70 pct. af medarbejderne i COWI bruger generativ AI
Hos COWI eksperimenterer medarbejderne med generativ AI i deres interne AI Playground, og det har været med til at opbygge modenheden til at skifte til et mere forretningsstrategisk gear og høste værdifulde potentialer hos virksomheden.
I COWI benytter mere end 70 pct. af medarbejderne sig af den interne generative AI, og mere end 1.200 kolleger bruger teknologien som en fast del af deres hverdag. COWI oplever, at generativ AI har øget effektivisering, produktivitet og arbejdsglæden hos medarbejderne.
-Vi var hurtigt ude af starthullerne og havde allerede i maj 2023 vores interne AI Playground klar, så alle medarbejdere kunne begynde at udforske og eksperimentere med den nye teknologi i et sikkert miljø, fortæller Kenneth C. Kleissl, Group Technology Director i COWI, og fortsætter:
-Vores nysgerrige og eksperimenterende tilgang til generativ AI har været drivkraften bag vores modenhedsrejse, og det har styret vores læring fra start. Det er det, der har gjort, at vi i dag arbejder langt mere strategisk mod de helt store forretningsmæssige effekter.
Sådan fik COWI 70 pct. af medarbejderne ombord i generativ AI på under et år
- Tryg og sikker AI sandkasse
- Agil AI-politik
- Topledelsen sætter retningen
- Leg og lær-tilgang
- Stærkt fokus på videndeling
- Få feedback
- Fra leg til forretning
Tryg og sikker AI sandkasse
COWI har bygget sin egen AI Playground, hvor medarbejdere kan slå sig løs og eksperimentere med teknologien uden at være nervøse for, om andre læser med, eller om der sker brud på datasikkerhed eller fortrolighed.
-Vi har været meget bevidste om, at medarbejderne har brug for at kunne eksperimentere trygt og sikkert. Det betyder, at det skal være sikkert at bruge kundedata og fortrolige oplysninger i vores generative AI, siger Kenneth Kleissl og fortsætter:
-Det skal være trygt at stille AI-modellen ”dumme” spørgsmål uden frygt for at blive udstillet foran kolleger eller ledere. Derfor er vores AI Playground en lukket intern løsning, som ikke gemmer medarbejdernes samtaler til nogen form for videre brug.
I dag er COWI’s AI Playground ikke længere bare en legeplads, men det er et værktøj, der bruges effektivt, og som er værdiskabende for arbejdet.
Agil AI-politik
COWI prioriterede fra start at udvikle en politik for, hvordan generativ AI må anvendes i virksomheden. Da teknologien hele tiden udvikler sig, var det også en prioritet, at politikken løbende kunne tilpasses og forbedres, så der ikke ville opstå brud på datasikkerheden.
-Vi har lagt vægt på, at vi hurtigt skulle kunne tilpasse politikken, fordi generativ AI er et usikkert og dynamisk miljø, som hele tiden udvikler sig. Derfor omfattede politikken heller ikke alt fra start, siger Kenneth Kleissl og fortsætter:
-Og faktisk har vi revideret politikken adskillelige gange i dens første leveår, fordi teknologien ændrer sig, og vi løbende er blevet klogere.
AI overtager ikke dit job, men det gør medarbejderen, der forstår at bruge AI. Kenneth C. Kleissl, Group Technology Director i COWI.
Topledelsen sætter retningen
-Ledelsen skal styre retningen fra start og samtidig være klar til at ændre kurs, når ting forandrer sig. Det kræver en ledelse, som er ærlig og åben om, at de kan tage fejl og ikke kan vide det hele på forhånd, siger Kenneth Kleissl.
Hos COWI har succesfuld implementering af generativ AI krævet, at topledelsen har turde sætte en kurs på trods af manglende viden om teknologien. Hvis ledelsen venter indtil, at de føler, de har tilstrækkelig information, så er det svært at følge med forandringen og hjælpe medarbejderne godt i gang.
-Det kræver også, at topledelsen går forrest for at inspirere medarbejderne til at bruge generativ AI ved at vise og fortælle om, hvordan de f.eks. selv anvender vores AI Playground, fortæller Kenneth Kleissl.
Leg og lær-tilgang
Hos COWI har de valgt at gribe generativ AI lidt anderledes an, end mange andre virksomheder gør. Nogle virksomheder lægger ud med use cases og træning, så medarbejderne er godt klædt på, inden de går i gang med generativ AI. Men sådan er det ikke hos COWI.
