Der er truffet dom med betydning for, hvornår man ved hjemmearbejde er omfattet arbejdsskade loven.

Foto: Getty_Images
05.05.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Højesteret: Fald over kasse ved hjemmearbejde var en arbejdsskade

Højesteret har med en ny dom slået fast, at medarbejdere kan være dækket af arbejdsskadeforsikring ved ulykker, der sker på hjemmearbejdspladsen, selv om hændelsen er en følge af den private indretning af hjemmet.

Højesteret har den 2. maj 2025 afsagt dom med betydning for, hvornår man ved hjemmearbejde er omfattet arbejdsskadeloven. Dommen slår fast, at medarbejdere kan være dækket ved ulykker, der sker på hjemmearbejdspladsen, selvom hændelsen er en følge af den private indretning af hjemmet. 

Sagen handler om en medarbejder, der arbejder hjemmefra og på et tidspunkt rejser sig fra sit arbejdsbord og går ud til kaffemaskinen i køkkenet. På vej tilbage til arbejdsbordet falder medarbejderen og kommer til skade. Konkret var ulykkesårsagen et fald over en kasse, som var placeret på gulvet. 

Parterne i sagen var enige om, at medarbejderens brygning af kaffe havde en naturlig forbindelse til arbejdet, og at ulykken således fandt sted på et tidspunkt, hvor hun var i færd med at udføre sit arbejde. Spørgsmålet i sagen var i stedet, hvor langt arbejdsskadeloven dækker når ulykken sker på grund af medarbejderens private indretning. 

Højesterets afgørelse og betydning

Højesteret fandt, at det forhold, at medarbejderen faldt over en privat genstand i sit hjem, ikke i sig selv gav grundlag for at fravige udgangspunktet om at fald i forbindelse med arbejdet er omfattet af loven. Ifølge Højesteret har arbejdsgiveren ansvaret for arbejdspladsens indretning og et sundt og sikkert arbejdsmiljø, også når arbejdet foregår i den ansattes hjem.  

Det betyder, at arbejdsgiveren som led i det objektive ansvar efter arbejdsskadesikringsloven også må bære risikoen for skader, der er sket som følge af, at medarbejderen under udførelsen af arbejde fra en hjemmearbejdsplads falder over egne genstande, som ikke har noget med arbejdet at gøre, men som er en del af hjemmets indretning. 

Sagen er et eksempel på, at det vigtig at man som arbejdsgiver – ikke bare ud fra arbejdsmiljøreglerne - er opmærksom på blandt andet ryddelighed og orden ved hjemmearbejdspladsen. Dette kan blandt andet ske via DI’ skabelon til personalepolitik for hjemmearbejde, som medlemmer kan tilgå herunder

DI vil nu nærlæse dommen og dens konsekvenser og vender tilbage, når der er nyt om arbejdsskademyndighedernes evt. anden praksis for anerkendelse af arbejdsulykker ved hjemmearbejde.  

Skabeloner

Personalepolitik om hjemmearbejde

Hent

Kontakt os:

Som medlem er DI er du altid velkommen til at kontakte os om spørgsmål om arbejdsskader – skriv til os på DI-arbejdsmiljo@di.dk

Anders Just Pedersen

Anders Just Pedersen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3686
  • Mobil +45 2949 4549
  • E-mail ajp@di.dk

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.