ude på arbejdspladsen. Prisen aftales konkret med sprogcentret – ofte deles udgiften mellem virksomhed og kommune.

I praksis tilbyder mange sprogcentre følgende rammer (vejledende satser for 2025):

  • Ved 10–12 medarbejdere med ret til danskuddannelse kan undervisningen etableres uden omkostninger for virksomheden. Medarbejderne betaler dog et refunderbart depositum (typisk ca. 2.000 kr.).

  • Er der færre end 10 medarbejdere, kan virksomheden blive opkrævet et gebyr pr. lektion pr. manglende deltager (ca. 84 kr. pr. lektion – beløb varierer mellem udbydere).

Forberedende voksenuddannelse og Statens Voksenuddannelsesstøtte

  • Forberedende voksenuddannelse (FVU) - Dansk: For medarbejdere, der allerede taler dansk, men ønsker at styrke læse- og skrivefærdigheder. Består af fire trin á 40–80 lektioner. Hold på 10–12 deltagere kan gennemføres uden omkostning for virksomheden. Trinprøver kan i nogle tilfælde bruges i forbindelse med permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab.

  • Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU): Hvis undervisningen foregår i arbejdstiden (minimum 3 timer pr. uge), kan virksomheden søge om refusion. Link: SVU-satser 2025

Sprog som del af preboarding og onboarding

Sproglæring starter ikke først, når medarbejderen møder op i virksomheden. Allerede i preboarding kan virksomheder understøtte læringen ved at:

  • Dele enkle materialer, billeder eller små videoer på dansk
  • Opfordre medarbejderen til at bruge sproglærings-apps eller onlinekurser
  • Gøre det tydeligt, at sproget vil være en del af arbejdspladsens introduktion

Ifølge LifeInDenmark findes der et stigende antal online- og distancekurser i danskuddannelsen. Det betyder, at internationale medarbejdere i nogle tilfælde kan starte sproglæring allerede inden ankomst til Danmark. Virksomheder kan understøtte processen ved at koble enkle ordlister eller fagudtryk på, så onlineforløbet bliver relevant for arbejdsopgaverne.

I onboarding kan sproget integreres direkte i introduktionsplanen gennem:

  • En sprogbuddy-ordning
  • Korte mikro-sessioner med fagord og dagligdagsudtryk
  • Visuel og mundtlig kommunikation side om side
  • Ledelsesmæssig opmærksomhed på at anerkende små fremskridt

På den måde bliver sproget en naturlig del af både opstart og tilknytning – ikke et sideløbende projekt.

Når engelsk ikke er en løsning

I nogle virksomheder kan kollegerne, der modtager de internationale medarbejdere, ikke kommunikere på engelsk. Her er der brug for særlige greb:

  • Fokus på dansk fra start – send medarbejderen hurtigt i gang på sprogcenter og brug arbejdspladsen aktivt som læringsrum.
  • Visuel kommunikation – brug piktogrammer, farvekoder og billedmanualer til instruktioner.
  • To-sprogede materialer – kombinér dansk med medarbejderens modersmål i fx sikkerhedsinstruktioner.
  • Buddy-ordning – en dansktalende kollega kan understøtte hverdagen, selv uden engelsk, med kropssprog, gentagelser og praktisk visning.
  • Små læringsrum i hverdagen – frokostpauser og korte arbejdsopgaver kan blive vigtige trin i sproglæringen.

Denne tilgang kan hjælpe både danske og udenlandske medarbejdere til at forstå hinanden og skabe en fælles kultur på arbejdspladsen.

Hverdagsgreb der styrker sproglæringen

Sproglæring sker ikke kun på sprogcentret. Virksomheder kan understøtte udviklingen ved at skabe små læringsrum i hverdagen. Eksempler:

  • Se en film eller serie sammen og tal om den på dansk dagen efter.
  • Start møder med en kort runde på dansk.
  • Brug billedmateriale og fagordbøger til at koble teori og praksis.
  • Arrangér sociale aktiviteter, hvor dansk bruges naturligt – f.eks. fællesspisning eller brætspil.
  • Lav korte “dagens ord”-runder med relevante fagudtryk.

