DI: God trepartsaftale om seksuel chikane
Regeringen og arbejdsmarkedets parter har nu efter mere end et års arbejde indgået trepartsaftale om seksuel chikane, der skal understøtte kulturforandringer på arbejdspladsen.
Aftalen indeholder i alt 17 initiativer, der skal understøtte virksomheder i arbejdet med at forebygge og håndtere sager om seksuel chikane, herunder bliver reglerne tydeliggjort, så både arbejdsgivere og medarbejdere kender deres ansvar og pligter, og det kan få større konsekvenser, hvis arbejdspladsen ikke lever op til sine forpligtigelser.
De 17 initiativer er i disse fem emnegruppe:
- Et klart regelgrundlag i sager om seksuel chikane og højere godtgørelser i grove sager.
- Fokus på seksuel chikane på den enkelte arbejdsplads.
- Øget viden om seksuel chikane.
- Indsats i forhold til unge - bedre retsstilling for elever og lærlinge - der har været udsat for seksuel chikane.
- Et fremadrettet fokus på at modgå seksuel chikane.
En række af initiativerne kræver lovændringer, og regeringen vil derfor forelægge trepartsaftalen for Folketingets partier.
DI ser den samlede trepartsaftale som afbalanceret og med en række gode initiativer, der kommer til at understøtte indsatsen med at sikre arbejde, hvor ingen er udsat for seksuel chikane.
DI er særligt tilfreds med at virksomheder, der arbejder godt med håndtering af seksuel chikane, bliver understøttet med aftalen, mens det er virksomheder, der ikke lever op til forpligtelser, som kan blive sanktioneret hårdere i forhold til godtgørelser. Samtidig er det godt, at aftalen fremhæver, at alle på en virksomhed skal medvirke i arbejdet med at undgå seksuel chikane.
Medlemmer af DI kan få rådgivning om både forebyggelse af seksuel chikane og håndtering af sager herom.
Læs trepartsaftalen om seksuel chikane og de 17 initiativer her.
Få rådgivning om Sexchikane på arbejdspladsen - DI (danskindustri.dk)