Plastmo giver plads til medarbejdere med lav tilknytning til arbejdsmarkedet
Hos Plastmo A/S er psykologisk tryghed et fundament for både trivsel og produktivitet. Virksomheden hjælper personer med lav tilknytning til arbejdsmarkedet tilbage i job ved at give dem en tryg start og plads til at gå på arbejde, som dem de er.
Plastmo A/S er et eksempel på en virksomhed, der har implementeret psykologisk tryghed i praksis. Virksomheden, der bl.a. tilbyder regnvandshåndteringsprodukter som tagrender, tagplader, dræn og faskiner, samarbejder med kommunerne for at hjælpe personer med lav tilknytning til arbejdsmarkedet tilbage til arbejdslivet.
I samarbejde med kommunen tilbyder Plastmo en tryg og støttende tilbagevenden til arbejdslivet, hvor medarbejdere med lav tilknytning til arbejdsmarkedet kan gå på arbejde uden frygt for at blive dømt på baggrund af deres fortid eller særlige behov.
-Din baggrund betyder ikke noget hos os; hverken din private baggrund eller din faglige baggrund, hvis bare du kan passe og udføre dit arbejde godt, fortæller Kim Simonsen, der er produktions- og lagerchef hos Plastmo.
Den filosofi afspejler virksomhedens engagement i at skabe et inkluderende og trygt arbejdsmiljø.
Unik mulighed for rekruttering
For Plastmo giver samarbejdet med kommunen også en unik mulighed for at rekruttere nye medarbejdere, når højsæsonen indtræffer. Her kan de tilbyde ansættelser til nogle af de personer, der har været i praktik eller arbejdsprøvning i løbet af lavsæsonen.
-Op mod en tredjedel af vores faste medarbejdere på lageret har vi faktisk ansat på den måde i løbet af årene, siger Kim Simonsen.
Det er vigtigt, at de fastansatte kolleger har forståelse for og indsigt i de særlige udfordringer, som deres nye kolleger har.
-Vi bruger vinterperioden, hvor vi ikke har så travlt, til at onboarde og oplære de nye medarbejdere. På den måde får både de og vi et godt indtryk af hinanden, og så får vi en pulje at rekruttere fra, der allerede er godt kendte med arbejdsopgaverne, kulturen og kollegerne, siger Kim Simonsen og fortsætter:
-De fastansatte kolleger har også en væsentlig stemme i forhold til, hvem der skal ansættes, så de i nogen grad selv vælger deres nye kolleger.
Dialog og forståelse skaber psykologisk tryghed på arbejdspladsen
En måde at etablere psykologisk tryghed på er gennem dialog med medarbejderne, hvor de kan italesætte deres behov og kapaciteter. Det fremmer en tryg og støttende arbejdspladskultur, hvor individuelle behov bliver imødekommet og anerkendt.
Kim Simonsen understreger betydningen af disse indledende samtaler med nye medarbejdere:
-Vi starter altid med en samtale, hvor vi sammen med den nye medarbejder finder ud af, hvilke behov medarbejderen har, og om vi skal tilrettelægge arbejdet på en særlig måde for vedkommende.
Denne tilgang hjælper med at skabe et arbejdssted, hvor medarbejdere føler sig respekterede og forstået allerede fra første arbejdsdag.
Psykologisk tryghed er en væsentlig faktor for trivsel og produktivitet på arbejdspladsen. En arbejdsplads med høj psykologisk tryghed er kendetegnet ved, at medarbejdere kan udtrykke tvivl, usikkerheder, stille spørgsmål, komme med forslag og begå fejl uden frygt for at tabe ansigt, blive gjort til grin eller opfattet som inkompetente af kolleger eller ledere.
Psykologisk tryghed skaber et sundt psykisk arbejdsmiljø, hvor medarbejderne føler sig respekterede og værdsatte, og det giver plads og rum til, at medarbejderne kan gå på arbejde som den, de er.
Eksemplet her viser, hvordan en virksomhed kan drage fordel af at give plads til medarbejdere, der er på kanten af arbejdsmarkedet. Det fremmer ikke kun medarbejdernes trivsel men understøtter også virksomhedens rekrutteringsbehov.
Når medarbejdere føler sig trygge og respekterede, kan de yde deres bedste, hvilket i sidste ende gavner både dem selv og virksomheden.
Psykisk arbejdsmiljø
Et godt psykisk arbejdsmiljø er en forudsætning for trivsel og produktivitet på arbejdspladsen
Læs mere