17.06.26

Opdateret med særlige ændringer

Vi har tilføjet 365løn på listen over, hvilke lønsystemudbydere, der er med i ordningen.

Vi rådgiver dig

FAQ om synliggørelse af samlet løn på lønsedler

DI har i samarbejde med lønsystemudbyderne fået ændret lønsedlerne, så den samlede løn fremover bliver synlig for medarbejderne. Få svar på praktiske spørgsmål om den nye løsning, og hvad den betyder for din virksomhed.

Hvad er det nye?

DI har i samarbejde med lønsystemudbyderne fået tilføjet en ny linje på lønsedlen. 

Det er den samlede løn (se nedenfor), som enten kan være som en timeløn eller månedsløn.  

Hvorfor laver vi løsningen?

Ved de seneste overenskomstforhandlinger er virksomhedernes bidrag til for eksempel medarbejdernes pensionsopsparing og fritvalgsordninger blevet sat op, og disse bidrag udgør en betydelig andel af medarbejdernes samlede løn. 

Nogle medarbejdere er ikke opmærksomme på de indirekte lønelementer og på hvor meget virksomhederne samlet betaler til medarbejderen. Op til overenskomstforhandlingerne i 2025 efterspurgte DI’s medlemsvirksomheder, at den samlede løn bliver mere synlig for medarbejderne. 

Derfor aftalte DI med fagbevægelsen, at DI skulle igangsætte et samarbejde med lønsystemudbyderne om en løsning, som giver medarbejderne et klart overblik over hele deres lønpakke – inkl. fritvalgsordninger, pension og andre lønelementer – direkte på lønsedlen. 

Hvad er med i den samlede løn?

Den samlede løn omfatter:  

  • Grundløn (time- eller månedsløn) 

  • Personlige tillæg 

  • Kvalifikationstillæg 

  • Funktionstillæg 

  • Præstationsbestemte tillæg 

  • Overenskomstbestemte tillæg f.eks. chaufførtillæg eller anciennitetstillæg 

  • Overarbejde og genetillæg
     
  • Ferietillæg - opsparing for funktionærer

  • Store bededagstillæg

  • Rådighedsvagter, kørselstillæg og andre typer variable tillæg

  • Bonus, provision og andre uregelmæssige betalinger f.eks. akkordoverskud og forskud 

  • Løn under sygdom, barsel eller barns sygdom – hvor virksomheden betaler lønnen 

  • Bidrag til Fritvalgs Lønkonto (også kaldet Særlig opsparing eller særlig lønopsparing), feriepenge for timelønnede og SH/frihedsopsparing 

  • Arbejdsgivers pensionsbidrag (inkl. ATP) 

Hvad er ikke med i den samlede løn?

Disse beløb indgår ikke i den samlede løn:  

  • Gratialer 
  • Fratrædelsesgodtgørelser 
  • AUB-bidrag 
  • Forsikringer 
  • Personalegoder 
  • Bruttolønsordninger 

Det skyldes, at disse elementer kan variere meget fra virksomhed til virksomhed, og enkelte elementer kan være svære at sætte værdi på. For at sikre, at den samlede løn er forståelig og mest mulig sammenlignelig for medarbejderne, er disse elementer undladt.   

Hvorfor indgår personalegoder ikke i den samlede løn?

Det er et valg, vi har truffet, fordi vi gerne vil gøre det så gennemskueligt som muligt for medarbejderen, hvordan beløbet på lønsedlen er beregnet 

Hvorfor indgår overtidsbetaling i den samlede løn?

Betaling for overarbejde er på den ene side en særlig kompensation for besværet ved at arbejde mere end den normale arbejdstid, og det kunne godt tale for at undlade at regne det med i den samlede løn

På den anden side indgår overtidsbetalingen i grundlaget for bl.a. fritvalg og derfor vil overarbejde uundgåeligt komme til at påvirke beregningen af den samlede løn.

For at gøre beregningen simplere har vi derfor valgt at inkludere overarbejdsbetalingen.   

Hvorfor var det problem for medarbejderne at se den samlede løn før?

Ved at få vist den samlede løn på lønsedlen kan medarbejderne lettere se, hvor meget de samlet får i løn af virksomheden, og virksomhederne kan lettere se den samlede udgift.  

Alle lønelementer fremgik også af lønsedlerne før, men der var typisk ikke en samlet visning af den samlede løn inklusive alle lønelementer. Dermed var det ikke nemt at se, hvad man som medarbejder samlet set fik udbetalt fra virksomheden.  

