Arbejdsgivere skal anmelde arbejdsulykker, hvis den tilskadekomne har mindst tre dages fravær som følge af ulykken.

Foto: Getty Images
29.06.26 Vi rådgiver dig Nyheder

Nye anmelderegler ved arbejdsulykker fra 1. juli 2026

Fremover skal en arbejdsulykke først anmeldes, hvis den medfører mindst tre dages fravær fra det sædvanlige arbejde ud over tilskadekomstdagen. Det er en ændring i forhold til den tidligere regel efter arbejdsmiljøloven, hvor ulykker skulle anmeldes allerede efter én dags fravær. Det fremgår nu også, at fravær skal forstås som fravær fra det sædvanlige arbejde.

Hvad betyder det i praksis? 

  • Anmeldelsespligt: Arbejdsgivere skal anmelde arbejdsulykker til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og Arbejdstilsynet (AT), hvis den tilskadekomne har mindst tre dages fravær fra sædvanlige arbejde ud over tilskadekomstdagen (eksklusiv selve skadesdagen) som følge af ulykken.  

  • Ulykker med kortere fravær eller uden fravær skal som udgangspunkt ikke anmeldes med mindre ulykken må antages at kunne begrunde krav på ydelser efter arbejdsskadesikringsloven.

  • Undersøgelse og forebyggelse: Virksomheder har fortsat pligt til at undersøge enhver arbejdsulykke og tage initiativer til at forebygge gentagelser, også selv om ulykken ikke skal anmeldes efter de nye regler. 
     
  • Gælder fra: 1. juli 2026.  

Hvorfor ændres reglerne? 

DI har igennem længere tid arbejdet for, at grænsen for anmeldelsespligt sættes op til tre dages fravær. Vi har peget på, at kravet om anmeldelse allerede ved én dags fravær var en unødvendig og administrativ tung byrde for virksomhederne, og at det stillede danske virksomheder dårligere i sammenligningen med EU-landene. Ifølge Beskæftigelsesministeriet har anmeldelser om ulykker med kortere fravær ikke givet myndighederne brugbar viden, da de sjældent fører til erstatningssager. Lovændringen betyder dermed mindre bureaukrati for både virksomheder, forsikringsselskaber, selvforsikrede og AES. 

Lægekonsultation uden længerevarende fravær 

En arbejdsulykke skal kun anmeldes til AES og AT, hvis ulykken medfører mindst tre dages fravær fra det sædvanlige arbejde ud over skadesdagen, eller hvis ulykken forventes at give ret til erstatning, f.eks. af nødvendige behandlingsudgifter som ikke kan afholdes efter sundhedsloven eller som led i behandlingen på offentligt sygehus. Kontakt med læge eller skadestue i sig selv udløser derfor ikke en anmeldepligt, hvis fraværet som følge af ulykken ikke overskrider tre dage. 

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.