Selv små initiativer kan have stor effekt, når de bliver en naturlig del af arbejdsdagen.

Integrationsgrunduddannelse (IGU) – et særligt integrationsforløb

For flygtninge og familiesammenførte udlændinge findes Integrationsgrunduddannelsen (IGU), et toårigt forløb, der kombinerer danskundervisning med praktisk oplæring på virksomheden. Formålet er at give medarbejderen en solid introduktion til dansk arbejds- og kulturliv, samtidig med at de opbygger konkrete faglige færdigheder.

Hvad IGU tilbyder:

  • Sproglæring: Danskundervisning tilpasset medarbejderens niveau.
  • Praktisk oplæring: Deltagelse i virksomhedens daglige drift under vejledning.
  • Integration: Introduktion til danske arbejdsrutiner, kultur og sociale normer.
  • Fleksibilitet: Forløbet kan tilpasses virksomhedens behov og medarbejderens progression.

Kobling til mentorordning

Virksomheder kan med fordel koble en sprogmentor på IGU-forløbet:

  • Mentorens rolle: Støtter medarbejderen i sproglæring, arbejdsrutiner og integration i virksomhedens kultur.
  • Offentlig støtte: Kommunen kan under visse betingelser yde økonomisk tilskud til mentorfunktionen, afhængigt af behov og antal timer.
  • Praktiske tips:
    • Hold korte møder eller mini-sessioner med mentor.
    • Forklar fagtermer og arbejdsopgaver på dansk.
    • Hjælp medarbejderen med at forstå virksomhedens kultur og sociale normer.
    • Anerkend små fremskridt og giv løbende feedback.

Bemærk: Mentorordningen kan stadig etableres for øvrige internationale medarbejdere, men her er den internt finansieret uden offentlig tilskud.

12 gode råd til at lykkes med sproglæring

  1. Tal dansk, når det er muligt – og giv tid til at lytte.
  2. Hjælp kollegerne ind i både faglige og sociale fællesskaber – f.eks. i pauser, på møder eller til sociale arrangementer.
  3. Organisér arbejdsopgaver, så sproget indgår naturligt – f.eks. ved instruktioner eller gennemgang af opgaver.
  4. Hav tålmodighed – gentag og forklar tydeligt.
  5. Brug kropssprog og konkrete hjælpemidler – billeder, værktøj og manualer kan gøre en stor forskel.
  6. Husk at alle i virksomheden har en rolle – sproglæring er et fælles ansvar.
  7. Tal åbent om kulturelle forskelle – det skaber forståelse og tryghed.
  8. Accepter at sproglæring tager tid – det er en proces med mange små skridt.
  9. Samarbejd med jeres lokale sprogcenter – de kan tilpasse undervisningen til virksomhedens behov.
  10. Brug teknologi aktivt – f.eks. apps, digitale ordlister eller korte onlinekurser, som kan bruges i pauser/preboarding.
  11. Fokusér på fagtermer – lav små ordlister eller tavler med de mest brugte ord i produktionen, logistikken eller administrationen.
  12. Involver familien og anerkend fremskridt – oplys om lokale danskkurser for ægtefæller/partnere, og fejre de små sproglige sejre i hverdagen.

Kilde SIRI & UIM

Find mere information

  • Læs mere om, hvordan I kan styrke jeres medarbejderes danskkundskaber her: Link
  • Om sprogmentorer læs her: Link 
For medlemmer

Integrationsgrunduddannelse (IGU)

Giver virksomheder mulighed for at ansætte en flygtning i to år til en løn, der tager højde for, at personens faglige og sproglige kompetencer endnu ikke lever op til kravene på det danske arbejdsmarked. Få et overblik her.

Lars Kjærulf
Skrevet af:

Lars Kjærulf

Relateret indhold