Overenskomsternes lønsystemer

Reguleringsordningen, der aftales mellem Skatteministeriet og centralorganisationerne på det offentlige område, sikrer, at lønnen på det offentlige område hverken overhaler eller halter for meget efter lønningerne på det private område. Reguleringerne i de private overenskomster har således stor betydning for hele det danske arbejdsmarked.

Ved de private overenskomstforhandlinger forhandles to forskellige lønsystemer, mindsteløn og normalløn, og det er de såkaldte gennembrudsforlig, der på hvert af de to områder sætter rammen for de øvrige overenskomstforhandlinger.  

DI’s forhandler både mindstelønsoverenskomster og normallønsoverenskomster.

Mindsteløn

Som navnet antyder, fastsætter mindstelønsoverenskomster – som f.eks. Industriens Overenskomst – en laveste grænse for, hvordan lønnen kan fastsættes. Der er altså ikke tale om en standardsats, som skal betales til medarbejderen, men en mindstegrænse for den løn, der kan fastsættes på den enkelte virksomhed.

På en mindstelønsoverenskomst fastsættes lønnen for den enkelte medarbejder altså ikke i overenskomsten. Den endelige lønfastsættelse forudsættes derimod at ske efter en lokal forhandling eller -vurdering.

Det forudsættes, at der er lønspredning på virksomheden, idet lønnen typisk skal tage højde for den enkeltes dygtighed, erfaring, uddannelse og indsats.

På funktionærområdet er der ikke altid fastsat en mindsteløn i overenskomsterne, selvom der formelt set stadig er tale om mindstelønsoverenskomster. Overenskomsterne kan således være ”satsløse”. Dette gælder f.eks. for Industriens Funktionæroverenskomst, som blot fastsætter nogle rammer for lønfastsættelsen og en række generelle kriterier for, hvordan den skal ske.

Normalløn

I normallønsoverenskomster fastsættes lønnen for den enkelte medarbejder som udgangspunkt i selve overenskomsten. Den enkelte medarbejder kan altså som udgangspunkt finde den løn, pågældende har krav på i overenskomsten, og der vil normalt ikke foregå en individuel lønforhandling eller -vurdering.

Arbejdsgiveren må gerne give den enkelte medarbejder en højere løn, men er ikke forpligtet til at forhandle lønnen med den enkelte medarbejder. I modsætning til, hvad der gælder på mindstelønsområdet, forudsætter normallønsoverenskomster ikke en lønspredning på virksomheden.

Industriens Overenskomst

Industriens Overenskomst er traditionelt den overenskomst, der danner rammen for øvrige mindstelønsoverenskomster; det såkaldte gennembrudsforlig på mindstelønsområdet. Overenskomsten fastlægger en fælles mindsteløn, der gælder for alle virksomheder. Lønsatsen er fastsat i overenskomstens § 22, hvor man også kan finde de reguleringer, der sker i mindstelønnen henover overenskomstperioden. Typisk den 1. marts hvert år.

Den enkelte medarbejders løn skal aftales – og drøftes årligt – mellem virksomheden og medarbejderne uden indblanding fra organisationerne. Lønnen skal afspejle den enkelte medarbejders kvalifikationer og indsats, men ledelsen og medarbejderne kan aftale særlige lønordninger, herunder bonus- og resultatlønsordninger.

Udgangspunktet i Industriens Overenskomst er, at lønnen forhandles med den enkelte medarbejder. Der er dog mulighed for at aftale, at lønnen forhandles kollektivt, således at det er tillidsrepræsentanten, der forhandler med ledelsen på vegne af sine kolleger.

Der er pligt til en årlig lønforhandling, men ikke til opnåelse af et bestemt resultat. Lønfastsættelsen skal således ske med udgangspunkt i forholdene på den enkelte virksomhed således, at der tages behørigt hensyn til at virksomhedens produktivitet og konkurrenceevne og dermed beskæftigelsesmuligheder.

Det er væsentligt at være opmærksom på, at den regulering af bidraget til f.eks. fritvalgs lønkontoen, der måtte være aftalt i overenskomsten, også er en del af den samlede lønpakke, og derfor bør tages i betragtning ved de lokale lønforhandlinger. Tilsvarende gælder ved f.eks. regulering af pensionsbetalingen.

Find mere information om Industriens Overenskomst her: Industriens Overenskomst - DI (danskindustri.dk)

Industriens Funktionæroverenskomst

I Industriens Funktionæroverenskomst er satsløs, og der er således ikke fastsat en generel mindsteløn for alle medarbejdere. Overenskomsten har kun egentlige mindstelønssatser for elever og praktikanter.

Tilsvarende til Industriens Overenskomst følger det af Industriens Funktionæroverenskomst § 3, at lønnen for den enkelte medarbejder aftales mellem arbejdsgiveren og medarbejderen, at lønnen skal give udtryk for den enkeltes indsats, kvalifikationer, uddannelse og dygtighed samt stillingens indhold og ansvar.

Det er væsentlig at være opmærksom på, at Industriens Funktionæroverenskomst ikke på samme måde som Industriens Overenskomst giver en ret eller pligt til en årlig forhandling af lønnen. Overenskomsten stiller alene krav om, at arbejdsgiveren vurderer og eventuelt regulerer medarbejderens lønforhold individuelt mindst en gang om året.

Find mere information om Industriens Funktionæroverenskomst her: Industriens Funktionæroverenskomst – DI (danskindustri.dk)

Fællesoverenskomsten

Fællesoverenskomsten er traditionelt den overenskomst, der danner rammen for øvrige normallønsoverenskomster; det såkaldte gennembrudsforlig på normallønsområdet.

På Fællesoverenskomsten fastsættes lønnen ved de centrale overenskomstforhandlinger. Medarbejdere kan ansættes på timeløns- eller fuldlønsordning. Begge typer medarbejdere får den samme timeløn, men udbetales forskelligt.

Der er på Fællesoverenskomsten mulighed for lokalløn, hvor en del af medarbejdernes normalløn kan udmøntes lokalt på baggrund af en aftale med tillidsrepræsentanten.

Læs mere om lokalløn her: I dybden med lokalløn - DI (danskindustri.dk)

Find mere information om Fællesoverenskomsten her: Fællesoverenskomsten - DI (danskindustri.dk)

Find mere information om løn, bonus og personalegoder her: Løn, bonus og personalegoder - rådgivning til arbejdsgivere - DI (danskindustri.dk)