Ny fælles tjeneste skal styrke trivslen i transportbranchen
DI og 3F Transports fælles samarbejdstjeneste, START, står klar til at hjælpe ledelse og medarbejdere med at løse udfordringer med trivsel og arbejdsmiljø.
Som aftalt i foråret under overenskomstforhandlingerne, har DI, 3F Transport og DE oprettet ’Samarbejdstjenesten om Arbejdsmiljø og Trivsel’, der i daglig tale blot omtales og forkortes START.
Tjenesten består af konsulenter fra alle tre organisationer, der sidder klar til at rykke ud og rådgive om trivsel og psykisk arbejdsmiljø på virksomhederne.
Målet er, at START kan være med til at forebygge, at mobning, vold eller anden krænkende adfærd finder sted.
- Alle på en arbejdsplads skal kunne gå på arbejde i trygge rammer. Derfor er jeg rigtig tilfreds med, at vi sammen med 3F Transport er blevet enige om at oprette den nye samarbejdstjeneste, der vil være til gavn for både medarbejdere og virksomheder, siger direktør i DI, Søren Kryhlmand.
Behov for indsats
Mistrivsel og udfordringer med chikane er en samfundsudfordring, og transport- og logistikbranchen er ingen undtagelse. Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for 3F Transport.
Undersøgelsen viste, at hver tredje medarbejder har været udsat for chikane, vold eller mobning på deres arbejdsplads. Og at chikanen i langt de fleste tilfælde foregik internt på arbejdspladsen blandt kollegaerne.
Formanden for 3F Transport, Flemming Overgaard, ser START som en god mulighed for at tage eventuel mistrivsel i opløbet.
- START er en enestående mulighed for at skabe en attraktiv arbejdsplads, hvor man kan tiltrække og fastholde glade medarbejdere. Med START får man et godt fundament, så man kan tage de små problemer i opløbet, inden det bliver store og tidskrævende sager, siger Flemming Overgaard.
Læs analysen her
Sådan får man hjælp
START kan kontaktes af ledelsen i en virksomhed, tillidsrepræsentanten eller arbejdsmiljørepræsentanten, og alternativt af den lokale 3F-afdeling, hvis virksomheden ikke har en tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant.
START’s konsulenter kommer altid ud i makkerpar fra DI og 3F Transport og arbejder sammen for, at udfordringerne kan løses lokalt.
Et besøg fra START varer typisk 2-3 timer, hvor både ledelse, tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant deltager for at sikre fælles ejerskab og opbakning til det efterfølgende arbejde.
Læs mere om mulighederne på START Transport - Samarbejdstjenesten om arbejdsmiljø og trivsel