Webinar: Ny bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø
Den 27. oktober 2020 kan du blive klogere på den kommende bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø, der træder i kraft den 1. november 2020. De arbejdsmiljømæssige krav til arbejdsgiver er de samme, men nu kan du som noget nyt få et samlet overblik over, hvad der kræves af dig som arbejdsgiver generelt og i forhold til særlige fokusområder som f.eks. krænkende handlinger.
Bekendtgørelsen er blevet til på baggrund af et politisk forlig fra 2019, hvor det blev besluttet at samle reglerne for det psykiske arbejdsmiljø ud fra eksisterende regler og Arbejdstilsynets praksis. Formålet var at gøre det lettere for arbejdsgivere og ansatte at orientere sig om reglerne og de krav, der stilles til de enkelte aktører, når det gælder f.eks. stor arbejdsmængde og tidspres, krænkende handlinger og arbejdsrelateret vold. DI har deltaget i regeludvalgsarbejdet og er tilfreds med nu at have én samlet bekendtgørelse, hvor arbejdsgivers pligter er klart definerede og afgrænsede.
På webinaret vil Kirstine Spiegelenberg og Anders Just Pedersen fra DI’s arbejdsmiljøenhed gøre jer klogere på regelsættets opbygning, de nye definitions-, vurderings- og pligtbestemmelser, og hvordan bekendtgørelsen kan danne ramme om arbejdsmiljøarbejdet ude i jeres virksomheder.