Foto: Getty Images
27.05.26 Vi rådgiver dig Nyheder

Brevkassen: Risikerer jeg eller min direktør fængsel for overtrædelse af arbejdsmiljøloven?

De nye regler og den skærpede praksis betyder, at fængselsstraf i særlige tilfælde kan komme i spil i arbejdsmiljøsager

Vi bliver i øjeblikket mødt af flere spørgsmål fra medlemmer, der – efter omtale af nye regler og skærpet fokus på arbejdsmiljø – spørger meget direkte: 

Kan vi eller vores direktør ende i fængsel, hvis noget går galt? 

Spørgsmålet er forståeligt. Når reglerne ændrer sig, og ordene “personligt ansvar” og “fængselsstraf” dukker op i samme sætning, giver det anledning til bekymring. Derfor er der også behov for at få sat tingene i den rigtige kontekst. 

Det korte svar er: Ja – i helt særlige og meget alvorlige tilfælde kan fængselsstraf komme på tale. 

Men det lange svar er, at der er tale om få, ekstraordinære situationer, som ligger langt fra hverdagen i de fleste virksomheder. 

DI Arbejdsmiljø vil have et stort fokus på området og følge sagerne tæt.

Hvornår er fængselsstraf overhovedet relevant? 

Fængselsstraf kan kun komme på tale ved særligt grove overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Det handler især om: 

  • grove brud på asbestreglerne 
  • sager, hvor overtrædelser har ført til dødsulykker eller meget alvorlige personskader. 

Det er samtidig ikke tilstrækkeligt, at der er sket en fejl eller et uheld. Det skal kunne dokumenteres, at den pågældende leder vidste, hvad der foregik – og enten har medvirket aktivt til overtrædelsen eller har undladt at gribe ind, selv om der var mulighed for det. Der skal altså være tale om forsæt eller grov uagtsomhed.  

Hvem kan rammes? 

Det er ikke kun direktion eller bestyrelse, reglerne retter sig mod. Også arbejdsledere kan i princippet komme i søgelyset. Fælles for begge er dog, at der stilles strenge krav til dokumentationen for, hvad den enkelte vidste, gjorde – eller undlod at gøre. 

Domstolene foretager altid en konkret vurdering af den enkelte sag. Straf udmåles ikke automatisk, og der er ikke tale om et regelsæt, der skal bruges bredt. 

DI vil følge udviklingen tæt. Tøv ikke med at kontakte DI Arbejdsmiljø, hvis jeres virksomhed bliver mødt med en sag, hvor strafansvar kommer på tale. 

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.