Schneider Electric: De kritiske stemmer er vigtige i hybridarbejdet
Medarbejderinvolvering er vigtigt for Schneider Electric, der har indført hybridarbejde i organisationen. Det styrker forandringen, mener virksomheden.
På hovedkontoret hos Schneider Electric i Ballerup har man ryddet op. Både i den traditionelle måde at arbejde og tænke på, men også rent fysisk. Hvor der tidligere var knap 5.300 m2 kontorplads til medarbejderne, er der nu skåret helt ned til 2.106 m2, hvilket svarer til en reduktion på 60 pct.
Det har krævet, at der blev ryddet ud i de mange papirbunker, der fandtes rundt om i organisationen, ligesom at medarbejderne har måttet sige farvel til de faste kontorpladser:
– Kontoret skal kunne noget andet, når vi arbejder fleksibelt. Vi har indført ”flexible seating,” hvilket vil sige, at ingen har en fast plads. Man skal rydde op hver dag, når man går fra skrivebordet, så arbejdspladsen er fri til den næste, fortæller HR Director Charlotte Lei Barnewitz.
Plads til (kritisk) dialog
Det var en klar prioritet for ledelsen i Schneider Electric, at der var plads til dialog om forandringsprocessen, også blandt medarbejderne. Derfor nedsatte man en ambassadørgruppe med ca. 25 medarbejderrepræsentanter, som var med gennem hele forandringsprocessen til en mere hybrid organisation.
Communication Leader Caroline Bülow var selv med i arbejdsgruppen, som også rummede en række kritiske stemmer over for hybridarbejdet. Hun mener, det var nøglen til at sikre en god forandringsproces:
– Der var jo en god grund til, at nogle var kritiske. Så må vi få en god dialog om det. Man skal respektere, at det er en stor forandringsproces, mener Caroline Bülow.
Det gjorde de
Global hjemmearbejdspolitik
Schneider Electric har indført hjemmearbejdspolitikken ”New ways of working”, der gælder for alle kontorer i verden. Her er det muligt at arbejde op til to dage fra et andet sted end kontoret, såfremt arbejdet tillader det.
Flexible seating med ”Neighbourhoods”
På hovedkontoret i Ballerup har ingen faste pladser. Hver medarbejder har et skab med sine ting og en computer og kan således frit vælge hvor, vedkommende vil arbejde.
Uddannelse af ledere i forandringsledelse
Lederne i Schneider Electric er blevet klædt på til at løfte de ændrede arbejdsvilkår med workshop om forandringsledelse.
Arbejdsgruppe med medarbejderrepræsentanter
Der blev nedsat en arbejdsgruppe om hybridarbejde med ca. 25 repræsentanter for medarbejderne. Arbejdsgruppen diskuterede både muligheder og udfordringer ved ledelsens planer.
Konkurrence om navngivning af områder
Der er blevet lavet syv ”neighbourhoods” på kontoret i Ballerup. Hver afdeling har en fast base i et neighbourhood, så man som medarbejder kan opnå tilknytning til et fast arbejdsområde, hvis man ønsker det. Navngivningen af områderne fandt sted på baggrund af en konkurrence blandt medarbejderne.
Reduktion af ressourcer
Med New Ways of Working, er Schneider Electric gået fra at have 5.300 m2 til 2.106 m2, hvilket svarer til en reduktion på 60 pct. Det har også været muligt at reducere elforbruget yderligere, der i alt er faldet med 50 pct. siden 2015.
Fleksibilitet og tryghed skal følges ad
Caroline Bülow peger på, at villigheden til at lytte til medarbejderne var en medvirkende årsag til, at kontorlokalerne i dag rummer medarbejdernes behov for sammenhørighed og tryghed – på trods af, at de er fleksible:
– Vi lavede en survey blandt medarbejderne som viste, at de hovedsageligt kom ind for at være sammen med deres kolleger. Der var altså behov for at mødes og være sociale på kontoret, fortæller HR Director Charlotte Lei Barnewitz.
Derfor var der også i starten delte meninger om de fleksible pladser, fortæller Caroline Bülow:
– Det har været ret afgørende for medarbejdernes følelse af at komme ind på kontoret og føle et tilhørsforhold. Frustrationen var at føle, at man ikke hører til. Nu har vi faste opbevaringsskabe, så man møder ind i det samme sted hver dag og lige kan ”lande”. Derefter kan man vælge et nyt sted eller blive i sit faste område. Man må også godt sidde på samme plads, hvis den er ledig – det er virkelig okay.
Ledelse af hybridarbejde
Skal du lede et team eller en afdeling, hvor nogle arbejder hjemmefra og andre er på den fysiske arbejdsplads? På dette intensive kursus bliver du klar til at lede hybridarbejde.
Forandringsledelse og sammenhørighed
Indtil videre er det gået godt med den nye forandring. Virksomhedens ledere har deltaget i workshop om forandringsledelse, og det blev fra starten meldt klart ud, at feedback og input var velkomne, såfremt noget kunne optimeres eller gøres bedre.
I Schneider Electric er man ikke i tvivl om, at hybridarbejdet er kommet for at blive:
-Hjemmearbejdspolitikken er blevet gjort world-wide, så det gælder f.eks. også for vores kolleger i Frankrig. Det skaber sammenhørighed på tværs af organisationen, siger HR Director Charlotte Lei Barnewitz.
-Hjemmearbejdet er blevet en integreret del af Schneider Electric. Vi kalder det ”New ways of working”.