-Vi vendte rundt på rækkefølgen og slap medarbejderne løs, så de kunne lære teknologien at kende ved at teste og eksperimentere sig frem. Så kunne vi derefter formalisere brugsområder og læringsprocesser. Det gav os en frivillig og medarbejderdrevet adoption, siger Kenneth Kleissl og fortsætter:
-Selvfølgelig er det ikke alle, der er klar til at springe ud i legen med generativ AI fra start. Vi skal gøre det trygt for dem at komme i gang og inspirere dem til at hoppe ud i det. Til at starte med fokuserede vi på de mest omstillingsparate og AI-nysgerrige medarbejdere, siger Kenneth Kleissl.
Det indledende fokus på de mest AI-nysgerrige medarbejdere gav også COWI en metode til at få inspireret de mindre nysgerrige medarbejdere til, hvordan de også kunne få gavn af teknologien i deres arbejde.
Når medarbejderne har lært teknologien at kende, og man har fået etableret en basal AI modenhed i organisationen, tror jeg, man er langt bedre rustet til at skifte til et mere strategisk gear, hvor man for alvor går ind og understøtter sin forretningsstrategi med AI. Kenneth C. Kleissl, Group Technology Director i COWI.
Stærkt fokus på vidensdeling
COWI oprettede et internt og socialt AI-community, hvor medarbejdere holder events sammen og deler erfaringer med hinanden, så de bliver ved med at inspirere til nye måder at bruge generativ AI på.
-Vi har også kørt webinarer, hvor vores AI community-team delte inspiration og viden om, hvordan man kan og bør bruge teknologien. De delte tips og tricks til god brug. Det var frivilligt at deltage, og der var som regel mellem 400 og 500 deltagende medarbejdere, fortæller Kenneth Kleissl.
Generelt har COWI meget fokus på at involvere medarbejderne i udbredelsen af generativ AI. Det var derfor også naturligt at lade lokale ambassadører i de enkelte afdelinger sprede budskabet om teknologien. De er ikke professionelle change-managers, men deres passion og engagement er med til at sikre, at generativ AI kommer på dagsordenen til afdelingsmøder og får opmærksomhed blandt kollegerne.
-Topledelsen sætter retningen, men det er medarbejderne selv, der er eksperter på, hvordan generativ AI bruges mest værdiskabende i deres arbejde, siger Kenneth Kleissl.
Få feedback
COWI’s medarbejdere har helt fra begyndelsen kunne indsende feedback på deres oplevelser med AI Playground.
-Vi ville gerne kunne følge med i tendenserne fra start, så vi kunne tilpasse systemet og understøtte medarbejderne bedst muligt og så tidligt som muligt, siger Kenneth Kleissl og fortsætter:
-Medarbejderne kunne give feedback direkte i vores AI Playground, og de kunne både indrapportere fejl på systemet og ønsker til, hvordan AI Playground kunne blive bedre.
Feedbackfunktionen er dog ikke den eneste mulighed for COWI at følge med i, hvad medarbejderne oplever, når de bruger AI Playground:
-Vores finger på pulsen opnår vi også ved, at medarbejdere i udviklerteamet deler nyheder, status og brugsdata direkte i vores community-kanal. På den måde kunne udviklerne og slutbrugerne kommunikere direkte med hinanden, siger Kenneth Kleissl.
Fra leg til forretning
COWI’s nysgerrige og eksperimenterende tilgang til generativ AI har givet mange medarbejdere erfaringer med teknologien tidligt. Det har banet vejen for, at COWI i dag investerer massivt i højstrategiske forretningsmæssige effekter.
Med en agil AI-politik og feedback for brugerne har COWI kunne tilpasse deres tilgang og prioritering, så brugen af generativ AI følger med udviklingen.
-Leg med det og gør hinanden klogere på det, så I kan udforske de mange muligheder. Følg med udviklingen og vær klar til at skifte kurs. AI overtager ikke dit job, men det gør medarbejderen, der forstår at bruge AI, anbefaler Kenneth Kleissl og fortsætter:
-Når medarbejderne har lært teknologien at kende, og man har fået etableret en basal AI modenhed i organisationen, tror jeg, man er langt bedre rustet til at skifte til et mere strategisk gear, hvor man for alvor går ind og understøtter sin forretningsstrategi med AI.
Future of Work
DI samler viden, inspiration og erfaringer om fremtidens arbejdsplads. Læs her, hvordan nye trends forandrer vores måde at arbejde på, og hvordan virksomhederne griber det an.
Læs mere