Som udgangspunkt skal der på arbejdspladsen være en passende temperatur for dem, der arbejder.

Foto: Colourbox
23.09.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Energikrise: Hvor meget må vi skrue ned for temperaturen på arbejdspladsen?

Som følge af energikrisen og de høje energipriser er mange virksomheder optagede af, hvordan de kan spare på energien. Det kan f.eks. være ved at sænke temperaturen på arbejdspladserne. Men hvor meget må man skrue ned, og hvad gør man, hvis medarbejderne fryser?

Vi står midt i en energikrise, derfor kan det være en god idé at indtænke nye løsninger til at spare på energiforbruget både hjemme, men især også på arbejdspladsen, hvor vi bruger mange timer om ugen. Et sted at starte er at sænke temperaturen på arbejdspladsen, som også er ét af regeringens råd.

Hvor meget må der skrues ned for varmen?

Reglerne for temperatur på arbejdspladsen fremgår af Arbejdstilsynets vejledning Temperatur i arbejdsrum på faste arbejdssteder - Arbejdstilsynet.

Som udgangspunkt skal der på arbejdspladsen være en passende temperatur for dem, der arbejder. En passende temperatur afhænger af, hvilke arbejdsmetoder der anvendes, og hvilke fysiske anstrengelser der er under arbejdet.

Ved stillesiddende arbejde bør temperaturen være mellem 20 og 22 °C, det gælder derfor på de fleste kontorer. Temperaturen ved stillesiddende eller stillestående arbejde bør ikke være højere end 25 °C eller lavere end 18 °C. Det er også de gældende forhold under energikrisen.

Hvis en medarbejder fryser

Mennesker oplever temperatur forskelligt. 18-19 °C vil for mange føles koldt, hvis de blot foretager stillesiddende arbejde. Som arbejdsgiver har du i henhold til Arbejdstilsynets regler pligt til at se på, om det er muligt at indføre forebyggende foranstaltninger. Det kan f.eks. være at kompensere for den lavere temperatur gennem varmere tøj, implementere aktive pauser for at få pulsen op, tæpper eller andre tiltag, der kan afhjælpe, hvis de ansatte fryser.

Det er op til den enkelte arbejdsplads at finde ud af, hvad der giver bedst mening for deres konkrete situation, og hvordan de kan være med til at spare på energien uden at forringe arbejdsmiljøet.

Læs AT’s vejledning om temperatursænkning på arbejdspladsen (AT.dk)

Hvilke andre tiltag kan spare på energien? 

Energistyrelsen har samlet en række tiltag, der kan være med til at sænke forbruget og være med til, at jeres arbejdsplads indtænker løsninger på energikrisen i jeres daglige energiforbrug. 

Spar på strømmen
Sluk for lys, skærme, computere og andet elektronik, når du forlader et rum eller går hjem.

Brug mindre varmt vand
Brug mindre varmt vand ved håndvask, og lad ikke opvaskemaskinen køre på et program, hvor temperaturen overstiger 50 °C.

Læs resten af Energistyrelsens tiltag (sparenergi.dk)

Bent Horn Andersen

Bent Horn Andersen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3774
  • Mobil +45 2229 0289
  • E-mail bhan@di.dk

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.