Den samme udfordring havde virksomhederne, der gerne ville vise medarbejderen de samlede lønomkostninger. 

Med den nye visning af samlet løn på lønsedlerne bliver det lettere for både medarbejdere og virksomheder at få overblik over hele lønpakken. 

Hvilken fordele giver løsningen for virksomheden?

DI håber, at den nye tilføjelse til medarbejdernes lønsedler kan bidrage til øget gennemsigtighed, bedre medarbejdertilfredshed og på sigt færre spørgsmål om løn. 

Medarbejderen kan lettere forstå sin samlede løn og lettere sammenligne sin løn. 

Skal vi selv beregne den samlede løn?

Nej. Lønsystemudbyderen har udviklet funktionen og stiller en beregning til rådighed med de rette lønarter og en visning af den samlede løn på lønsedlen.  

Virksomheden kan aktivere funktionen i lønsystemet, hvis jeres lønsystem er med i projektet. 

Er det et lovkrav at vise den samlede løn?

Nej, det er ikke et lovkrav. Det er en frivillig løsning, som DI anbefaler, fordi den skaber gennemsigtighed og styrker dialogen om løn. 

Hvornår bliver løsningen tilgængelig?

Den nye linje på lønsedlerne bliver senest implementeret hos lønsystemudbyderne pr. 1. juli 2026. Nedenfor har vi angivet de forventede tidspunkter for drift. Den opdateres løbende. 

  • Lessor Payroll (tidl. LessorLøn) – tilgængelig
  • Danløn – tilgængelig
  • KMD - tilgængelig
  •  Intega (tidl. Visma Enterprise) – tilgængelig
  • Visma Dataløn –11. juni 2026
  • EG – tilgængelig
  • Intect – 1. juli 2026
  • Hallerupnet – tilgængelig
  • Temponizer - senest 1. juli 2026
  • Azets Epos – senest 1. juli 2026
  • Azets Perspektiv –tilgængelig
  • AirBOSS – senest 1. juli 2026

Hvordan aktiverer vi løsningen?

Det afhænger af jeres lønsystem. 

Lessor Payroll (tidl. Lessorløn): Vejledning til visning af samlet løn

Danløn : Nyt i Danløn: Vis den reelle løn på lønsedlen - Danløn

Vi opdaterer løbende FAQ'en med information om, hvordan I kan få fat i jeres lønsystem for at få det aktiveret, efterhånden som vi modtager info fra udbyderne. 

Hvad koster det?

DI har medfinansieret udviklingen af løsningen, og der er ingen omkostninger for virksomheden ved at bruge løsningen.

Der kan være særlige tilfælde, hvor man som virksomhed får sin lønsystemudbyder til at foretage ændringer i lønsystemet. Her kan det være der en timepris for at få den samlede løn på lønsedlen.

Hvis I er i tvivl, kan I kontakte jeres lønsystemsudbyder.

Hvilke lønsystemudbydere er med?

Her er en liste over de danske lønsystemudbydere, der ændrer lønsedlerne som resultat af aftalen med DI:  

  • Lessor Payroll (tidl. LessorLøn)
  • Danløn 
  • KMD 
  • Intega (tidl. Visma Enterprise)
  • Visma Dataløn 
  • EG Lønservice
  • Intect  
  • Hallerupnet 
  • Temponizer 
  • Azets Epos 
  • Azets Perspektiv 

  • AirBOSS

  • Salary

  • 365Løn    

Hvordan sikrer vi, at medarbejderne forstår den nye visning?

DI anbefaler, at virksomheder informerer medarbejderne via intranet, nyhedsbreve og/eller personalemøder.

I kan f.eks. benytte slides fra præsentationen "Samlet løn - præsentation til medlemmer", som du kan hente til højre her på siden.

Hvem får vist den samlede løn på deres lønseddel?

Det afhænger af lønsystemsudbyderen.

For nogle lønsystemsudbydere kan det gøres alle for medarbejdere, medarbejdergrupper eller individuelt for enkelte medarbejdere.

For andre lønsystemsudbydere kan det gøres for alle medarbejdere.

Hvis I vil vide mere, skal I tage fat i jeres lønsystem.

Ændrer det på medarbejderens timeløn eller udbetalte løn?

Nej. Der er ingen ændring af lønnen. Det er blot en visning af den samlede løn den pågældende lønperiode.

