Opdateret vejledning om anmeldelse af COVID-19 som arbejdsskade
Fra 1. februar 2022 skal sygdomstilfælde efter smitte med COVID-19 kun anmeldes som en arbejdsskade, når særlige forhold gør sig gældende.
Arbejdstilsynet har opdateret AT-vejledningen om vurdering af arbejdsskadesager om sygdom med COVID-19 som følge af den ændrede smittesituation i samfundet.
I den opdaterede vejledning er der tilføjet en tidsmæssig afgrænsning for vejledningen, så den retter sig mod sygdomstilfælde med COVID-19, der er opstået i perioden februar 2020 til udgangen af januar 2022. Det vil sige, at efter 1. februar 2022 skal smitte, som er sket efter 1. februar 2022, håndteres som andre lignende sygdomme.
Fremadrettet er det som udgangspunkt kun særlige situationer, hvor der er opstået senfølger, og smitten kan sandsynliggøres at stamme fra arbejdspladsen, der fortsat kan anmeldes. Det kan f.eks. være, hvor den smittede i udstrakt grad har arbejdet med COVID-19-patienter og stort set ikke har haft kontakt med andre i sin fritid.
For smittetilfælde efter 1. februar 2022 henvises der til de almindelige procedurer og regler for anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme.
Læs mere om Arbejdstilsynets opdaterede vejledning.