Vi rådgiver dig

Firmabil

Medarbejderen kan blive beskattet af firmabilen. Hvis virksomheden stiller en bil til rådighed for medarbejderen til brug for privat kørsel, skal medarbejderen betale skat af bilens værdi, som beregnes efter en særlig regel.

Beskatning af firmabil

En medarbejder bliver kun beskattet af firmabilen, hvis den står til rådighed privat.

Hvis medarbejderen vil undgå at blive beskattet af bilen, skal medarbejderen godtgøre, at firmabilen ikke bliver brugt privat. Det kræves som minimum, at der er en skriftlig aftale mellem arbejdsgiver og medarbejder om, at bilen ikke må bruges til privat kørsel - også kørsel mellem hjem og arbejde.

Virksomheden har pligt til at sikre, at medarbejderen overholder aftalen. Det gøres i praksis ved at kontrollere, at udgifter til f.eks. benzin og service svarer til omfanget af den erhvervsmæssige kørsel.

Bilens værdi

Den skattemæssige værdi af fri firmabil sættes til en procentdel af bilens værdi, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. I indkomståret 2025 og efterfølgende indkomstår sættes den årlige værdi til 22,5 pct. af bilens værdi. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr.

Til den skattepligtige værdi medregnes et miljøtillæg. I indkomståret 2025 og senere indkomstår er miljøtillægget 700 pct. (dvs. den årlige afgift eksklusive udligningsafgift og privatbenyttelsestillæg, der skal betales for bilen efter brændstofforbrugsafgiftsloven eller efter lov om vægtafgift af motorkøretøjer mv., med tillæg af 600 pct.)

Værdien af arbejdsgiverbetalt installation af ladestander ved bopælen i forbindelse med fri elbil eller pluginhybridbil er skattefritaget. Hvis medarbejderen beskattes af fri elbil eller pluginhybridbil i mindre end seks måneder, beskattes medarbejderen dog af markedsværdien af ladestander og installation, hvis installationen overgår til privat brug.

Selve udgiften til arbejdsgiverbetalt el til opladning af bilen anses som hidtil som en sædvanlig driftsudgift, der er dækket af den almindelige beskatning af fri bil.

Bilen er ny eller højst tre år - eller bilen er mere end tre år

Når beregningsgrundlaget for fri bil skal opgøres, skelnes der mellem, om bilen er ny eller højst tre år gammel fra købstidspunktet, eller om bilen er købt mere end tre år efter første indregistrering.

Er bilen ny eller højst tre år, anvendes nyvognsprisen som beregningsgrundlag. Beholdes bilen efter tre år, skal bilens værdi beregnes på ny. Den nye værdi er 75 pct. af nyvognsprisen (dog mindst 160.000 kr.).

Er bilen købt mere end tre år efter første indregistrering, anvendes købsprisen som grundlag for beregningen af den skattemæssige værdi (dog mindst 160.000 kr.).

Leasingbiler

Ligningslovens § 16, stk. 4, gælder også for biler, som arbejdsgiver har leaset. Den skattepligtige værdi fastsættes, som om bilen var købt af arbejdsgiver. Når bilen leases, skal leasingselskabet oplyse bilens beregningsgrundlag for fri bil.

For leasingbiler, der udleveres fra og med 1. februar 2020, er det den genberegnede nybilpris, der skal anvendes som beregningsgrundlag for beskatningen. Reglerne om genberegning medfører, at registreringsafgiften beregnes på ny, hvis den teknisk genberegnede afgiftspligtige værdi overstiger den oprindelige afgiftspligtige værdi. Reglen om genberegning er stykket sådan sammen, at firmabilbruger skal betale mere i skat, hvis bilpriserne stiger, men ikke opnår et nedsat beskatningsgrundlag, hvis priserne falder i forhold til prisen ved 1. indregistrering.

Den genberegnede værdi skal bruges fra og med den måned, genberegningen er sket, og indtil tre år efter bilens første registrering. Beholdes bilen efter tre år, skal bilens værdi beregnes på ny. Den nye værdi er 75 pct. af den teknisk genberegnede nybilpris (dog mindst 160.000 kr.).

Hvis bilen udleveres som fabriksny til medarbejderen, vil der typisk være et lavere beskatningsgrundlag i de første tre måneder, indtil bilens værdi er genberegnet.

Leasingtager kan hos leasingselskabet få oplyst den genberegnede nybilpris til brug for beregning af beskatningen.

Artikel opdateret den 01.03.26

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.