02.10.20 Vi rådgiver dig Nyheder

Mod i ledelse – en højaktuel kompetence

COVID-19 krisen kalder på mod hos ledere. Først og fremmest skal ledere have modet til at træde frem i en situation med stor usikkerhed, hvor de ikke kan kontrollere udfaldet af deres beslutninger. Dernæst er mange virksomheder ved at være på den anden side af den akutte krisestyring, og skal nu til at se ind i, hvordan forretningsstrategier og -planer skal justeres eller helt laves om. Mon ikke den opgave også kalder på en god portion mod, når ledere skal tage ansvaret og igangsætte de større forandringer, der er nødvendige for den enkelte virksomhed?

Hvad vil det sige at være en modig leder?

Når vi taler om mod i ledelse, handler det ikke om at springe i faldskærm, rappelle og lignende. Det er ikke vovehalsen eller den frygtløse, vi er på udkig efter. Det er tværtimod den leder, der påtager sig ansvaret for at holde virksomheden opgaveorienteret og funktionsduelig. Hvor mod er evnen til at handle på trods af usikkerhed og frygt, at acceptere sit ansvar og være villig til at bryde med rutiner og vaner samt ikke mindst igangsætte forandring, når det er nødvendigt.

En gang i mellem hører vi ledere sige, at deres hænder og fødder er bundet, og at vilkårene begrænser deres handlemuligheder. Man kunne vove at påstå, at ledelsesrummet sjældent er for snævert. Hvis det opleves sådan, kan det være hjælpsomt for lederen at spørge sig selv, om det i højere grad handler om manglende mod til at udfylde det?

Hvad kræver det af lederen at være modig?

  • Helt overordnet skal lederen være optimistisk og være i stand til at rejse sig, når han/hun blive slået bagover. Lederen bør se kriser og tilbageslag som muligheder og en forretningsmæssig chance fremfor en trussel. Denne type leder ser ”glasset som halvt fyldt”, og udstråler og tror på, at fremtidige ændringer er af det gode.
  • Dernæst er det afgørende, at lederen holder fast i virkeligheden og sikrer, at virksomheden tilpasser sig, så den giver mening i den aktuelle kontekst. Det primære fokus skal rettes på opgaveløsningen og ikke på de mange følelsesmæssige og irrationelle forhold, der kan optræde, når tingene er svære.
  • Endelig skal lederen være i stand til at gå mod strømmen og turde håndtere den sårbarhed, som dette kan indebære, samt den mulige kritik, der kan opstå både internt og eksternt. Lederen skal derfor kunne udholde presset fra omgivelserne for at kunne lykkes - herunder modstå fristelsen til den hurtige lindring af ubehaget ved at undlade at gøre det rigtige samt for at slippe for eventuelle konflikter og kritik.

Øvelse gør mester – også når det gælder mod

Hvad enten du er virksomhedsejer, direktør eller mellemleder, kan modet trænes. Du kan starte med at øge indsigten i dig selv i lederrollen ved at spørge dig selv om: hvad står du for? og hvilke værdier og hvilken adfærd er vigtig for dig? – Og lade dette være afsættet for, at du vælger at gøre det rigtige. Det kan også handle om at sikre, at du har redskaberne til at håndtere forandringer her og nu eller med et længere og mere strategisk blik, så du der igennem har et solidt fundament for at være modig og sikre virksomhedens eksistens og resultater.

Ledelse er et håndværk – og mod er en af de nødvendige kompetencer.


Kilder: Inspireret af ”Dare to Lead” af Brené Brown og ”Den modige leder” af Karsten Mellon (Red.)

UDDANNELSE

Det kræver en god position mod, når ledere skal tage ansvaret og igangsætte større forandringer. Mod i ledelse arbejder vi med på alle DI's lederuddannelser. Er du interesseret i at vide mere, så tag et kig på et af vores uddannelsestilbud her:
DI's lederuddannelse
DI's strategiske lederuddannelse
Virksomhedsledelse for ejerledere
DI's bestyrelsesuddannelse

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.