Alle elementer vil allerede være på lønsedlen blot mange forskellige steder, hvilket kan gøre det lidt uoverskueligt. Derfor har vi lavet denne løsning.  

Får medarbejderen mere udbetalt?

Nej. Medarbejderen får det samme udbetalt som før ændringen af lønsedlen.

Man kan heller ikke sammenligne den samlede løn med det udbetalte. Flere af elementerne, der indgår i den samlede løn, er opsparinger, som ikke udbetales. 

Hvorfor er den samlede løn højere end den løn, medarbejderen får udbetalt?

Fordi den samlede løn er inklusive de indirekte omkostninger, som feriepenge, Fritvalgs Lønkonto (særlig opsparing, særlig lønopsparing), SH og pension. De løndele bliver først udbetalt senere.

Derudover er den samlede løn opgjort før skat, og flere af løndelene indgår først i skattebetalingen når de udbetales, og ikke når de opspares.  

Hvorfor ændres den samlede løn for medarbejderen fra måned til måned?

Der kan være forskel i den samlede løn fra periode til periode af flere grunde. Det kan f.eks. skyldes mere eller mindre overarbejde, udbetaling af bonusser eller overskudsdeling.

Det kan også skyldes, at medarbejderen har udført arbejde, som har givet et genetillæg, som pågældende ikke tidligere har fået. Den vil variere, uanset om den samlede løn står på lønsedlen. 

Hvis vi gerne vil have tilføjet flere lønarter, skal vi selv inkludere det i den samlede løn?

Det kommer an på jeres lønsystem. Nogle lønsystemer har nogle faste lønarter, mens andre giver mulighed for at ændre i dem.

Her skal I tage fat i jeres lønsystemudbyder for hjælp.  

Er den samlede løn før eller efter skat?

Det er før skat. 

Hvilken fordele giver løsningen for medarbejderne?

For medarbejderne betyder den nye løsning, at de får bedre overblik over deres løn og kan se, hvordan deres samlede løn bliver påvirket, når f.eks. fritvalgsbidrag. pension og andre løndele stiger. 

Desuden får medarbejderne et godt overblik, hvis de får overvejer jobtilbud. 

Hvem kontakter vi ved spørgsmål?

Jeres lønsystemudbyder: Kontaktperson fremgår af jeres aftale. 

  • Lessor Payroll (tidl. LessorLøn) Support eller på tlf.: 48 16 60 80  
  • KMD 
  • Intega (tidl. Visma Enterprise)
  • Visma Dataløn 
  • Intect   
  • Temponizer 
  • Azets Epos 
  • Azets Perspektiv 

  • AirBOSS 

  • Salary

Hvad gør vi, hvis medarbejderne har spørgsmål til den samlede løn?

I kan f.eks. benytte slides fra præsentationen "Samlet løn - præsentation til medlemmer", som du kan hente til højre her på siden.

I kan også kontakte
 jeres lønsystemudbyder

Kan vi fravælge løsningen senere?

Ja, visningen er valgfri og kan deaktiveres via lønsystemet. 

Kan den samlede løn bruges til at beregne fratrædelsesgodtgørelser i overenskomsterne?

Nej. Udregningen af fratrædelsesgodtgørelser bruger et andet beregningsgrundlag.

Den samlede timeløn eller månedsløn indeholder flere elementer og varierer fra lønperiode til lønperiode.  

Kan den samlede løn bruges til at udregne løn under sygdom?

Nej, det kan den ikke.

Den samlede timeløn eller månedsløn kan indeholde betalinger for sygdom. Desuden indeholder den samlede timeløn eller månedsløn flere elementer, end beregningen af løn under sygdom gør.  

Kan jeg bruge den samlede løn som grundlag for udregning af tilskud ved efteruddannelse?

Nej, Den samlede løn på lønsedlen kan ikke danne grundlag for en refusionsberegning til efteruddannelse. 

Kan den samlede løn bruges til at udregne erstatninger ved arbejdsulykker eller lignende?

Nej, den samlede løn er ikke et begreb, som kan bruges til det. Her er der nogle faste principper og metoder, som fortsat skal bruges.  

Skal virksomheden være på overenskomst for at bruge løsningen?

Nej, alle virksomheder og medarbejdergrupper kan bruge løsningen, for eksempel er løsningen også tilgængelig for funktionærer uden overenskomst.  

Skal man være medlem af DI for at bruge løsningen?

