Vidners reaktioner er afgørende for, om en konflikt udvikler sig til mobning eller chikane.

Foto: GettyImages
11.11.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Forebyg krænkende handlinger med vidnetyper og grib-ind kultur

Forskere har defineret seks typer af reaktioner baseret på, hvordan medarbejdere handler, når de observerer krænkende handlinger. Læs her, hvordan bevidsthed om vidnetyper kan skabe en grib-ind kultur.

Vi skal have det godt, når vi går på arbejde. En del af det handler om at have et godt psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladsen.  

Et godt psykisk arbejdsmiljø er betinget af en kultur, hvor mobning, uønsket seksuel opmærksomhed og nedværdigende adfærd forebygges.  Derfor har vi brug for en grib-ind kultur, hvor alle medarbejdere er bevidste om og tager ansvar for at gribe ind, hvis de observerer krænkende handlinger. 

-Vidners reaktioner er afgørende for, om en konflikt udvikler sig til mobning eller chikane, siger Helle Torsbjerg Niewald, der er chefkonsulent i DI’s arbejdsmiljøenhed. 

Eksempler på krænkende handlinger

Mobning
Hvis man får overtrådt sine grænser
Digitale krænkelser
Seksuel chikane 

Grib-ind kultur 

Det kan være svært at gribe ind i en situation mellem kolleger. Måske ved man ikke, hvad man skal sige eller gøre, eller måske føler man ikke, man kan tillade sig at blande sig, eller at man er den rigtige til at blande sig. Men for at få et godt psykisk arbejdsmiljø er det nødvendigt, at medarbejderne tager ansvar for at gribe ind, når de observerer krænkende handlinger.  

-Hvis vi bliver bevidste om de forskellige vidnetyper, kan vi nemmere reagere, som vi egentligt gerne vil; nemlig ved ikke at være passive, men ved at gribe ind, når vi observerer en krænkende handling. Og måske kan vi finde modet til at sige fra over for den, der udfører den krænkende handling, siger Helle Torsbjerg Niewald. 

Medarbejdere, der udfører krænkende handlinger, er ikke alene om at tage del i en konflikt. Forskning viser, at vidners adfærd i situationer med krænkende handlinger kan afgøre, hvordan situationen udvikler sig.  

Vidner, der griber ind, kan bidrage positivt ved at afværge, nedskalere eller løse konflikten, mens vidner, som forholder sig passivt eller deltager i konflikten, bidrager og forstærker de krænkende handlinger.  

Vidnetyper 

Der findes seks forskellige vidnetyper. Kuglestøberen, assistenten og den passive bidrager negativt til konflikter, mens mægleren, sympatisøren og forsvareren bidrager positivt til konflikter. 

Kuglestøberen 

Kuglestøberen er vidnet, der puster til ilden og skaber situationen. Kuglestøberen er den, der igangsætter og/eller udfører de første krænkende handlinger i det skjulte.  

Assistenten 

Assistenten er vidnet, der samarbejder med den, der mobber eller krænker. Assistenten deltager aktivt ved f.eks. at grine med eller støtter og hjælper den, der mobber eller chikanerer.  

Den passive 

Den passive er vidnet, der undlader at handle, når de observerer, at der foregår krænkende handlinger. Den passive kan enten gå væk fra situationen eller blive i situationen uden at stoppe de krænkende handlinger. 

Mægleren 

Mægleren er vidnet, der griber ind og hjælper med at finde en løsning. Mægleren prøver aktivt at stoppe de krænkende handlinger i situationen eller handler bagefter ved f.eks. at tale med de involverede.  

Sympatisøren  

Sympatisøren er vidnet, der sympatiserer med den, der mobbes eller krænkes. Sympatisøren har sympati for den, der krænkes, men vidnet reagerer ikke i situationen. Vidnet tilbyder trøst og støtte i enerum.  

Forsvareren 

Forsvareren er vidnet, der aktivt forsvarer den, der mobbes eller krænkes. Forsvareren tager parti for den, der mobbes eller krænkes aktivt og offentligt. 

Øget risiko for mobning og konflikter

Der er en række risikoforhold, der øger risikoen for, at mobning og konflikter opstår. 

  • Forandringer
  • Uklarhed i roller og ansvarsområder
  • En hård omgangstone og grov humor
  • Uskrevne regler
  • Konflikter håndteres ikke/håndteres dårligt
  • Ledelse og tillidsvalgte er ikke opmærksomme og/eller har ikke kompetencer til at forebygge og forhindre mobning og konflikter 
Helle Torsbjerg Niewald

Helle Torsbjerg Niewald

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3223
  • Mobil +45 3069 4643
  • E-mail hetn@di.dk

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.