Nej, alle virksomheder, uanset om de er medlem af en arbejdsgiverorganisation, brancheforening eller har overenskomst eller ej, får mulighed for at bruge løsningen. 

Indgår en udbetalt ferieuge i den samlede løn?

Ja. Hvis medarbejderen vælger at arbejde og ikke afholde sin ferieuge, og den i stedet bliver udbetalt, skal den indgå i den samlede løn.  

Indgår fri bil i den samlede løn?

Nej. Det er et personalegode. Vi har valgt ikke at inkludere personalegoder for at gøre den samlede løn så gennemskuelig som mulig.  

Kan den samlede løn bruges til løngennemsigtighedsdirektivet?

Nej. Dette erstatter ikke arbejdet med løngennemsigtighedsdirektivet.

Er det muligt at få en år-til-dato opgørelse af den samlede løn?

Det er ikke noget, som er en del af vores projekt. Det er noget, I særskilt skal drøfte med jeres lønsystem.

Indgår feriefridage i den samlede løn?

Ja. Hvordan de indgår, afhænger af overenskomsten. Det kan indgå på forskellige måder. Enten via frihedsopsparingen eller fritvalgs lønkontoen.

Hvis ikke man har valgt at ligge det ind i fritvalgs lønkontoen, indgår det på den måde, som det altid har gjort. Det vil sige, at når en medarbejder afholder en feriefridag, får medarbejderen sin normale løn.  

Indgår funktionærers ferie med løn i den samlede løn?

Når en funktionær afholder ferie og får sin normale løn, vil det indgå i den samlede løn. Men den samlede løn vil være lavere, fordi man ikke optjener fritvalgs lønkontoen, når man har afholder ferie.

De optjener ikke ferie som timelønnede.

Reducerer det den samlede løn, hvis medarbejderen holder ferie uden løn?

Ja, hvis medarbejderen holder ferie uden løn og derfor trækkes i løn, vil det reducere den samlede løn, fordi medarbejderen får en lavere løn.

Indgår en medarbejders faste tillæg i stedet for fri bil eller fri telefon i den samlede løn?

Ja. Det betragtes som løn, og skal indgå i beregningen. Vi er opmærksomme på, at det kan give forskellige resultat af den samlede løn, hvis man har en medarbejder, som har valgt det ene, og en anden medarbejder, der har valgt fri bil.  

Indgår store bededagstillæg i beregningen af samlet løn?

Ja. det indgår i beregningen. Det samme gør det, hvis det indgår i ferietillægget.

Hvilke timer indgår i beregningen af den samlede løn?

Timelønnede

Disse timer indgår i beregningen:

  • Præsteret arbejdstimer inkl. overarbejdstimer
  • Sygefraværs timer
  • Barselstimer så længe der betales fuld løn
  • Timer med løn under uddannelse

Disse timer indgår ikke:

  • Sygdom uden løn
  • Barselstimer uden løn
  • Timer ved ferie, hvor medarbejderen får dækket af løn fra opsparet midler
  • Timer ved SH-dage, hvor medarbejderen får dækket løn fra opsparet midler
  • Hvis værdien af feriefridagene (f.eks. 2,5/2,25 pct.) er lagt i fritvalg lønkontoen/særlig opsparing, skal timerne ved afholdelse af feriefridagene ikke medtages.

Der indgår ikke timer i beregningen af den samlede månedsløn.

Tager den samlede løn højde for, hvis man har medarbejdere som f.eks. har natarbejde og et lavere antal arbejdstimer?

Ja. Beregningen er baseret på de præsterede timer.

Hvad hvis medarbejderen har mere end fem feriefridage?

Alle feriefridage indgår i den samlede løn.

Skal timerne ved en SH indgå i timeberegningen for timelønnede?

Nej, fordi det er ikke præsterede timer. Medarbejderen får ikke løn, når de afholder en SH-dag. Derfor skal timerne ved de dage ikke indgå.

Artikel opdateret den 17.06.26

Åbningstider:

Hverdage fra 08.00 til 11.30 og fra 12.30 til 16.00.

Ring til os:

Du kan kontakte Lønstatistik på telefon 3377 1090, hvis du har spørgsmål om løn- og fraværsstatistik, statistik over arbejdsulykker eller jobskifte, eller hvis du har brug for rådgivning i brugen af Netstat.

Vi kan ligeledes kontaktes, hvis du har spørgsmål til personaleomkostninger, indberetning til statistik samt rådgivning om lokale lønreguleringer.

Relateret indhold